x
Jonathan Johansson, Michael Møller med flere: Nordic Sounds, Store Vega, København

Jonathan Johansson, Michael Møller med flere, Nordic Sounds, Store Vega, København

Jonathan Johansson, Michael Møller med flere: Nordic Sounds, Store Vega, København

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

I disse dage vågner vi indhyllet i tæt tåge. Vintertiden er indtruffet, og dermed også vintersløvheden og en stigende søvntrangsfornemmelse. Det er således årstidens skyld. En af de ting, der også bliver fremhævet som en af grundene til vores hang til en særlig nordisk melankoli. Den er kendt i almindelig tale især i kulturelle sammenhænge, og den har blandt andet været eksemplificeret i jazzen, hvor dygtige musikere som den svenske pianist Jan Johannson og naturligvis Niels Henning Ørsted Petersen – for at nævne nogle få - har været gode eksempler herpå.

Nordisk Ministerråd, Nordisk Kulturfond og Københavns Kommune er således arrangørerne af Ting Festivalen, der foregår i disse dage, hvor netop Nordic Sounds på Store Vega var en del af programmet. Navne fra hele norden var indhentet til at give en eksemplificering af, hvordan vi opfatter den nordiske tone i dag via deres musik. Svenske, norske, danske og islandske musikere fyldte Store Vegas smukt og særligt udsmykkede rum, hvor den oprindelige scene var tilsat et sceneelement nedenfor scenen med et flygel, hvor kunstnerne fik muligheden for at komme helt i øjenhøjde med publikum til en sjælden opsætning i Vega, hvor der var opstillet stole rundt om scenen. Den smukke scenografi, der var lavet af Elisabeth Kiss var en fremragende visuel iscenesættelse af den nordiske tone, hvor belysning og projicering af diverse mønstre og farver gav træ-anordningerne i loftet en særlig karakter.

 

Anna Von Hausswolff (*****)

I alt seks koncerter var på programmet, og første navn var den svenske singer/songwriter med det Sverige-atypiske navn Anna von Hausswolff. Hausswolff udgav sin debut Singing From the Grave sidste år, og ifølge svenskerens hjemmeside skulle der snart være et nyt album på vej, derfor var der en lang række nye numre på repertoiret denne aften. Hausswolff indtog scenen afslappet iført en lang løsthængende forvasket T-shirt, og startede sættet på med orgel med akkompagnement af en guitarist. Et længere instrumentalt stykke blev afløst af en række numre på, hvor vi fik præsenteret Anna von Hausswolffs særlig karakteristiske vokal, der har en enorm fylde, mens der var fine akkompagnementer at finde fra guitaristen, ligesom Hausswolffs eget orgel- og flygelspil også fungerede ganske fint.

Vi fik blandt andet en coverudgave af nummeret "Gloomy Sunday", der er smukt fortolket af Billie Holiday. Det gik faktisk rigtig godt i spænd med sindsstemningen på resten af den forholdsvis tilbageholdende svenske solists numre. Både instrumentalt som vokalt var der fine passager, hvor vi fik lov "at hvile ørene", for at blive behageligt invaderet af en meget insisterende røst, der både besidder stor kraft og patos. Den er nærmest klassisk i sin klang og med en intens vibrato, der giver en særlig nerve. Ud over et par solonumre fik Hausswolff midtvejs besøg af sin søster på scenen, der fint supplerede på det vokale.

De sfæriske guitarakkompagnementer blev desuden suppleret af perkussion og mundharmonika, og Hausswolff formåede at skabe flere musikalske billeder undervejs. For det første blev vi taget med på en amerikansk slette, hvor guitarens twangede lyd, mundharmonikaen og lyrikken tog os med ind i noget, der lige så godt kunne være skrevet af spaghettiwestern-komponisten Ennio Morricone. Vi blev også taget med ud i naturens vildskab, hvor Hausswolffs eget orgelakkompagnement var meget lig Philip Glass' minimalistiske lydside til "Koyaanisqatsi". Vi kom også indenfor i en kirke, hvor et meget andægtigt orgel blev billedskabende for en meget dyster og monumentalt fortælling.

Sættet blev sluttet af med "Lost At Sea" fra debuten, hvor meget dystre klaveranslag og uh-kor bidrog til nerven, og igen med musikalsk genkendelighed i teksten – en vuggende pianofigur samt en brusen på en svagt overdrivet guitar. Nummeret sluttede med en særlig indlevende og nærmest skinger Hausswolff, der balancerede på grænsen af det dramatiske og indlevende til det overdramatiske og skingre. Det ødelagde dog ikke helhedsindtrykket for en kvinde med en nordisk klang og et nærmest vanvittigt vokalspektrum.

 

Sóley (***)

Islandske Sóley (Sóley Stefánsdóttir) indtog herefter scenen sammen med en trommeslager, og hun byggede primært sin musik op af flygel, beats og vokal-sampling. Sættet blev sat i gang af et knitrende spilledåsesample tilsat simple brudte akkorder. De numre vi fik med Sóley stammede alle fra debuten We Sink, der netop er udkommet. Ligesom på pladen er Sóley meget islandsk i sit udtryk på scenen, hvis man kan driste sig til at tale om det. Den charmerende engelske udtale, de finurlige elementer – især samplebaserede (tænk her på Mugison og Múm). Derudover besidder hun en fin ukrukket charme, der vandt fint indpas hos publikum, som koncerten skred frem.

Højdepunkterne var især hendes "torsdagsballade", som hun kaldte den "Blue Leaves". Her var Sóleys eget akkompagnement på flygelet meget veldoseret på mellemregisteret, suppleret af lysere figurer. Vokalen var i samme leje, og det gik fint i spænd. Derudover var også "I'll Drown" et højdepunkt - et af de tidspunkter, hvor samspillet mellem den rå lyd af trommesæt, vokalsamples, flygel og vokal gik bedst i spænd. For på trods af Sóleys charme, de fine melodier og det ellers ganske udmærkede sangmateriale, så var selve opsætningen en kende malplaceret. Af og til manglede der noget til at binde det meget diskant-lydende trommesæt sammen med de spinkle piano-melodier og den mindre kraftige vokal.

Overordnet var Sóleys koncert dog en behagelig oplevelse, om end det rytmiske lydbillede fungerer bedre på plade end i virkeligheden. Personligt havde jeg gerne nøjedes med hende på scenen, så vokalen kunne få et dedikeret fokus, ligesom hendes livesampling på flere af numrene, hvor ordlyde blev dubbet til at udgøre både rytmegruppe og kor, fungerede efter hensigten.

 

Susanne Sundfør (*****)

The Brothel, der er Susanne Sundførs seneste album, udkom sidste sommer. Et fremragende album, der også her på GAFFA blev rost med fem stjerner. Det gjorde hun bestemt ikke til skamme i noget nær et perfekt set-up til at opleve denne pianobaserede singer/songwriter-genre.

Den norske sangerinde besidder en fremragende vokal, og det så vi flere eksempler på undervejs. Først "Angels Are Lost" med en art kirketoneart over sig, mens Sundførs vokale fraseringer – hver og en – blev fulgt helt til dørs. Ikke mindst på flygelet, hvor mange af de sungne fraseringer momentvis blev akkompagneret og spillet mere eller mindre synkront på flygelet. Derudover viste hun her en af de største kontrasterende forcer. Spændvidden af vokalen, der både er kraftig/spinkel og lys/mørk. Herefter fulgte titelnummeret fra albummet The Brothel. Et hjerteskærende smukt og sørgeligt nummer, der via Sundførs dynamiske udsving var utrolig stærke, for at understrege den tragiske pointe. Igen besidder hun her næsten to forskellige sindsstemninger i første del af sagen mod den noget lysere slutning.

Herefter fik vi yderligere fire numre. Et nyt "White Foxes" med smukke glissando-stykker i omkvædet, der understregede, hvor vanvittige tonale spring hun er kan præstere. Et nummer, der var betydeligt gladere i tonen, som viste flere udtryk. Godt bakket op af rumklang fik vi "en sang om en ekskæreste", "Among Us". Kun sjældent var der små faser af monotoni, men størstedelen af tiden blev vi forsødet af Sundførs melankolske univers med melodierne i absolut centrum, og hvor vi blev forført at en af aftenens stærkeste vokaler til synet af snefnug-lignende visuals på de udsmykkende træfigurer.

 

Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) & RebekkaMaria (****)

Herefter fik vi første mandlige vokal på banen – her flankeret af RebekkaMaria, og de spillede henholdsvis numre fra hvert deres repertoire og bagkatalog. "Oh Solitude" – et RebekkaMaria-nummer, der har fået nyt liv efter genindspilningen af nummeret, der for alvor er en fin og meget smukt duet - her primært akkompagneret af Jonas Petersen på den akustiske guitar. "So Mournful the Elegy, So comforting the Hymn" fra Hymns From Ninevehs selvbetitlede debut blev herefter fortolket, men især nummeret "Yours Truly" skilte sig ud i kraft af et betydeligt solidt og gennemtænkt arrangement, hvor der var smukke passager uden instrumentation for begge parter, før de brød ud i forenelig duet.

Begge artister virkede meget dedikerede og helt inde i musikken, hvilket heller gjorde oplevelsen mindre intens. Begge kunstnere gav i øvrigt smagsprøver på et par nye numre, og på RebekkaMarias af slagsen fik de to hjælp af Michael Møller på klaver. Jonas Petersen tog under flere, men også dette nummer celloen til brug, og det var et meget interessant nummer – måske sættets bedste – hvor især RebekkaMarias velartikulerede vokal med Björk'ske aner og Jonas Petersens lyse røst og cello-akkompagnement var nøglen. En ren vokal udgave af "Soul To My Soul" fulgte, hvor især Jonas Petersens soulede bidrag var særlig godt.

Et gammelt Lampshade-nummer, "Disse Fugle", var ifølge duoen virkelig indbegrebet af et nordisk nummer, og det kunne man da heller ikke benægte dem i det meget natur-beskrevne tekstunivers og den veldoserede piano og cello-tilføjelse. Desuden blev gruppen her suppleret af en tredje mand på gulvtam, for at skabe noget dybe. Overordnet et flot og smukt sæt, hvor nogle numre overraskede meget positivt, mens andre ikke hævede sig over deres respektive originalversioner. Smukt og insisterende var det dog.

 

Michael Møller (****)

Sidste del af aftenen blev herrernes. Michael Møller, der for nylig udgav albummet med det opgivende navn A Month of Unrequited Love. Et projekt, hvor Møller udgav en sang hver dag i maj måned, og siden hen fik det udgivet med hjælp fra lytterne selv.

Michael Møller, der også huserer som forsanger i gruppen moi Caprice, blev flankeret af cellisten Morten Svenstrup. De spillede primært numre fra den føromtalte plade og havde kun en enkelt afstikker til solodebuten fra 2007. Det meget minimalistiske set-up fungerede virkelig godt i sammenhæng med de meget tekstorienterede kærlighedssange, der er Møllers store røde tråd. Ligeså vel er det også ironien og det tragikomiske, som også kom til udtryk blandt andet under den omtalte afstikker, hvor nummeret "The Skin Game" er en sådan en af slagsen.

I særdeleshed var numre som albumåbneren "The Birth Of A Song" virkelig smuk med lækre piano- og cello-akkompagnementer, der havde en behageligt monoton grundtone, ligesom den sitrende cello var fantastisk – især med brugen af overtoner, som var med til at gøre det yderligere skrøbeligt og følsomt. Møller undskyldte undervejs for en forkølelse, men som han nævnte, så er hans musik ret vemodig, og det kunne jo måske "virke forstærkende". Det gjorde det heldigvis også. Så vi fik den ultradystre "The Hour of Lead", hvor Møller har forsøgt at undgå nogen ironi. "Hvis I vil følge med mig derned, og tage med mig op igen bagefter?" spurgte han publikum, og det gjorde vi så. Med tunge anslag på flygelet og en suspense-præget dynamik, hvor også de rent instrumentale mellemstykker var kuldeskærende smukke.

Som sagt fungerede det minimalistiske akkompagnement rigtig godt, men nogle få lidt forsimplede tekster, og en tendens til en monotoni, der balancerede på knivsæggen til noget veldoseret gjorde, at nogle numre ikke hævede sig over det jævne, men det kunne nu også gå, når man hedder Michael Møller og har et meget højt bundniveau.

 

Jonathan Johansson (*****)

Efter godt fire timers musik var det Jonathan Johanssons tjans som sidste hovednavn, at skulle lukke aftenen med en start kl. lidt over midnat. Lidt hårde odds, der også betød, at mange havde fortrukket sig hjem til de varme stuer. Derfor var det en ret begrænset skare, om end en dedikeret en af slagsen, der var tilbage. For som eneste kunster var Johanssons sæt med fuldt band, og det var derfor ekstra forstærkende at mærke svenskerens synthpop brage ud af højttalerne.

Klagomuren, der er svenskerens andet album, er netop udkommet, og det er af flere blevet udråbt til et mesterværk. Det var der nu heller ikke nogen tvivl om, da gruppen gik på med introen fra det seneste album, hvorefter en af singlerne "Stockholm" blev pumpet i gang af trommer og hvirvlende synthfigurer.

Det var meget forfriskende at høre et band for fuld udblæsning, og den følsomme pop var den helt rigtige. Dele af publikum valgte i hvert fald at se den stående, og flere kom til undervejs. De meget gennemarbejdede strukturer af beats, guitar- og synthfigurer instrumenteret af Johanssons vokal, gjorde blandt andet "Redan Glömda" til en virkelig positiv oplevelse. Især hen mod slutningen med den optimistiske strofe "karleken kommer tillbaka", der blev gentaget igen og igen.

Undervejs var der dog et par ting, der virkede til at frustrere Johansson, hvor blandt andet et back-track eller en trigger drillede, ligesom han glemte teksten et enkelt sted. Han valgte at fremhæve det selv, og som han sagde: "Det er kun vores andet show. Nogle ting virker, og andre virker ikke". Umiddelbart var det dog ikke noget, der kunne pille ved helhedsindtrykket af, at Johanssons materiale er ufattelig godt skåret, og at ikke engang skønhedsfejl kan ødelægge helheldsindtrykket.

Vi fik en gammel kending i "En hand i himlen", og de tre højdepunkter for undertegnede "Blommorna", "Min ljusaste röst" og "Horoskop". Førstnævnte med et virkelig lækkert beat, hvor melodifigurerne var særdeles velskårne og med en fornem dynamisk opbygning. "Min ljusaste röst" med en den store 80'er-prægede lyd, og de små melodier, der kigger ind og ud af nummeret – og godt med rumklang. Den monumentale og drømmende "Horoskop" – igen en dejlig optimisme.

"Ingenting stort" sluttede det hele af, om end de fire herrer blev klappet ind af de trofaste tilhængere, der var tilbage. Og som han udtalte det Jonathan Johansson, så havde det været en "interessant aften", men at han ville "gå i seng og huske det, som en god aften". Derefter fik vi "Aldrig Ensam" – et af de største hits fra debutpladen – til at gå hjem på.

Kvaliteten af kunstnerne var i højsædet denne nordiske aften, og højdepunkterne var klart, når vokalen fik mest plads i det store rum, ligesom Jonathan Johanssons afslutning satte et fremragende punktum. Aftenen kunne dog med fordel være skåret en smule – selvom det virker paradoksalt at skulle beklage over en så talentfuld plakat. Dog var det en kende for langt, og der kunne med fordel være skåret til for eksempel en kunstner per land, for at gøre aftenen endnu mere kvalitativ. Om ikke andet, så gik undertegnede hjem med samme følelse som citatet af Jonathan Johansson. Og den nordiske tone lever så sandelig i højeste kvalitet endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA