x
Diverse kunstnere: DMA Jazz 2011, Huset i Magstræde, København

Diverse kunstnere, DMA Jazz 2011, Huset i Magstræde, København

Diverse kunstnere: DMA Jazz 2011, Huset i Magstræde, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Arrangørerne bag Danish Music Awards Jazz 2011 havde besluttet sig for at prøve noget nyt. I stedet for at brænde al festivitas, al prisuddeling og al musik af i løbet af hektiske to-tre timer, ville de give musikken plads. Af samme grund havde de i Huset i Magstræde lagt op til et maraton-arrangement med en prisuddeling hver anden time - startende kl. 11 og sluttende kl. 21 - en timelang koncert efter hver prisuddeling og en afsluttende fest med ballade fra kl. 22:30.

Konceptet gav på forhånd undertegnede hovedbrud. For, hvis man – som jeg - ikke kunne afse hele dagen og aftnen, hvornår skulle man så indfinde sig? Og til hvad? Indfandt man sig eksempelvis kl. 15, for at se en prisuddeling, skulle man vente til kl. 17, før den følgende pris blev uddelt. En sådan ventetid animerede til at lade koncerterne mellem uddelingerne afgøre, hvornår man indfandt sig - selv om arrangementet helt overordnet handlede om priser, der skulle uddeles.

Set fra undertegnedes synsvinkel satte arrangørerne sig på den måde mellem to stole. De ville ganske givet hylde musikken ved at give den plads i programmet. Men dermed blev programmet også et maraton, der strakte sig over mere end 12 timer. Og dermed fik festen karakter af en (endags)festival. Prisuddelingen kom til at fremstå som et alibi for at arrangere en stribe koncerter.

Der manglede også festivitas omkring arrangementet. Noget konfetti. Nogle fanfarer. En rød løber! Flotte kjoler. Fotosessions! Et feminint touch. En samlende vært. Nogle elementer, som kunne have gjort arrangementet til andet og mere end et arrangement for et trofast jazzpublikum.

Det mest ærgerlige var, at selv koncerterne kom til at mangle fokus. For vel var musikerne på scenerne bevidste om, at netop de var der, fordi de selv modtog priser i 2009 eller 2010. Men deres koncerter fremstod i flere tilfælde ukoncentrerede. Og hvordan skulle det næsten kunne blive anderledes, når musikerne ikke var der i kraft af sig selv, men i kraft af en historie?

Forsøget var godt nok, forsøget med at give musikken plads. For de fleste kender fornemmelsen af, hvor overfladisk en DMA kan blive.

Problemet i Huset i Magstræde var, at festen udeblev. Musikerne skulle kun have haft mulighed for at brænde ét, eventuelt to numre af. Dermed kunne de have været en del af en fest, hvortil de bidrog i tre til ti koncentrerede minutter.

Selve festen og fejringen

Undertegnede indfandt sig forud for uddelingen af prisen til Årets Danske Vokaljazzudgivelse kl. 13. Den prisuddeling foregik i stueetagen i en kaotisk café, og prisen gik til ensemblet IKI. Men alene dét at en prismodtager bestod af ni unge kvinder…! Det var som om de ni, spinkle kvinder fyldte meget i det kaotiske rum, på den lille scene, hvorpå kun en stor gulvvase med hvide amaryllis indikerede, at her foregik andet og mere end en koncert. De unge prismodtagere var naturligt nok overstrømmende glade, men publikums fokus var øjeblikke efter rettet mod Sidsel Storm og hendes musikere, som i minutterne efter prisoverrækkelsen indtog scenen. Væk var fokus på prismodtagerne og festen.

Hvis Sidsel Storm og hendes musikere så havde været fokuserede, men det var hun i hvert fald ikke. Sidsel Storm var mere optaget af, hvordan hun tog sig ud på scenen end af, hvordan musikken lød. Konsekvensen var, at der i det kaotiske rum hverken opstod en direkte kontakt mellem musiker og publikum eller mellem musiker og noget andet og større. Koncerten blev en overfladisk, snarere end guddommelig oplevelse. Den blev et langstrakt moment uden videre betydning.

Kl. 15 skulle prisen for Årets Danske Jazzudgivelse uddeles på scenen på 1. sal, og prisen gik fortjent til Carsten Dahl for hans stærke album Effata. Den følgende koncert med Jens Søndergaards "More Pepper" Kvartet var mere koncentreret, for hverken Jens Søndergaard eller hans fire sidemen var optaget af, hvordan de tog sig ud på scenen. Når man – som undertegnede – kender Carsten Dahls album kunne man dog godt undre sig over det enorme spænd, der var fra originaliteten på Effata til det mere konventionelle udtryk fra "More Pepper". Undre sig over, at netop dén kvartet skulle indtage scenen efter prisuddelingen til Carsten Dahl.

Det samme kunne man sige om sammenhængen mellem prismodtager og koncert act i caféen i stueetagen kl. 17. Her uddeltes prisen til Årets Nye Danske Jazznavn. Prisen gik til Orpheus og efterfølgende indtog August Rosenbaum Trio scenen. Men spændet mellem Orpheus' univers af synthesizers, beats og saxofoner og August Rosenbaum Trios nænsomme, komplekse musik kunne også undre. Altså… hvorfor skulle netop August Rosenbaum Trio spille som "fejring" af Orpheus? Andet end fordi hans trio selv modtog samme pris året før?

Set up'et rummede nogle problemer. Men det afspejlede også noget andet: At der i dansk jazz i dag er en stor spændvidde, mange talenter og en fremdrift. Og dét i sig selv er en fejring værd.

Følgende modtog priser under DMA Jazz:

Årets Børnejazznavn: Sandberg Explorer

Årets Danske Vokaljazzudgivelse: IKIs IKI

Årets Danske Jazzudgivelse: Carsten Dahl's Effata (billedet)

Årets Nye Danske Jazznavn: Orpheus

Årets Danske Jazzkomponist: Helle Hansen

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse: Pasborg's Odesse 5


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA