x
Smashing Pumpkins: Den Grå Hal, København

Smashing Pumpkins, Den Grå Hal, København

Smashing Pumpkins: Den Grå Hal, København

Anmeldt af Casper Hindse | GAFFA

Timing er tid. Tiden var løbet fra Smashing Pumpkins lørdag aften. Nogle bands kan skabe tidløs musik. Nirvana var 90'ernes eksempel herpå. Det så man senest, da "Nevermind" fyldte 20 år. Smashing Pumpkins viste med sin koncert i Den Grå Hal, at de anno 2011 er et velspillende band, der kan få bedsteborgerskabet, med 520 kr. (hvilket var billetprisen) ekstra på lommen, til at drømme sig tilbage til gymnasiefesterne med hvide tennissokker og skovmandsskjorter. Desværre viste koncerten også, at der var en markant større nødvendighed for Smashing Pumpkins dengang, end der er i dag. Den rå energi er der stadig, men følsomheden og det sårbare, fine ved musikken er forsvundet.

Det er ærgerligt, at tiden har taget de små hippe påhit og den lidt mere nøgterne og drømmepoppede lyd fra bandet. Selvfølgelig manglede Melissa Auf Der Maur, især fordi bassen denne aften var mere tung end god. Faktisk føltes det ofte som om, at koncerten ikke var med Smashing Pumpkins, men derimod bare med Billy Corgans band, der spillede Smashing Pumpkins.

Overordnet set var numrene som sagt velspillede og velkomponerede, men koncerten kom aldrig rigtig til at glide. Nogle gange skulle der jammes op til et minut mellem numrene, andre gange var der bare helt stille, inden Corgan slog tonen an igen.

Til gengæld var det opløftende at opleve Den Grå Hal i al sin beskidte pomp og pragt til koncerten med 90'er-ikonerne. Væk var al den elektroniske kant, som bandet har bevæget sig mod, siden de blev gendannet, og det passede perfekt ind i den nøgne hal, der dog som sædvanlig var så iskold, at publikum måtte beholde frakkerne på. Ikke desto mindre blev Den Grå Hal forvandlet til den rå hal på ganske kort tid. Der var altså bestemt ikke noget galt med kulissen og lyden, ud over at trommerne ofte fik så fremtrædende en rolle i lydtapetet, at man ikke kunne høre Corgan ordentligt. Men igen, koncerten flød aldrig rigtig, selvom musikerne var dygtige.

For spille kan de, naturligvis, Smashing Pumpkins. Desværre så ordentligt, at 90'er-vildskaben blev mere og mere aftagende. Der var en mand i sluttrediverne, der stod foran mig og råbte til sin ven: "Der er på en eller anden måde gået Guns N' Roses i den, hva'?!!" Han har helt ret. Det nostalgiske trip viste sig kun i få sekvenser under koncerten, men når det til gengæld tittede frem, var det dæleme underholdende. Det kunne man mærke på publikum, der hurtigt glemte, at kulden kravlede ind gennem de tynde vægge i Den Grå Hal, hver gang Corgans stemme rejste sig over musikken, og vi kunne høre hans sikre og melankolske tekster komme til sin ret.

Der er en tid for alting. Smashing Pumpkins' tid var i 1996 med "Tonight, Tonight". Lørdag aften var deres største bedrift at lukke stadionrock ind i et så komprimeret rum, som Den Grå Hal er. Men tidløs og drømmende, det er 2011-versionen af Smashing Pumpkins ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA