De Efterladte: Musikcaféen, Aarhus

De Efterladte, Musikcaféen, Aarhus

De Efterladte: Musikcaféen, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I juni albumdebuterede De Efterladte alias sanger, tekstforfatter og lejlighedsvis komponist Peter H. Olesen og guitarist og komponist Michael Lund med det glimrende album "Traditionen Utro". Nu er de så draget ud på en lille Danmarksturné, "Utrotour", der torsdag aften bragte dem til den snart flytningsramte Musikcaféen for et relativt lille, men – skulle det vise sig – meget lydhørt publikum.

De Efterladte er opstået i ruinerne af Olesen-Olesen, den duo, som Peter H. Olesen havde med sin bror Henrik, og som udgav syv glimrende plader i perioden 1996-2007, inden de to brødre gik hver til sit. Dengang var Michael Lund ofte en samarbejdspartner, og han er nu så at sige rykket frem i geleddet til ligeværdig kollega i stedet for Henrik Olesen. Musikalsk ligger De Efterladte da også i naturlig forlængelse af Olesen-Olesen, med Peter H. Olesens karakteristiske, ret dybe og fyldige stemme og hans markante tekster i centrum, om end musikken tager nogle flere afstikkere end det meget singer-songwriter-orienterede univers, Olesen-Olesen excellerede i.

Peter H. Olesen er også lyriker med en stribe fine små digtsamlinger bag sig, og han indledte aftenen med at fremføre en række glimrende, ofte ganske korte og fyndige digte, om end vi også fik et længere, syleskarpt digt om en "præst, der også er politiker" – "det er ikke så aktuelt længere", tilføjede Olesen.

Herefter blev det tid til musikken. Olesen og Lund havde medbragt en tredjemand i form af multiinstrumentalisten Boi Holm, der aftenen igennem kom til at spille på både et minimalistisk trommesæt, Omnichord, banjo og elektrisk og akustisk guitar. Åbningsnummeret var "Studier Af Skyer" fra Olesen-Olesen-albummet "Hårdnakket Idyl", en klar indikation af, at De Efterladte ikke havde tænkt sig at kaste vrag på den musikalske arv fra Olesen-Olesen.

"Studier Af Skyer" og albummet "Hårdnakket Idyl" generelt – hvorfra vi kom til at høre i alt fire numre i løbet af aftenen – er Peter H. Olesen i en mere minimalistisk, afklaret og zen-påvirket aftapning, med kortfattede tekster med skarpe billeder, ofte hentet i naturen. Olesen har dog også en mørkere side og ikke mindst en uforlignelig evne til at få spleen og selvironi, humørsvingninger og humor til at gå hånd i hånd. Den kommer i rigt mål til udtryk på De Efterladtes album, som ikke overraskende udgjorde hjørnestenene i aftenens sætliste. Eksempelvis i en linje som "Jeg er en ludospiller med pokerfjæs slået tilbage til start" i sangen "En Knivspids Af Din Tro".

Peter H. Olesen var vanen tro god for underholdende anekdoter mellem sangene, for eksempel gjorde han opmærksom på, at visse af sangenes riff – ikke mindst dem han selv havde skrevet – var kraftigt inspireret af andre musikere. Eksempelvis "Nedenom Og Hjem", som han selv mente var planket fra Velvet Undergrounds "Sweet Jane", mens andre – heriblandt min sidemand – insisterede på, at det var stjålet fra Bob Dylans "If Not For You". Og var der en P4-vært, der havde fundet ud af, at det i virkeligheden stammede fra en helt tredje sang...

Lys møder mørke

Peter H. Olesens evne til at balancere mørke og lys i træfsikre tekster er dog helt hans egen, og ganske eksplicit blev det i de to sange henholdsvis betitlet "Mit Sortsyn" og "Mit Lyssyn". Førstnævnte rummer linjer som "Min sortsyn kan næppe kaldes en lystig fætter / En humørforladt, hardcore besætter", mens "Mit Lyssyn" byder på disse guldkorn: "Mit lyssyn er et lyn / Kommer og går, bliver et øjeblik / Et nys, en udløsning / Et myggestik".

Musikalsk leverede De Efterladte en udmærket performance. Michael Lund har i mange år været virtuos på en særdeles stemningsfuld lapsteel-guitar, og det var han også denne aften, selvom han en del af tiden dog også spillede "almindelig" el-guitar og desuden leverede fint kor. Boi Holm var glimrende som multiinstrumentalist, og ikke mindst hans banjospil føjede yderligere nuancer til det i forvejen delikate lydbillede. Peter H. Olesen var vanligt fyndig som forsanger og faldt fra tid til anden ind på hæderlig akustisk guitar, om end – som han nævnte – "der er vist aldrig nogen, der er kommet til en koncert med mig for at høre mig spille guitar". Det sagde du og ikke jeg, Peter.

Eneste lavpunkt var en lidt mumlende, musikoverdøvet recitation af spoken word-nummeret, der næsten har givet gruppen sit navn, "Til De Efterladte". Det var lidt synd, da teksten er Peter H. Olesen, når han er på toppen – lige i dit fjæs og træt af pis. Teksten er en instruktion til de efterladte om fortællerens død og begravelse med blandt andet følgende guldkorn: "Salmer: Ingen sange af mine samtidige, tak. Jeg vil gerne give indtryk af at have været enestående i min generation". Og Olesen er, om ikke enestående i sin generation, så i hvert fald en dansksproget tekstforfatter i særklasse, på niveau med Brandt, Jørgensen og næsten-navnebror Olsen. Hvis Nik & Jay kan få en Ærespris til Danish Music Awards for at sætte et varigt aftryk på dansk musik, så kan han i hvert fald også.

Publikum tog tilfredse imod de begavede sange, og stemningen løftede sig yderligere mod slutningen af sættet, hvor De Efterladte gav os en af Olesens allerbedste sange, "Set Gennem En Voksende Rus" – den, der begynder med linjen "Der er brev fra onkel Bob i Amerika" – med en smuk lapsteel-guitar, der sendte tankerne på langfart – måske til udenfor, hvor "der er et uendeligt mørke, hvis blot man kigger op". I øvrigt den sang, der åbner Olesen-Olesens måske bedste plade, "Der Er Brev Fra Onkel Bob i Amerika", glimrende co-produceret af den for tiden omdiskuterede Kim Larsen-biografiforfatter Kim Hyttel.

Olesen-Olesen er døde, men De Efterladte lever og har det godt og bor et sted på Sjælland. I hvert fald den ene af dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA