x
Wolves In The Throne Room: Beta, København

Wolves In The Throne Room, Beta, København

Wolves In The Throne Room: Beta, København

Anmeldt af Joachim Sømark | GAFFA

Spillestedet Beta lukkede lørdag aften fløjdørene op for en delikat, lille sag. Wolves in the Throne Room er et af de få bands af genren black metal som har høstet stor anerkendelse og succes. Men succesen kommer forventeligt ikke fra genrens die hard-fans. Der hviler, modsat den forkrampede MTV-kultur, en beundringsværdig accept blandt fans af black metal af at man bør forblive ukendt og kun søge de absolut mørkeste dybder af den menneskelige erfaring. Det munder ofte ud i radikale udlægninger af nihilisme, satanisme eller politiske ekstremer. Det er holdninger som i musikkens autonome illusion tillokker de få, men afskrækker de fleste.

Lys i mørket
Når det er sagt, så fremstår Wolves in the Throne Room ikke som de andre i klassen. Nok finder bandet inspiration i den skandinaviske tradition med bl.a. Burzum, Darkthrone og Mayhem, men gutterne fra Olympia, Washington, krydrer deres monstrøse musikalitet med et glimt om håb og livsbekræftelse. Bandets brødrepar Aaron og Nathan Weaver er selv et eksempel på hvordan man kan trække stikket ud og i bogstaveligste forstand bevæge sig væk fra den civiliserede verden. Når de ikke rejser Amerika eller Europa tyndt med deres fræsende, transcendentale black metal, så bor og arbejder de på deres økologiske farm, hvor den cykliske tidsopfattelse sender tankerne tilbage til tiden før industrialiseringen og modernitetens vilkår.

Uden at lyde alt for klichéagtig kan man beskrive Wolves in the Throne Rooms musik metaforisk som en rejse: 10+ minutter lange numre som forbinder både klassisk black metal og en mere ambient, dronende post-metal. I et interview med Brooklyn Vegan (2009) fortalte trommeslager Aaron Weaver at amerikanske Neurosis er blandt deres største musikalske inspirationer. Det kan virke lidt overraskende, men kombinationen af black- og post-metal udvikler sig, når Wolves in the Throne Room er bedst, til en naturlig og original dialektik. Det sker på bandets nyeste udgivelse Celestial Lineage. Albummet er afslutningen på den trilogi der startede med gennembrudet Two Hunters (2007) og opfølgeren Black Cascade (2009). Stilmæssigt udvikler bandet sig ikke mærkbart fra album til album, og numrene glider i lytningen venligt og voldsomt over hinanden. Det er specielt på tracks som "Permanent Changes in Consciousness" fra det seneste udspil at lytteren drømmende (med god hjælp fra eks-ISIS-medlem Aaron Turner) indplaceres i en mystisk tåget, nordamerikansk fyrretræsskov (tager jeg måske fejl?).
I will lay down my bones among the rocks and roots
Selve koncerten var intens fra starten af. Ja, selv før starten. Som opvarmning fremstod Wolvserpent solidt og fremmanede i mine ører præcis den pirring som opvarmningsbands bør lave. De spillede et godt miks af drone og black metal, og forøgede kun mine forventninger til Wolves in the Throne Room. Første nummer, da de endelig gik på scenen, var selvfølgelig åbningsnummeret, "Thuja Magus Imperium", fra Celestial Lineage. Lyden var knivskarp, Nathan Weavers primalskrig lød fantastisk godt live, og det samme kan kun siges om brormand Aaron Weavers dobbeltpedaler. Eneste "men" på dette tidspunkt var Jessika Kenney, hvis fravær er mit beskedne forbehold. Hvis hun havde været med, så havde jeg nok gladeligt viftet med den flotteste karakter, men det bliver kun ved de fem stjerner.

For efterfølgende svingede lydniveauet meget, og det var først med klassikeren "I Will Lay Down My Bones Among The Rocks And Roots" fra Two Hunters at lyden, publikum, ja, koncerten som helhed virkelig hævede og artikulerede sig fra sin bedste side. Der er noget ur-menneskeligt der vækkes i én når man hører Wolves in the Throne Room på plade, en næsten intens eruption af kernesøgende inderlighed, og netop det førnævnte nummer bragte mig i utrolig godt humør. Selv nu flere timer efter koncerten (kl. 03:52 lørdag nat) kan jeg ikke lade være med at nynne guitarens alt-for-geniale melodistykke. Wolves in the Throne Room fortsatte herefter på bølgen og sluttede af med det episke afslutningensnummer fra Black Celestial, "Prayer of Transformation", hvis tempo og stemning gav gåsehud og stof til eftertanke.

Aftenens koncert var, ud over at være bandets fjerde besøg i Danmark på bare tre år, deres foreløbigt sidste af slagsen. Bandet annoncerede i forbindelse med offentliggørelsen af Europa-touren at bandet er nået deres endeligt. Derfor var det heller ikke den store overraskelse at Beta var udsolgt, og at merch-boden blev bestormet og rippet for T-shirts. Der blev dog på den anden side ikke mælet et eneste tak eller fældet nogle afskedstårer. Det havde nu også været uden for karakter.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA