x
John Cale: Voxhall, Århus

John Cale, Voxhall, Århus

John Cale: Voxhall, Århus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Vores store, salige digter, journalist og rockentusiast Dan Turell skrev engang et glimrende essay betitlet "Jeg har været til en masse koncerter", hvori han – som titlen tør antyde – opremser en række af sine største live-oplevelser. Undertegnede kan uden blusel sige det samme: jeg har vitterligt været til pokkers masse koncerter og haft det privilegium at opleve så godt som alle mine musikalske forbilleder i levende live, i mange tilfælde ad flere omgange. Men af en eller anden grund aldrig den snart 70-årige waliser John Cale, medstifter af stilskabende The Velvet Underground og manden bag en lang række fine soloudgivelser, hvoraf 1973-skiven "Paris 1919" vel nok er den mest kendte.

Dén plade opfører manden live med band og symfoniorkester senere på måneden i Malmö, men i aften er der dømt regulær rockkoncert på VoxHall, og så skal man altså have en god grund til ikke at dukke op: det er en makker, hvor betegnelser som innovator og legende ikke blot er tomme klichéer, men faktuelle forhold, på scenen i et lokale, der er så tilpas lille, at man kan tillade sig at kalde seancen intim.

Mellem disharmoni og kammer-pop

Har man håbet at høre Cale fortolke Velvet Underground-klassikere bliver man skuffet, men derudover udfoldes et flot og uforudsigeligt sæt, der trækker på såvel dette efterårs ep "Extra Playful" som hovedværker som midthalvfjerdser-trilogien "Fear", "Slow Dazzle" og "Helen of Troy", der er repræsenteret ved førstnævntes foruroligende fortolkning af Elvis Presley-klassikeren "Heartbreak Hotel" og sidstnævntes titelnummer. Og så er seneste langspiller, "Black Acetate" fra 2005, fyldigt repræsenteret.

Gennem karrieren har Cales musikalske modus spændt fra det absolut avantgardistiske, paranoide og ildevarslende – "et morads af disharmoni og skrigeri", som en kritiker har udtrykt det – til lettere tilgængelig kammer-pop a la "Paris 1919" og debutpladen med den inciterende til "Vintage Violence" – årgangsvold – fra 1970. Og så nogle afstikkere, som har fremstået decideret destruktive, ikke mindst den mildest talt aggressive liveplade "Sabotage/Live" – med udelukkende nye sange – fra december '79, hvor Cales kokainmisbrug stadig galloperende derudad med faretruende fart.

En lille Aarhus-historie

Omkring den tid var Cale omkring Stakladen i Aarhus, og jeg har talt med et øjenvidne som kunne berette om en sitrende ubehagelig atmosfære fuld af vold og fornedrelse, som konkret kulminerede i at en fyr – tilsyneladende uden anden grund end selve stemningen fra scenen – vendte sig om og brækkede næsen på min makkers ledsager.

Well, i aften er han så tilbage i Århus, og hvis der bliver brækket næser eller uddelt øretæver på anden vis, forbigår det denne anmelders opmærksomhed. Og godt for det, for det er ellers ikke fordi livekunstneren Cale er blevet bovlam eller midtersøgende trods sin efterhånden fremskredne alder. Den kunstneriske integritet er uanfægtet; og hovedpersonen fremstår bare så fandens cool, at der er en fornøjelse at bevidne, og præstationen er intet mindre end eminent.

Da jeg for blot et par uger siden havde en snak med Cale i anledning af de forestående koncerter, spurgte jeg ham blandt andet om, hvad han betrager som højdepunkter i den snart halvtreds år lange karriere. "Jeg bryder mig ikke om at se mig tilbage", svarede han og tilføjede "Jeg tror, at højdepunkterne er på vej til at finde sted. At det bliver bedre, ikke ringere". Efter søndagens koncert fristes man til at give manden ret.

I øjenhøjde med nuet

Fra der lægges kontant og tight ud med "Dancing Undercover", efterfulgt af en længere instrumental passage, viser ikke bare hovedpersonen, men bestemt også det tre mand store backingband fyrsteligt format, og over de næste godt hundrede minutter udfoldes en fremragende koncert, hvor Cale skiftevis betjener akustisk og elektrisk guitar og keyboardet. Bratschen, som var mandens første primære instrument, og lagde karakteristiske disharmonier på de gamle Velvet Underground-ting, kommer ikke i spil i aften. Men ærligt talt savner man ikke gamle dage og historiske hitparader, når Cale i så høj grad som her er til stede, i øjenhøjde med nuet og fokuseret som bare fanden. Stor aften i optimale rammer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA