x
Ryan Adams: Symfonisk sal, Aarhus Musikhus

Ryan Adams, Symfonisk sal, Aarhus Musikhus

Ryan Adams: Symfonisk sal, Aarhus Musikhus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Da Ryan Adams ikke ønskede at blive fotograferet, har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten. Red.

Vi var allerede blevet varskoet af supportnavnet Chris Stills (ja, han er søn af Stephen, red.). Det var sidste aften på Ryan Adams' Europa-tour, og vi skulle efter sigende være "in for a treat", og det skal denne signatur da ellers lige love for, vi var. 

Klokken 21.15 introduceres Ryan Adams af en Skeletor-lignende type (vi husker vel alle den berygtede He-Man-skurk fra de glade 80'ere?), og den gode mand har ikke tænkt sig at forlade scenen de næste tre timer. Der lægges ud med en tyst og hjerteskærende smuk "Oh My Sweet Carolina" fra mesterværket og solodebuten "Heartbreaker", og symfonisk sals perfekte akustik gør, at hvert et åndedrag og hver en guitarstreng står krystalklart frem i lydbilledet. Det er lige skrap nok kost med klump i halsen og gåsehud allerede under første nummer på en søndag aften, men ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig. Dog melder spørgsmålet sig: hvordan kommer man tilbage efter sådan en start?

Det gør man ved at levere en blændende version af titelnummeret fra "Ashes & Fire", der endda står stærkere end den ellers eminente album-udgave og så ellers følge den op med ditto versioner af "Chin Up, Cheer Up" og "Dirty Rain". Adams' stemme, guitar, personlighed og smukke sange fylder ubesværet symfoniske sal ud, og de bedste af de sange, der i aften flyder i en lind strøm fra scenen, indeholder da også lige så meget drama og følelse som en hel symfoni.

Sangenes reneste form

"Winding Wheel" har næppe nogensinde lydt bedre end den gør i aften, og for visse af sangene bliver det næsten helt svært at skulle hjem og vænne sig til studie-indspilningerne, meeeeen det går nok trods alt, selvom det nu er en ubetinget fornøjelse at få lov at nyde sangene i deres reneste form – og så endda live.

Den sjældent spillede "Pa" fra "Jacksonville City Nights" dedikeres til monitorteknikeren, og bedst som man synes, Adams måske har været lige lovlig fåmælt og indadvendt, begynder han at joke med, at han ikke kan vente med at slagte nummeret til ære for omtalte tekniker. Herefter beskylder han på bedste Tom Waits-vis den ene guitar for at have været ude at drikke aftenen før og ironiserer over sit eget materiale: "Now back to the super rock tunes. We're gonna turn this place in to a fucking mosh pit! Let's go!"

Bægeret flyder imidlertid over, da Adams opdager et medlem af publikum, der har sneget sig til at filme lidt under koncerten. Personen får en ordentlig røffel, men roses for at have noget på, der i Adams øjne ligner en black metal-T-shirt. Der vendes tilbage til episoden gentagne gange i løbet af aftenen, og det minder lidt om, når en stand up-komiker kører hetz mod et medlem af sit publikum. Men det er rart, at der bliver slået et slag for mindre telefon-forevigelse af koncerter og mere given sig hen til øjeblikket.

Vandflasker og eventyr

Der bladres godt rundt i den store medbragte nodebog, ligesom der drikkes godt med vand og kaffe (der dog efterhånden må være blevet kold) aftenen igennem. Efter en pragtfuld levering af "Everybody Knows", bekymrer Adams sig imidlertid så meget om en hostende person blandt publikum, at han sender sin vandflaske ned til vedkommende.

"Please Do Not Let Me Go" krænges ud, så det gør ondt på den gode måde, og "Lucky Now" er ren balsam for øregangene. "All this aggressive music is probably making you want to fight", joker Ryan, der tydeligvis har en del, der skal brændes af denne sidste aften, før han sætter sig bag klaveret og leverer en flot nyfortolkning af "New York, New York". Det puster liv i den pragtfulde "Gold"-klassiker, der burde blive The Big Apples officielle hymne (hvis ikke det havde været for den dér Sinatra-sang).

Der er ikke gjort noget særligt ud af lyset denne aften. Sangene og musikken får lov til at tale for sig selv, kun indpakket i Ryans mærkværdige, men dybt underholdende jokeri, som for eksempel der, hvor han fortæller, at vi skal lade som om, vi skal over en bro i et eventyrland, men at den lille dværg, der bevogter den vil se "Ringenes Herre"… man skulle nok have været der, eller når han fyrer virkelig crappy one-liners af, for at genkalde et mystisk grin-host fra en udvalgt publikummer: "imagine a pack of cigarettes smoking a cigarette".

Langt ud over det sædvanlige

Der er til Ryans store overraskelse efterhånden gået over to timer, og folk begynder så småt at udvandre fra koncerten – de skarn, men de skal jo sikkert tidligt op på arbejde næste dag eller kommer langvejs fra. Men det er selvfølgelig også længere, end en typisk koncert med for eksempel Big Fat Snake varer. Værst for dem, der går glip af "Nobody Girl" og "When Will You Come Back Home", men godt for os, der får herlige improviserede sang-sketches om, hvem de folk, der forlader showet i utide, er.

Da Adams som en anden Springsteen nærmer sig den tredje time, beklager han, at koncerten sådan trækker ud – "Sangene var meget hurtigere i går" – og tager pis på hele ekstranummer-konceptet for ikke at spilde publikums tid med det, men når man forkæles med blandt andet en nedbarberet, men yderst luksuriøs udgave af "English Girls Approximately" og andre højdepunker fra den respektindgydende samling sange, manden har stablet på benene i en alder af kun 37, føles tiden ikke lang. Tværtimod.

Vi får en improviseret takke-sang, hvor Ryan kommenterer på aftenens koncert og sit publikum for at ende med at synge om Star Wars og til sidst at ramme i hvert fald denne anmelder lige i hjertekulen med "Come Pick Me Up", der sætter et flot punktum for en koncert langt ud over det sædvanlige.

Aftenens koncert er ikke en maraton, det er en decideret odyssé gennem Adams' forbilledlige bagkatalog, der viser, at manden sagtens kan lægge arm med de største. Tre timer er der gået, siden Skeletor introducerede Ryan på scenen, og var det ikke fordi denne signatur skulle hjem og skrive sin anmeldelse inden deadline, kunne han da bare have været blevet ved hele natten. Mesterligt – intet mindre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA