x
James Blake: Store Vega, København

James Blake, Store Vega, København

James Blake: Store Vega, København

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Til sin anden koncert i Vega i år, og sin tredje på dansk grund, var James Blake rykket op i Store Vega, hvilket da også er mere hans liga. Bandet var det samme som til de forrige koncerter: Rob McAndrews/Airhead på guitar og elektronik, Ben Assiter på trommer og selvfølgelig Blake selv på keys og vokal. Det var tydeligt at mærke på bandet, at de har turneret en del i år. Ikke at forstå på den måde, at bandet virkede trætte eller udbrændte, men til sammenligning med koncerten på Vega i april var det et band, der kom længere ud i kompositionerne, som turde gå længere, hvilket var klædeligt.

Aftenens andet nummer var et godt eksempel på, hvad James Blakes live-setup kan. I sin studieversion er Tep & The Logic et rigtig fint nummer, men live fik det en lidt mere kontant kant, og samspillet mellem trommer og bas fremhævede nummerets iboende, haltende antrit.

Lidt galt gik det dog allerede på aftenens tredje nummer, det uudgivne Love What Happened Here, som er et af den slags numre, der i studieversionen lyder godt, men trækker sin energi fra en balancegang på randen til en forfærdelig omgang blues/gospel-klaverfraseringer. Den balancegang lykkedes desværre ikke i Store Vega. Stemningen blev dog hurtigt vendt med en hurtig og yderst vellykket trilogi af albumnumre: I Never Learnt To Share, Lindisfarne og To Care (Like You). Især I Never Learnt To Share fungerede fint i en lidt mere løssluppen og – på en god måde – løsagtig version. En lille griner fik vi også, da Blake takkede publikum efter bandets smukke forløsning af To Care (Like You) og havde glemt at pille pitch-effekten af sin mikrofon. To ting blev bevist. Heliumsmølfestemmer er, ligesom mænd i dametøj, altid lidt sjovt, og James Blake tager sin musik, men ikke sig selv, utrolig alvorligt.

Det sidste hænger klart sammen med bandets generelt ydmyge og ikke-egoistiske tilgang til at spille musik. Det var klædeligt at se, hvordan alt, de tre musikere gjorde på scenen, tjente musikkens formål. At bandet forsager dygtigheds-onani betyder ikke dog ikke, at de ikke er dygtige musikere, hvilket Ben Assiter eksempelvis beviste på CMYK, som han storspillede frem fra det sejt swingende til det nærmest UK Funky-dansable. Smukt.

Og så fik vi hittet Limit To Your Love, som bandet, ligesom på Roskilde Festival, fusionerede med klassisk halvfjerdserdub. Det smukke var dog, at denne gang tog de den endnu længere ud og ned, efter vi havde fået rystet nyrerne og knust hjerterne godt og grundigt af sangens smukke vokaler og dundrende bas-oscillationer. Vi blev dog straks samlet op af det fjedrende 2-step-groove på det fine titelnummer fra Klavierwerke-ep'en og dernæst forført af de tunge klaverakkorder på Enough Thunder-nummeret Once We All Agree, som ifølge Blake selv blev indspillet på et elendigt klaver i en hotellobby i Belgien. Desværre blev både dette nummer og det efterfølgende afslutningsnummer The Wilhelm Scream martret lidt af en dårlig balance mellem det våde og tørre signal på delayet på Blakes Vokal, der gjorde at hans sang, i hvert fald i venstre side af salen, lød untight og rodet.

Publikums begejstring var dog stadig stor, og bandet kom ind for at spille to ekstranumre, begge covers, som fint demonstrerede spændvidden i Blakes inspirationskilder. Først fik vi bandets umådeligt lækre version af Digital Myztiks' dubstepklassiker Anti War Dub, som var med til at cementere lyden tilbage i 2006. Det er fascinerende at se et band, der i så høj grad live formår at fange nummerets sprængfarlige vekselvirkning mellem paranoid rytmik og tonal skønhed.

Herefter fik vi, som det ofte er tilfældet til Blakes koncerter, en afsluttende solosang ved klaveret. I dette tilfælde hans cover af Joni Mitchells A Case Of You, som også optræder på hans nyeste ep Enough Thunder. Her foldede Blake sine croonertalenter ud, så alle følsomme sjæle henført måtte bryde ud i et "oh, Canada!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA