x
Keith Jarrett: RIO

Keith Jarrett
RIO

Keith Jarrett: RIO

GAFFA

2 x CD / ECM
Udgivelse D. 15.11.2011
Anmeldt af
Ivan Rod

Det er de færreste verdensmestre, der formår at forblive upåvirket af positionen øverst på verdensranglisten. Men jazzpianisten Keith Jarrett – som igennem de sidste to årtier har været jazzmusikkens ubestridte nummer et – synes fuldstændig upåvirket heraf.

Aldrig har han tyet til det lette og rutineprægede. Altid har han udfordret sig selv, sine lyttere og kunsten. Det er netop dét, der gør ham til den verdensetter, han er, indenfor disciplinen: At skabe jazzmusik. Hans nye soloprojekt – dobbelt-cd'en RIO – er blot endnu et bevis.

Vi ved, at han kan spille gudsbenådet smukt og enkelt, men han vælger foran sit live-publikum og dobbelt-cd'ens lyttere at udfordre alt og alle med sine nye, komplekse improvisationer. Og dermed lægger han nye alen til det omfattende kunstprojekt, som hans soloimprovisationer har udgjort siden 70'erne.

Optagelserne fra Rio de Janeiro er raffinerede, vibrerende abstraktioner og fortættede refleksioner. Musik, der rummer uendeligt mange lag, til trods for, at den er skabt på bare ét instrument. Optagelserne munder til gengæld også ud i Keith Jarretts typiske encores – mere let tilgængelige, sublimt smukke ekstranumre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA