x
Bill Callahan: Lille Vega, København

Bill Callahan, Lille Vega, København

Bill Callahan: Lille Vega, København

Anmeldt af Christian Agergaard Pedersen | GAFFA

To udsolgte koncerter i Lille Vega kunne Bill Callahan mestre, og GAFFA var med til den første på aftenen. Det blev en koncert, som måske bar præg af, at han havde endnu flere sjæle at redde efter os, som han selv formulerede det. De sjæle er selvfølgelig dem, der havde været først ude efter billetterne og skulle til koncerten kl. 21.

Vi skulle have The Bill Callahan feeling ind med det samme, men det blev en smule ødelagt af en lyd, som endnu ikke var fintunet, og en stemme, som endnu ikke lød helt varm. Callahan formår ellers som få at bygge sange blidt op, for at forvrænge dem totalt til deres modstykke. "Riding for the Feeling" lød bare en smule forvrænget det meste af tiden.

Straks bedre lød "Baby's Breath" med den smukke, akustiske guitaropbygning, som vekselvirker og gynger op og ned i tempo, så længselsfuldheden i sangen bare bliver mere og mere forstærket. Jep, stærke sager.

Det samme besidder "Too Many Birds" fra 2009-albummet "Sometimes I Wish We Were an Eagle". Her ligger det smukke side om side med det grimme, når Matt Kinseys guitar i aften flænger det smukt opbyggede lydbillede. Igen stærke sager, og live bliver kontrasterne altså meget nærværende.

"America" fra "Apocalypse"-albummet får aftenens hidtil største bifald. Og forståeligt. Neal Morgans taktfulde og taktfaste marchtromme følger den på en gang sortsynede, ironiske og morsomme skæring helt ud. Den sang har bare så mange facetter, og jo længere du i din trance tapper med foden til marchrytmen, jo mere går den i maven på dig. Sublimt, og så vidt jeg tolkede, var jeg ikke den eneste med den holdning.

Det simple setup med Callahan, Kinsey og Morgan var på både godt og ondt, synes jeg. Så fantastisk "America" fremstod, lige så uforløst forblev den kvægdrivende "Drover" for det første uden sin violin, og for det andet uden at Bill Callahans guitar fik lov at komme længst frem. Rytmen manglede i den, og lidt som med Riding for the Feeling" var den forvrængede guitar og de hårde trommer for hårde og for forvrængende. 

"Eid Ma Clack Shaw" som fik det største forventningens bifald, levede heller ikke helt op til det forventede. Her var den simple opsætning igen med mangler. Den tunge bas og de blide strygere, som bærer meget af sangen på albummet, var der ikke, og der var ikke rigtig andet til at tage over. Derfor blev den ellers så publikumsvenlige sang fremført noget staccato-agtig og uden blide elementer til at trække i den anden retning. Ærgerligt. Jeg håber ikke, det var fordi Callahan syntes, han skulle skynde sig: "We've got some more souls to save after you guys" sagde han og undskyldte derfor sin fokusering på sit ur.

Jeg synes, koncerten bar præg af, at der lå en ekstra koncert ikke lang tid efter. Og selvom der ikke var noget at sætte på de følgende sange, ej heller at publikum fik love at vælge ekstranummer – af valget mellem "Bathysphere" og "In The Pines" tolkede Callahan at "in The Pines"-fansene var flest – så er fornemmelsen her bagefter alligevel, at de ikke spillede sig helt ud. Måske var det bare for tidligt på aftenen, hvem ved?

 

Bill Callahan spiller på VoxHall i Aarhus 22. november. Køb billetter via GAFFA Live.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA