Kate Bush: 50 Words For Snow

Kate Bush
50 Words For Snow

Kate Bush: 50 Words For Snow

GAFFA

CD / EMI Music
Udgivelse D. 21.11.2011
Anmeldt af
Henrik Friis

Blot et halvt år efter Director's Cut-nyopskrivningen af gamle numre er 50 Words For Snow et helt nyt album fra den sydengelske musikeventyrerske. Et fremragende af slagsen, som nok ligger i forlængelse af den seks år gamle Aerial, men som om muligt forfiner og understreger den modne Kate Bush' kvaliteter.

Modsat Aerial's sommer handler dette album om vinter, og det synes kun at stimulere Bush' fantasi: Fortællinger om et snefnugs liv (i rolle af hendes søn, Bertie) på vej mod jorden. Om sympati for den afskyelige snemand osv. Lange historier, hvor de tre første numre mest er baseret på Bush selv, hendes tålmodige smukke sustain-pianospil og så Steve Gadds hviskende puls. Af disse tre er Misty nok albummets perle med sin knap 14 minutter jazzede, følelsesladede opbygning: Krævende, men også et kongeeksempel på, hvordan Bush' eventyr – her elskov med en snemand – virker fuldkommen naturlige i hendes mund, uanset om emnerne på papiret synes søgte.

I det hele taget er Kate Bush med en aldersmæssigt mørkere, men ikke mindre dragende stemme fuldstændig fri af musikkens modeluner. Og selv om albummets anden del er mere bandorienteret og inkluderer noget, der kan minde om pop, Wild Man, er præmissen fuldstændig hendes egen. Så kan man mene, at Snowed In At Wheeler Street's Elton John-duet ender for balladedramatisk, eller at den legesyge titelsang er en lille kende for løs. Det ændrer ikke ved, at Bush' (og bandets) unikke tilgang til og indlevelsen i musikken er i en helt speciel liga. Suverænt og mageløst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA