x
My Morning Jacket: Mejeriet, Lund, Sverige

My Morning Jacket, Mejeriet, Lund, Sverige

My Morning Jacket: Mejeriet, Lund, Sverige

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Det var et længeventet besøg, svenskerne denne torsdag aften åbnede dørene op for. Tidligere på ugen spillede My Morning Jakcet en koncert i Belgien, der angiveligt skulle have været Kentucky-bandets 700. show til dato, og med mindre man var så heldig at se dem i Malmö tilbage i 2003, skulle der altså omtrent så mange gigs til, før det endelig faldt i hak for de rockende og countryficerede herrer at stikke deres næser forbi andedammens omegn. Kvintetten var sat til at besøge Loppen i forbindelse med udgivelsen af albummet "Z" (2005), og ligeledes var de på plakaten i Lille Vega umiddelbart efter udgivelsen af "My Evil Urges" (2008), men store dele af begge de europæiske tours blev dengang aflyst, og My Morning Jacket har stadigvæk aldrig været her i landet. Det blev der heldigvis rådet bod på denne aften, hvor Yim Yames og co. blæste taget af spillestedet Mejeriet i Lund.
 
Tillid i neonlys

Det hele startede på et meget imponerende niveau, og her forblev koncerten samtlige ni kvarter, den varede. Som en slags imødekommende blanding mellem Lumber Jack, Gandalf og Dr. Emmett Brown indtog forsanger/guitarist/m.m. Yim Yames scenen med sit strittende skæg, iført en tilsyneladende fjollet troldemandskappe og med en neonlysende, musikalsk himstregims-tangentkasse hængende i en kort snor rundt omkring sin hals. De lagde da ud med de to åbningsnumre fra dette års "Circuital", henholdsvis "Victory Dance" og titelnummeret, hvor lyd og musikalske udfoldelser foldede sig sammen til én imponerende enhed. Det sker så sjældent, men allerede på dette tidspunkt i sættet havde My Morning Jacket publikums fulde tillid, og den valgte de heldigvis at holde fat på.  
 
Selv for den bredere, moderne rockmusik med et twist er My Morning Jacket noget så forfriskende unikt som et rigtigt band-band, noget at se op til, forstået på den måde, at de tydeligvis er en enhed, der synes at lytte, spille og udveksle indbyrdes med hinanden på en sådan måde, at entusiasmen aldrig er til at tage fejl af, selv her tolv år efter begyndelsen. De sender ens tanker årtier tilbage, og de får én til at tro på rockmusikken, sådan som folk kan tænkes måske at have troet på den for fyrre år siden, da Neil Young & Crazy Horse, The Beach Boys, The Who and who the hell not havde spillestederne og publikum i et jerngreb uden at gå på kompromis eller lade sig indsnævre af rockmusikkens mange prædikater og stilretninger.      
 
Musikalske vidder

Fra rytmiske, æggende sager som "You Wanna Freak Out" og "Off the Record" til den manisk-insisterende "I'm Amazed" – der ikke rigtig virker på plade, men som i live-regi blev spillet med så meget troværdig indlevelse, at man købte dens naive, maniske stemning – og til senere sætlistesange som de smukke, men vidt forskellige ballader, "Smokin' from Shootin'" og "Movin' Away"; bandets musikalske favn var tætpakket i alle størrelser, men de styrede såvel small, medium og large med samme overskudsagtige naurlighed.     
 
Sangskrivningen er uden tvivl stærk hos bandet, og den kan ikke sættes i bås, men deres musikalske førlighed skal også findes i bandets fine, skråsikre fornemmelse for en simpel, iørefaldende musikalitet, der præger alle diskografiens seks plader, men som måske i særdeleshed præger de senere udgivelser fra "It Still Moves" (2003) og frem, altså siden de langsomt begyndte at bevæge sig væk fra den neddæmpede countryfølelse.

Trommeslager Patrick Hallahan og bassist Two-Tone Tommy håndterer deres respektive instrumenter på forunderlig, imponerende vis. Hallahan kan spille traditionelle pop/rock-trommer i førnævnte "You Wanna Freak Out", og han kan gøre det med en så sexet naturlighed, at det går lige i dansebenene. Hans løsslupne spil i "Mahgeetah", hentet netop fra "It Still Moves", bevægede sig denne aften fra stille garagerock til verandarock til progressivt vanvidscountry og understregede netop, at han er en frisk, fersk Keith Moon-protegé.
 
Med samme imponerende sikkerhed bevægede en funky Two-Tone Tommy sig hele sættet rundt midt på scenen foran trommesættet, hvor han netop virkede som noget nær det mest solide centrum, et used-to-be-country-glad-band nogensinde har kunne præsentere. Dén basgang i "It Beats 4 You", særklasse, for slet ikke at snakke om hans kraut-inspirerede diskorytme i den paradoksalt sortsynede "Touch Me I'm Goin to Scream Pt. 2", taget fra den aparte, men sært tiltrækkende plade, "Evil Urges". At se Yim Yames trække på heavy musikkens klenodier med en fuldblods V-guitar smidt ind i netop denne sangs pulserende rytmer siger i øvrigt en del om bandets musikalske overskudsagtige tilgang til tingene.      
 
Den vedvarende følelse
 
Lyden var desuden p-e-r-f-e-k-t. Det var denne skribents første besøg på Mejeriet, men det har allerede placeret sig højt på listen over de bedste spillesteder i København og omegn. På sine plader har My Morning Jacket en karismatisk og velproduceret lyd, med masser af ekko og dybe i lydbilledet, og denne lyd præsenterede bandet og spillestedet helt optimalt. Dynamikken var vild, den momentvise steel-guitar var crisp, bassen var rund, det lød ganske enkelt i særklasse.  
 
Og så var det lidt som om, at en melankolsk, spilleglad djævel pludselig tog sådan rigtig ved dem, da "Dondante" fandt vej til sætlisten. Under denne sang gik tiden langsomt på grænsen til det klichéfulde - ja, den stod vel næsten sådan helt stille - men det må rundtregnet have været omkring et kvarter, at den blev ved, denne hektiske, mørke kærlighedssang, der på bedst-dynamisk vis veksler mellem en holde-det-inde-følelse vs. udbruddet. I dette nummer vekslede venstre-flanke-guitaristen Carl Broemel for en kort stund i øvrigt strengene ud med et mundstykke i form af en saxofon, som han blæste forrygende i, og som nuancerede sangens følelse på en progressiv Pink Floyd-måde. Det var hæsblæsende.      
 
Konklusion: pletskud
 
My Morning Jacket leverede en af de sjældne, en af de fantastiske og særegne koncerter, der ikke kan andet end at have ramt plet med Amors rockpil hos alle publikummer med den rette portion rocknostalgi og ditto sentimentalitet gemt inde under vesten. My Morning Jacket leverede næsten udelukkende stærke sange, der bredte det musikalske rocklandskab naturligt ud. Resultatet fik lagt en udsolgt svenskersal ned i smuk hengivelse, og det var med til at sikre en oplevelse af de helt store. I selskab med Morgenjakkerne er det som om, at alt er muligt, og det smitter i den grad af på én, også efter koncerten er færdig. De er uden tvivl influeret, samtidig med at de laver deres helt eget, og hatten af for det.   
 
Allerede inden koncerten havde man på fornemmelsen, at der hos My Morning Jacket gemte sig et live-rockorkester af format, og det fik man bevist var mere end sandt. Forløsning! Det fede er så heldigvis, at man samtidig har bandet mistænkt for også at være det årene fremover. På den måde forbliver ens tillidserklæring betingelsesløst hos det band, som hér gav en optræden til ens personlige historiebog. Det er der garanteret mange, der har tænkt efter en koncert med My Morning Jacket, ligemeget hvor de end har måtte fange dem, og lad for alle vore rockguders skyld også dén følelse ramme et spillested i Danmark inden alt for længe. Det hele bliver dét bedre af det.     


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA