x
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky

Søren Dahl Jeppesen
Red Sky

Søren Dahl Jeppesen: Red Sky

GAFFA

Album / Gateway Music
Udgivelse D. 18.11.2011
Anmeldt af
Ivan Rod

Den unge jazzguitarist Søren Dahl Jeppesen fortsætter på albummet Red Sky, hvor han slap på sit forrige album Route One. Dét vil sige med melodisk, meditativ, melankolsk og befriende nedtonet, instrumental jazzmusik. Det er musik, der vidner om en søgen. En åbenhed. En ydmyghed.

Som det var tilfældet med den forrige udgivelse, sender Red Sky tankerne i retningen af Jeppesens fortid i bandet Pauseland. Og i øvrigt i retningen af kollegaen Jakob Bro, som til anmeldernes ros har søgt ad den lige så melodiske, meditative og melankolske vej. Både Jeppesen og Bro søger – om ikke pausen, så – skønheden i det stilfærdige. Og det vel at mærke uden at gå i stå, skabe stilstand eller kede. Begges musik rummer lag, der rammer dybe følelsesmæssige lag hos lytteren.

Jeppesen gør det på Red Sky endnu engang sammen med saxofonisten Óskar Gudjónsson, trommeslageren Jakob Høyer og bassisten Klaus Nørgaard. Da de fire mødtes i studiet – forud for indspilningen af Red Sky – havde de ikke haft tid til at øve. Musikken kendte de tre sidemen kun som skitser. Flere af numrene på albummet er ikke desto mindre first takes, hvorfor man kan konkludere, at de fire forstod hinanden og Jeppesens intention med musikken, der på det endelige album emmer af autenticitet og nærvær.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA