x
Sunes Teké: Uteater/Undergrunden, Odense

Sunes Teké, Uteater/Undergrunden, Odense

Sunes Teké: Uteater/Undergrunden, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Uteater/Undergrunden ligger fint gemt bag Odense Teater, som en perle, der er trillet ud af den ædle institutions tårnvindue, og er landet i gården. For bunden af trappen findes lænestole, en stor lædersofa og en lille scene. På små runde borde står skåle med chips og saltstænger, som bliver fyldt op under koncerten. Værten kigger ikke engang op for at forlange betaling. Det er ikke den slags sted.

Sunes Teké (fejlagtigt annonceret i programmet som Tusindfryd Amok) er noget helt særligt og holdbart. Tre gutter på strengeinstrumenter som bouzouki, oud og guitar, og en fjerde gut, som hamrer løs på et firkantet strenget percussion-instrument, kaldet en santouri. Stemningen er virkelig sat.

En tydeligt duft
Inspirationen til aftenens underholdning kommer angiveligt fra engang i første halvdel af sidste århundrede, hvor en million grækere flygtede fra Tyrkiet og måtte slå sig ned i græske havnebyer, hvor der ikke var andet at lave end at spille musik, ryge hash og være fattige 24-7. Det musikalske resultat blev den særprægede og halvt slæbende "rembetiko". Fast forward langt ind i 2011, hvor forsanger Sune Køter har samlet op på tråden og synger danske tekster i tyk græsk stil. Emnerne er hjerte, smerte og hashtærte.

Det kan lyde ensformigt på tekst, men skriver sig for det meste fint ind i ørerne. Hvilket overraskede mig, især i længden. Der er så mange lækre sproglige finurligheder, at man gladeligt udholder en bouzouki-solo mere for at få næste kapitel om huset, hvor folk på hver af de seks etager gør vederstyggelige ting ved sig selv og hinanden. Eller også er de bare mennesker, som mennesker nu engang er.

Fængslende længsel
Bandet er ikke superrutineret, og lyden er ikke i verdensklasse, men hele sættet emmer af denne "vi er lige startet"-ydmyghed, som er let at forelske sig i. En streng ryger på guitaren, og Anders Theilmann sætter sig straks til at udskifte den midt under nummeret - mens de andre spiller videre. Og han pauser da også pillearbejdet for at levere sin baggrundsvokal.

Den nærmest jamrende græsk-inspirerede musik har en helt særlig og bjergtagende rytme, der ligesom den sydamerikanske gør det svært at holde hænder og fødder i ro. Musikken bliver endnu mere gentagende og langsom, når teksten handler om at ruske tremmer, og hurtigere når det handler om elskerens flygtige kys. De bedste numre overrasker, også når man netop forventer det, mens de mere flade numre overrasker lidt kedeligt på tidspunkter, hvor man håber på noget andet.

Om der er radiopotentiale i denne musik, er alvorligt svært at afgøre. Givetvis ikke, og jeg tvivler på at det er hensigten. Og dog - der er noget i Sunes Teké, som får mig til at tænke på den første gang, jeg hørte Gogol Bodello på Roskilde Festival. En helt speciel oplevelse af at blive ramt af fjerne himmelstrøg, bare fortolket ind i et moderne væsen og spraymalet ud over os stakkels hue-og-handske klædte nordboere, som ikke har nogen græsk kaj at læne os opad. Men gid vi havde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA