x
Sort Sol: Train, Århus

Sort Sol, Train, Århus

Sort Sol: Train, Århus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Jeg har beskæftiget mig for længe og for ekstensivt med det: kuglehuller i hovedet, kadavere kastet på asfalt, fængselsceller i den tredje verden, hvor der løber blod og sæd ned væggene. Og der er så meget sublimeret, seksuel energi på spil i aften, hvor Sort Sol atter er omkring Train, hvor de også gav en fin koncert tilbage i 2003. Dengang var det en glamrocket hitparade i røven på den dengang just lancerede opsamling "Circle Hits the Flame"; i aften er det anderledes kompromisløst.

Og der er vi sådan set tilbage ved salig Sigmund Freud: fra Steen Jørgensen og kompagni går på omkring klokken 21 er der dømt hård rock og blinkende lys i varierende farver. Men ved dagens afslutning handler det om fortrængte følelser, traumer trængt i baggrunden af en magtpåliggende nødvendighed af at fungere i det, vi kalder virkeligheden.

Brændfarlig lyrik

I aften bliver selv en semi-kitschet sag som "Holler High" – udarbejdet i samarbejde med plasticpop-bandet Aquas Søren Rasted – bragt hjem som et lille stykke brændfarligt lyrik, i øvrigt umiddelbart efter at en kæberaslende levering af "Dog Star Man" har demonstreret, at lyrikken ikke engang nødvendigvis behøver at have Dylaneske, Baudelaire- eller Rimbaudkvaliteter, for at sangen kommer ud over rampen. Indimellem kan en effektiv akkordsammensætning, et godt riff sige det nødvendige.

I aften eksempelvis i den passende beskidte og paranoide levering af "Copenhagen" fra karrierens tidligste år. Man kommer til at tænke på salige Mick Ronsons leadguitar på "Ziggy Stardust & the Spiders from Mars" og Steve Hunters ditto på Lou Reeds "Rock'n'roll Animal".

Vi taler, med andre ord, særdeles stilsikker rockmusik et sted mellem Nick Cave, Iggy Pop og Rolling Stones på et dårligt syretrip. Sort Sol har, i deres aktuelle inkarnation, valgt at satse på det punkede, men ikke tilfældigt fægtende, udtryk. Det slår helvedes hårdt, men der er mening med galskaben.

Men hvorfor er vi her overhovedet i aften; landets største musikmagasin midtvejs i en turné, som vi allerede har dækket, og som nu synger på sidste vers? Well, netop derfor. Det er et af Danmarks væsentligste rockbands, som er ved at pakke sammen, og det går – som det tør være antydet – ikke stille for sig.

Dødsdrift a la carte

Det er god underholdning, men det er også dødsdrift, paranoia, ustyrlige neurotiske trips og eksistentiel smerte af et omfang som man kun kan have en chance for at forstå, hvis man selv har været der. Uden sammenligning i øvrigt har Steen Jørgensen både arbejdet på et københavnsk postkontor og dukket op til mere populistiske arrangementer, julekoncerter etc., formentlig bare for at få enderne til at mødes. Og fred være med det. Men når manden tager dig med på en musikalsk nedstigning til helvede – med Carsten Jensens ord i en helt anden sammenhæng – er det altså bare om at stige om bord. Dansk rockmusik bliver ganske enkelt ikke bedre end dét.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA