x
The Echo Vamper: Ideal Bar, København

The Echo Vamper, Ideal Bar, København

The Echo Vamper: Ideal Bar, København

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Hvis nu alle dem fra Twilight havde lagt Hollywood på hylden for en weekend, drukket sig i hegnet på en svedig swingerklub i Kreuzberg, tværet mascara og hvid hudfarve ud i hovedet på hinanden og holdt sig kørende på cola og Jack D i et par døgn – og hvis nu de skulle hyre et band til uhyrlighederne og Jack White havde sagt nej (fordi han var død) – ja, så havde The Echo Vamper uden tvivl været et godt bud. Den efterhånden überhypede neo-new-wave duo måtte dog nøjes med Ideal Bars spændte, men ellers ganske rolige og normalhudfarvede publikum, da de fredag fejrede udgivelsen af deres første EP, It's The Echo Vamper.

Egentlig har hverken navn eller band noget med vampyrer at gøre, så det er måske en ulige association at skabe. Ikke desto mindre er det fantastisk, at der er nogen i dansk upcoming musik, som tør skabe sig lidt som modsvar til en ofte alt for pæn ungdomskultur. Det kunne tyde på, at Ideal Bars nyeste rock-klubkoncept, Frankie Teardrop, kan hive vægten lidt den retning. Denne aften blev opgaven i hvert fald løst.

 

Pst som i hipster

Guitarist og halvtreds procent tresser-ikon James Brook har fundet Fender-guitaren frem og træder op på scenen. Han samler øjeblikkeligt fokus fra publikum, samtaler dæmpes, og i små ryk smelter vi sammen til en halvcirkel af forventningsfuldhed omkring den lille scene. Bagerst på scenen står en guitarforstærker og en gammel spolebåndoptager. Det er det.

James Brook skramler med et par akkorder på guitaren og justerer sit kabel, da ensemblets anden halvdel træder ud fra en skygge bag scenen: Iza Mortag Freund, vokalist og percussionist, griber mikrofonstativet og stirrer stålfast ud mod publikum. Spolebåndoptageren startes.

Energiniveauet sættes højt fra starten med stakkerede synthesizer- og orgeltoner på backtrack. James Brook vrider forvrængede akkorder ud af Fenderen, som lægger sig i rytmiske riller omkring de programmerede trommer. The Echo Vampers produktioner er simple, og det er meningen. Fra første lyt lægges der et knivskarpt og gennemtænkt snit mellem analog synthpop fra 80'erne og The Who-inspireret orgelrock fra 60'erne indsat i en lettilgængelig bluesharmonik, som giver en ellers kontinental tradition et amerikansk strejf. Det swinger, og vi vugger.

 

Gaffatape kan fixe alt

Oven på hele herligheden smider Iza Mortag Freund sin kompromisløse vokal. Nogen ville måske sige, det lyder hysterisk, når høje toner kammer over i vokal-distortion, så det nærmest kradser i halsen på tilhøreren – men her giver den mening i sammenhængen. Det er skrigende uden at være skrålende. Skingert bliver det til gengæld, da hun halvvejs inde i koncerten smider sin store pels fra sig og resten af tiden er iført intet mere end to korrekt placerede stykker gaffa-tape. Det er svært at bedømme, om det er et provokativt move eller en billig bh-løsning.

 

Om at babbe den op fra slap

Lyrikken får desværre ikke rigtig nogen plads i udtrykket. Fra start til slut er vokalen smurt ind i delay og rumklang Der er ikke nogen tvivl om, at det er et valg, der er taget, men det giver så bare de få hørbare linjer en lyd af små aforismer: "Rock'n'roll is dead from the waist down. Make way for faster moving traffic." Titlerne på sangene får lov at stå for sig selv og overgiver derefter digtningen til lytteren. "De ku' ha' sunget på finsk, og jeg ville ikke have lagt mærke til det," sagde en fyr, der stod ved siden af mig; og det har han muligvis ret i. Det er dog et indbygget problem i mange live-koncerter (og en lydmands evige dilemma) hvordan man får vokalen "frem i pappet" uden at miste punch og smæk i musikken, og det kan derfor ikke siges udelukkende at være The Echo Vampers skyld, at publikum kun forstår fem procent af, hvad der bliver sunget.  

Sammen danner The Echo Vamper et helstøbt visuelt udtryk. På lydsiden er der masser af talent at spotte, mens der på live-siden til tider kan dannes den undrende eftertanke, at noget, som skal fremstå som smadret, rebelsk og anti-pop, er planlagt med minutiøs detaljeopmærksomhed. For hvis det virkelig var så smadret, som det ser ud som, det gerne må se ud som om, det er, så må der nødvendigvis overlades lidt til tilfældighederne. Det må være muligt at facilitere, at et bestemt udtryk for lov at leve og udfolde sig selv, uden at man kontrollerer hvert eneste aspekt af det. Detet afrunder på en måde kanterne, og man giver dildoen glidecreme i stedet for bare at lade katten blive våd af sig selv. Det er nogle gange nødvendigt, men det virkede en anelse påtvunget i denne omgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA