x
Justin Townes Earle: Pumpehuset, København

Justin Townes Earle, Pumpehuset, København

Justin Townes Earle: Pumpehuset, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Justin Townes Earle har angiveligt levet et hårdere liv end de fleste, og til trods for sin relativt unge alder har han allerede et hav af rehabiliteringsophold bag sig, som følge af lidt for meget selvmedicinering. Da han træder ind på Pumpehusets lille ret intime scene, fremstår han dog ret "clean-cut", og selvom tøjet i dag er i den afslappede ende, så fører han sig frem med en stil, som er præcis så sikker, som man kan forvente af en mand, som ofte er at finde på modebladenes lister over bedst klædte.

"Vi starter med en ny sang, for jeg er ved at være lidt træt af de andre", og så er vi i gang. Earle kommer godt rundt i sit bagkatalog med sange fra de sidste tre album, ligesom vi også får smagsprøver på et nyligt indspillet album, som vi dog ikke hører noget om, hvornår vi kan forvente bliver udsendt. Der er virkelig meget lyd på Earle, og hvis man havde lidt bange anelser om at sangene måske ville mangle lidt dybde uden backing band, kan man ånde lettet op.

Earles meget kompetente guitarspil virker godt, og numre som både "One More Night in Brooklyn", "Cristchurch Woman" og ikke mindst "Harlem River Blues", alle tre fra den seneste, forholdsvist orkestrerede plade, "Harlem River Blues", gør det egentlig ret fint i mere nøgne arrangementer. Andre højdepunkter er "South Georgia Sugar Babe og den passende afslutter på hovedsættet "Walk Out".

 

Det ligger til familien

Store dele af Justin Townes Earles sange handler om, eller er bundet op på, hans familie. At Justin Townes er søn af countrystjernen Steve Earle, er ikke nogen hemmelighed, og man skal ikke have lyttet meget til Earle juniors plader for at finde ud af, at deres forhold ikke ligefrem er problemfrit. Derudover er der også hilsner til bedstefaren, som startede både Steve og Justin op i musikken, og som stort set nægtede at dø, til trods for fem hjerteanfald og en helt igennem irriterende kone (Earles egne ord, ikke mine).

Der er hilsner til moren, som sagtens kunne tæve Justins far, ikke mindst pga. sin længere rækkevide, så hun, som en anden bokser, bare kunne træde et skridt tilbage og derfra smække ham lidt rundt. Endelig er der også bedstemoren som med sin almoderlige visdom knyttede følgende kommentar om det at få vasket sine synder væk: "Ja, så må man jo afgøre med sig selv om, hvor dybt man skal dykke, og hvor længe man skal blive dernede". På den måde var der masser af indsigt ind i familien Earles ikke helt kedelige tilværelse. Justin fik da også lidt sendt an advarsel af sted til sin far om, at han hellere må få lyttet lidt til det nye album, hvis ikke han skal have alt for mange ubehagelige overraskelser. Der bliver nemlig behandlet en del "daddy-issues" på den plade, og det kan man vist kun glæde sig til.

Ud over familiehistorier beslutter Justin Townes Earle også at tage os lidt med ud i musikhistorien. Ikke nok med at han selv låner ivrigt fra country, blues, ragtime, bluegrass og andre amerikanske musiktraditioner, så får vi også en del covernumre. Den seje Lightning Hopkins-blues "Automobile Blues" bliver nærmest skreget ud, til publikums store tilfredshed. Vi får også Jimmy Cox-nummeret "Nobody Knows You When You're Down and Out", og som afslutning på koncerten bliver der ganske naturligt givet respekt til manden, som Justin Townes Earle er opkaldt efter, i form af Townes Van Zandt-nummeret "Rex's Blues".  

Man mærker tydeligt, at Justin Townes Earle er rundet af en stolt, men også alvorlig musiktradition, hvor der for alvor er noget på spil, og hvor en mand ikke er en rigtig mand, før han har lært at græde.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA