x
Adam Cohen: Pumpehuset, København

Adam Cohen, Pumpehuset, København

Adam Cohen: Pumpehuset, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Det var en særdeles veloplagt Adam Cohen, der gæstede Pumpehuset denne aften. Sammen med Mai Bloomfield på guitar, cello og kor og Michael Chavez på guitar, bas, trommer og tangenter sørgede Cohen for, at det dunkle og fra fødslen af ikke specielt stemningsfulde lokale blev en aldeles stor fornøjelse at befinde sig i. Hvad der i værste sandsynlige fald havde været en rutineaften i den habile tristesses tegn, blev i stedet en publikumsinddragende og dybt underholdende oplevelse. Koncerten var fuldkommen fri for tabuer, og tristessen fik så meget menneskelighed og glimt i øjet over sig, at den kun blev det endnu mere dragende.

Et markant tabu, som man kunne have frygtet, var naturligvis forholdet til den så berømte fader. Men, som Cohen også understregede i oktober måneds nummer af GAFFA, er han nu indstillet på at erkende sit ophav fuldt ud. Det gjaldt i den grad også på scenen. Således fortalte Cohen indlevende anekdoter om både sin mor og sin far, og med en afstikker til "Bird On The Wire" og siden hen, som sidste nummer på den egentlige sætliste, hele "So Long, Marianne" vedkendte han også det faktum, at folk naturligvis kender ham som sønnen af sin fader og således nok godt kunne tænke at høre ham give den som Leonard.

En opgave, han i øvrigt løste aldeles fornemt, og lukkede man øjnene, kunne man snildt overbevise sig selv om, at en yngre udgave af Leonard Cohen stod og sang på scenen – ikke mindst, når sønnike befandt sig i henholdsvis bunden og toppen af sit register. En sand fornøjelse uden unødig patos, men blot en troværdig og ærværdig fremførelse af faderens forlæg.

Undervejs fik Cohen således også direkte adresseret det faktum, at han var søn af en kendt canadisk singer-songwriter – som imidlertid blev omtalt som værende Celine Dion. Han lagde også selv op til, at folk kunne komme hen til ham efter koncerten for at snakke og fortælle ham alt om Leonard Cohen. Eller få taget et billede sammen med ham og fortælle ham alt om Leonard Cohen. Med stort glimt i øjet og tilsvarende stor latter i salen til følge.

Trods alt sin egen

Nuvel, koncerten udmærkede sig på en lang række andre fronter end blot denne afslappede og stærkt underholdende italesættelse af det, der med et fordansket udtryk kunne have været elefanten i lokalet. Frem for alt er Adam Cohen jo – trods alt – sin egen, og han er uden tvivl både en talentfuld ordsmed, komponist og sanger. Hans musikalske univers koncentrerer sig omkring smukke kvinder og rollen som mand – jævnfør ikke mindst hans aktuelle album, "Like A Man", og titelnummeret herfra, som udgjorde et af koncertens afgjorte højdepunkter. Men det handler også om gode og mindre gode branderter, om uindfriede intentioner, og naturligvis om kærlighed i alskens former.

Umiddelbart kunne man derfor frygte, at Cohens sange ville ende som forudsigelige banaliteter. Men det gør de ikke. Ikke fordi de er fuldkommen klichéfrie, men i forhold til sine emnevalg formår han på imponerende og inspirerende vis at bibringe en god portion originalitet, frem for alt lyrisk. Om ikke på samme sublimt høje niveau som sin far, så formår Cohen Jr. også at skrive og fremføre tekster, som griber tilhøreren, og som gør, at man lytter efter. Det kunne man i dén grad også mærke på det noget nær eksemplariske publikum, der tav, når der skulle ties – og i øvrigt jublede, når der skulle gives applaus.

Undervejs i koncerten fik publikum i øvrigt en smuk version af Marvin Gayes "What's Going On", som diskret mindede de tilstedeværende om et noget mindre behageligt far-søn-forhold, end Leonard og Adam synes at have.

Ekstranumrene kom i form af "Out Of Bed" og "Matchbox" – de to første numre fra "Like A Man" – som roligt rundede koncerten af. Til hujende begejstring. Så megen, at Cohen blev tvunget ind på scenen til at give et ekstra ekstranummer, som han indledte med en historie om at spille på en lille klub i Los Angeles, hvor han havde været husmusiker for 15-20 år siden.

En aften havde Paul McCartney været blandt publikum, og efterfølgende havde McCartney givet Cohen en lang række verbale roser – og sluttet af med den allerstørste: At han ville ønske, at han selv havde skrevet nummeret "Overrated". Og således blev dette nummer aftenens absolut sidste, og en tydeligvis glad og let benovet Cohen gav atter en dybfølt tak til publikum, og forlod så endegyldigt scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA