x
Bombay Bicycle Club: A Different Kind of Fix

Bombay Bicycle Club
A Different Kind of Fix

Bombay Bicycle Club: A Different Kind of Fix

GAFFA

Album / Island / Universal
Udgivelse D. 21.11.2011
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Den engelske indie-kvartet Bombay Bicycle Club har de forgange år udgivet to i hjemlandet roste plader, uden at det virkelig har skabt dønninger uden for Storbritannien. Synd, for bandet leverer ganske sofistikeret musik med rigtig højt bundniveau.

Åbningsskæringen How Can You Swallow So Much Sleep og Your Eyes har både snert af folkrock og elegant pop, ikke ulig stilen man finder hos Foals og Friendly Fires, imens Take The Right One burde sidde lige i skabet, og i afspilleren, hos enhver fan af vores egne Mew.

Singlen Shuffle er ubekymret pop med flere lag af musik og tempo og er rigtig godt skruet sammen, ditto Beggars, hvor BBC-banden går sidste års indiefolk-succeser Mumford And Sons i bedene.

Generelt er der ikke meget at udsætte på dette tredje album, udover at man når albummets 12 numre er overstået, sidder tilbage med fornemmelse af, at man har hørt rigtig meget af materialet før, og at de sidste par skæringer er noget svagere end resten. Men som kvalitetspuslespil og indiemusikalsk detektivarbejde er det spot on.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA