x
Jamie Woon: Store Vega, København

Jamie Woon, Store Vega, København

Jamie Woon: Store Vega, København

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Det begyndte dog lidt ærgerligt med tekniske problemer med guitaren; Jamie Woon beskrev det selv som et antiklimaks. Heldigvis blev det dog hurtigt fikset. En tak skal lyde til monitorlydmanden Kevin. Koldstarten til trods lagde Woon godt ud fra start med en meget organisk og varm version af Echoes fra albummet Mirrorwriting. Det var tydeligt, og det skulle vise sig at være et tema for store dele af koncerten, at Woon var kommet for at croone og ikke for at få folk til at danse. Et klogt valg, som lod sangene stå i centrum.

Spiral, og på langt de fleste andre numre, blev beats, korstemmer og diverse andre elementer bygget op ved at liveloope med phrasesamplere, hvilket gav en god følelse af nærvær og live-sammenspil, men desværre gjorde, at mange af de ellers fine beats mistede deres garage swing. Det var, som om den ellers generelt fint spillende sidemans rytmefornemmelse var lidt for on-beat. Eksempelvis på Blue Truth, som i studieversionen får sit swing fra dybtliggende handclaps. Noget, der lidt manglede i liveversionen, som også fortabte sig i et lidt unødvendigt, guitardrevet mellemstykke.

Shoulda rettede dog straks op på misèren med en skønhed, som kun blev lidt ødelagt af en irriterende mandsperson blandt publikum – og desværre i denne signaturs nærhed – som mente, at en forholdsvis lavmælt koncert var det rigtige forum at prale af sine højttalere til 5-7.000 kroner. Generelt var der megen snak blandt publikum især i den første halvdel af koncerten, og det kan undre denne signatur, at man gider betale 200 kroner for en koncertbillet for derefter at ødelægge det for sig selv og andre ved at stå og smalltalke. Heldigvis kunne det ikke helt spolere oplevelsen af Woon, der landede nummeret med et par smukke a cappella-linjer. Den mand kan jo synge!

Med Night Air fik vi så endelig lidt bas. Ligesom garage-synkoperne var forsvundet, så var der heller ikke meget bas denne aften. At dubstep-elementerne var så få, gjorde dog ikke så meget, for som sagt var fokus et andet sted, men det var alligevel fint at få det bedste nummer fra Mirrorwriting at høre, også selv om det endte et lidt vel guitarfunky sted.

Herefter fulgte en solid version af Middle og en blueset og minimal Gravity. Og da den musikalske staffage var så sparsommelig, afhang meget af Woons egen præstation. Heldigvis var det noget, han klarede enormt fint, også under hittet Lady Luck, som måske var aftenens mest elektroniske nummer. Aftenens højdepunkt var dog helt klart afslutteren Spirits, som, efter lidt startvanskeligheder med at få bygget beatet op, groovede dejligt løst. Samtidig var det også, som om Woon gik op på den store vokale klinge. Intet under, publikum var begejstret efter den omgang!

Derfor var det også lidt ærgerligt, at ekstranumrene ikke helt levede op til koncertens ellers høje niveau. En solo-guitar-version af Waterfront var ganske acceptabel, men ikke ligefrem ophidsende, og det føltes lidt som et antiklimaks oven på den forrygende afslutning på koncertens ordinære del. Gennembrudshittet, den amerikanske spiritual Wayfaring Stranger, fungerede fint med loopet oralpercussion, omend det konstant balancerede tæt på kanten til den afgrund, Bobby McFerrin faldt i for mange, mange år siden.

Den spanske guitar kom frem til det sidste ekstranummer TMRW, som måske nok skulle have været forvist til et lejrbål langt fra Vesterbro denne onsdag aften. Men selv tre halv-sløje ekstranumre kunne ikke udviske konturerne af en fin aften i Woons sjælesørgende selskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA