Peter A.G. Nielsen: Det scene show live

Peter A.G. Nielsen
Det scene show live

Peter A.G. Nielsen: Det scene show live

GAFFA

2 x CD / Grand Danois
Udgivelse D. 24.11.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Gnags stak fra starten ud med deres kiksede frisurer, A. G.s særegne diktion og en folkrock, som op igennem årtiet udviklede sig i stadig mere reggae-inficeret retning. Læg hertil underfundige, legesyge tekster om vilde kaniner (med meget lange ører) eller om at slentre ned ad en central gade i den adopterede hjemby efter at have røget en "stråhat". Uden sidestykke på deres helt eget felt, jovist, men samtidig et univers, som undertegnede aldrig helt har forstået at værdsætte.

Det ændrer sig kun delvist her, hvor vi får en omfattende, akustisk solo-rundtur, fordelt over to cd'er med henholdsvis nyt og gammelt materiale samt en dvd med hele molevitten. Det er 13 Gnags-klassikere bragt helt i øjenhøjde ved denne koncert fra Hørsholm i foråret '11, og så er det de faktisk ret gode og ditto personlige – selvudleverende, om man vil – sange fra forårets studiealbum Det Scene Show.

For det er koncertaktiviteten i kølvandet på dette, som her dokumenteres, og det er en Tour de Force for såvel fans som nybegyndere. Med eller uden min deltagelse. Læg mærke til titler som Det er du da for gammel til det der, Peter, Min Første Guitar og Når Mørket Falder På – A. G. i det eftertænksomme hjørne, og det klæder ham.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA