x
The Antlers: VoxHall, Aarhus

The Antlers, VoxHall, Aarhus

The Antlers: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Christian Lade Broch-Lips | GAFFA

Arkivfoto

Lørdag aften på Voxhall i Aarhus var en lille gruppe mænd lige gået af scenen. Opvarmningsbandet Dry the River havde leveret en fornem mini-koncert. De var hoppet energisk rundt i stroboskoplys imens sarte og melankolske toner lød ud af højttalerne. Briterne havde formået at bevare et udtryk der signalerede indlevelse samtidig med at de i den grad fyrede den af på scenen. Nu stod scenen tom, og folk hyggede sig med venskabelig snak og kolde fadøl.

En halv time senere luntede fire rolige, tilbageholdte mænd ydmygt på scenen imens publikum forsigtigt klappede. Én af mændene kiggede nervøst ud på tilskuerne,  åbnede læberne foran mikrofonen og mumlede bandnavnet "The Antlers". Pianisten Darby Cicci så, ligesom sin kollega Peter Silberman, noget ubekvem ud ved situationen. I stedet for at sætte gang i koncerten, gik han i gang med at fumle med elektronikken, og skæve lyde fløj forvirret rundt i lokalet. 

Efter en kluntet entré og et halvt minuts venten, kom The Antlers  dog ganske godt i gang. For aftenens åbningsnummer,  "Parantheses" fra "Burst Apart", blev leveret i en fin live-udgave, hvor det allerede her var tydeligt, at de auditive forhold på VoxHall er i aldeles topklasse: Lyden af træ der hårdt slås ind i perfekt opspændt trommeskind har sjældent lydt bedre. Det var dog ikke kun den flotte lyd, der skabte en solid og stærk bund, men også trommeslager Michael Lerner, der med sit bastante og utroligt sikre spil sørgede for et medrivende drive, der smukt blev akkompagneret  af Peter Silbermans atmosfæriske stemme. New Yorkerne kom rigtigt godt i gang. 

Måske en af verdens flotteste stemmer

På den næst-øverste linje på The Antlers sætliste befandt sangen "No Widows" sig – det måske bedste nummer på bandets nyeste plade. Peter Silbermans fremragende stemme kommer her tydeligt til udtryk, hvilket den bestemt også gjorde live, hvor sangeren næsten lød endnu bedre end på pladerne. Det er svært at forstå, at så elegante, skrøbelige, sørgelige og på samme tid lykkelige og livsbekræftende lyde kan komme ud af et andet menneske. Hvis alle sang ligeså godt som Peter Silberman, ville playback aldrig være blevet opfundet. Darby Cicci, med sit iørefaldende tema på synthesizeren og Michael Lerner med sit utroligt stramme trommespil, var samtidig med til at sørge for, at nummeret lød lige så godt live som på pladen – ja faktisk bedre. Men hvorfor skabte The Antlers så ikke ren magi? Hvorfor fik ingen tårer i øjnene, og hvorfor stod man egentlig og kedede sig en anelse? 

I scenens højre side, til venstre for publikum, stod guitaristen Timothy Mislock. Han er normalt ikke med i bandet, men hjælper til, når The Antlers tager på tour. Men den tilsyneladende følelseskolde mand lignede en, der burde have siddet derhjemme med en øl i hånden foran fjerneren. Med et provokerende ligegyldigt udtryk i øjnene, spillede han sig dog igennem hele koncerten uden at smide guitaren fra sig. Michael Lerner lignede én der var ved at falde i søvn bag trommesættet, Darby Cicci én der var sur over at have tabt et eller andet og Peter Silberman én der var til begravelse.

Måske var det på grund af projektørerne, der meget ordinært og kedeligt kun lyste i farverne gul, rød, blå og grøn, og som hverken bevægede sig eller blinkede. Eller måske var det fordi drengene kun drak vand på scenen. Men lige meget hvad grunden var, leverede The Antlers et idéforladt og trist sceneshow uden indlevelse, der desværre gik ud over helhedsoplevelsen. Det er virkelig en skam, for lukkede man øjnene kunne man alene via de overlegent velspillede numre finde vej til magien på egen hånd. 

Det undrer ikke at The Antlers er et af de mest roste bands for tiden, hvor de får den ene gode anmeldelse efter den anden. Både "Kettering" fra albummet "Hospice" og "French Exit", "Hounds" og "Putting the Dog to Sleep" fra "Burst Appart" understregede The Antlers' vanvittigt høje musikalske niveau. Det er imponerende, at fire mennesker kan lave et så flot og fyldigt lydbillede, at selv de største symfoniorkestre ville blive jaloux. Specielt "Kettering" og "Hounds" fremstod som rene mesterværker i deres melankolske og dystre fremtoning. 

Burde have taget en lur i tourbussen

Desværre var det mindst lige så imponerende, at The Antlers' ikke selv blev revet væk af musikken, men i stedet lignede nogen der var til lydprøve til en gymnasiefest. Dette ændrede sig lidt hen ad vejen, hvor blandt andet Peter Silberman begyndte at blive følelsesladet. Hen imod koncertens afslutning blev han mere og mere engageret, hvilket kulminerede i, at han næsten stod og græd under nummeret "Corsicana". Et nummer der er emotionelt og rørende, og hvor Peter Silbermans stemme er smukkere end nogensinde.

Desværre virkede den pludselige indlevelse malplaceret, da de omkringstående bandmedlemmer stadig lignede nogle, der bare helst ville ud og sove i tourbussen. Peter Silbermans gråd fik da også et medlem af publikum til højt at sige: "det er jo helt Mariah Carey!" – en sanger der nok ikke ligefrem er The Antlers største inspirationskilde. 

Det er ærgerligt, at The Antlers højst sandsynligt sad i et baglokale bag scenen, da Dry The River spillede deres opvarmningskoncert. For hvis New Yorkerne bare havde været en smule inspireret af briternes scene-show, havde de højst sandsynligt givet et noget bedre helhedsindtryk. Musikken er intet mindre end fantastisk, og bandet er absurd dygtige live, men når det havde været en større oplevelse hvis et tæppe var trukket for under hele koncerten, er der noget galt. Det endte med at blive en halvlunken oplevelse, selvom det næsten er umuligt at finde et mere velspillende orkester end The Antlers. 

Det kan derfor kun kraftigt anbefales at få fingre i bandets musik – specielt de to nyeste burde alle eje. Så kan man smække cd'en i afspilleren, lukke øjnene og drømme sig væk til en koncert med The Antlers, hvor ordene engagement, indlevelse og passion rent faktisk spiller en rolle. 

Det er en koncert alle burde være kede af at gå glip af. 

 

The Antlers spiller i Lille Vega 27. november. Koncerten er udsolgt. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA