x
Nicolai Munch-Hansen og Kira og Steffen Brandt: Posten, Odense

Nicolai Munch-Hansen og Kira og Steffen Brandt, Posten, Odense

Nicolai Munch-Hansen og Kira og Steffen Brandt: Posten, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Posten, Odense, onsdag aften. Vi er her for at se Munch-Brandt-Skov, en konstellation som på papiret kan gå mange veje. Til min milde overraskelse er der stolerækker i salen, ah - så tempoet er sat ned. Nuvel, så er der i det mindste ingen tre meter høj gut fra Svendborg, som dækker for udsigten med sin nakke og sin iPhone.

Munchs sekstet lægger fra land med et roligt og blødt stykke af deres eget. Kira Skov smyger sig ind på scenen i noget stramt og lækkert, og sætter salen i gang med sin "Copenhagen". Sammenligningen med Beth Gibbons er ofte brugt og med rette. På næste nummer træder sølvræven Steffen Brandt ind og leverer en sikker "Den Dag Min Elskede Kommer Hjem" fra tv-2's Showtime. Bandet har indtil nu mest fungeret som baggrund, men her skramler de passende, mens Skov og Brandt lader stemmerne glide ud over den siddende forsamling.

Vel fordelt plads i rampelyset
Vi får mere tv-2 i form af "Go Tur Hjem", og nu er både band og sangere varmet op. Publikum tager også begejstret imod næste sang, Brandts danske fortolkning af idolet Bob D's "What Was It You Wanted?". Min makker vender sig overrasket mod mig, da vi klapper, og siger "Det fungerede faktisk!" Jeg må give ham ret. Hvor nogle musikere starter nede ved baglinjen, og skal arbejde sig op, starter denne velbevandrede aarhusianer ved midterlinjen og behøver blot strække sig en smule, før det slår gnister. 

Bandets præstation er et sted mellem god og glimrende. Hist og her bliver lyden rodet og en smule anstrengende, og Kira må kaste håndtegn efter lydmanden. Andre steder er det smukt - især den velsmurte guitar i hænderne på Jakob Bro - de samme hænder, som i øvrigt tæver hele banden (inkl. denne anmelder) i bordfodbold efter koncerten. Munch på bas er ankerpunktet, trommerne og klaveret grunder stemningen, mens blæsersektionen somme tider virker lidt forkølet. Publikum rundt om mig fniser flere gange ad blæserduoen ude til højre.

Skov vender tilbage med mere snerren på "Am I Mad". Den i øvrigt indtagende sangerinde har rimeligvis lidt sværere ved at tale til vores hjerter end Brandt, fordi hun har valgt engelsk, og det kan indimellem godt høres på teksterne, at hun er dansk. I disse tilfælde kan man passende vende opmærksomheden mod Munchs labre kontrabas for at holde sig varm. På det efterfølgende nummer "4 Women" af Nina Simone kommer Kira Skov godt ud over scenen og op i ansigtet på folk. Dog er det en smule forvirrende, at Brandt synger dansk, Skov er på engelsk, sammen er de på dansk - og vi kan få alle tre dele på ét og samme nummer.

Det andet varme sæt
Tre kvarter inde, og der kaldes til pause. 20 minutter passerer, publikum rejser sig for at få blod ud i benene igen. Endelig tager bandet scenen og sætter i gang med en Munch-komposition, den Hunter S. Thompson-dedikerede "Not A Saint But Beautiful", som hypnotiserende luller folk i en trance, før den syrer ud, vender rundt og parkerer smukt. Den findes i øvrigt på Nicolai Munchs Myspace-side til din fremtidige nydelse.

Steffen Brandt vender tilbage i sit jakkesæt med æggegult indenfor, og sætter i gang med en spoken word, jeg ikke identificerer. Det er som en forsmag på noget større og bedre, og ganske rigtigt: Nu serverer han sin hjerteknugende "Det Meste Af Tiden", om perioden efter et knust parforhold. For sæven, Brandt, du rammer plet igen. Og publikum smælder med hænderne. Mine tanker falder uvilkårligt på den canadiske hardrocker Danko Jones, som gladeligt hamrer i strengene, mens han næsten bittert afklaret hvæser: "If you wanna know how to play the blues / get yourself a woman!"

En passende afslutning
Fortryllelsen fra "Det Meste Af Tiden" letter først et minut inde i næste nummer. Kira tager bandet under armen med sin Gibbons-lignende vralten: "I'll be scheeing you / in all the familiar plasches". Det har sin charme, hvis man er til den slags, men den underlige både dansk-og-engelsk-sprogede sang "Owl be seeing you" ender næsten komisk, da blæserduoen laver en krølle på afslutningen, der på underfundig vis punkterer den skrøbelige følsomhed, som sangerne har bygget op. Både band og publikum smiler overbærende - tjo, sådan kan man også gøre det. Men helt meningen var det vist ikke.

Bandet lukker ballet ved at smide et par af Brandts Bob D-fortolkninger på bordet, hvorefter de bukker, og lyset går op. Sammenlagt har de spillet i 2 x 45 minutter, hvilket må siges at være en seriøs og afmålt optræden. Helt nært mellem publikum og musikere blev det aldrig. Brandt scorede utvivlsomt de største fuldtræffere, mens Kira lagde sig lidt i hans kølvand, og Munchs sekstet gjorde et ganske hæderligt stykke arbejde. Vi lander på 4 stjerner, kort før grænsen til de 5. Der skal lidt mere vildskab, mere publikumgejlen og lidt mere af Kiras vrikken til, før varmen rigtig kommer op i kinderne. Jeg er ikke i tvivl om, at det sker senere på touren.

Du kan opleve Munch, Brandt og Kira Skov de følgende datoer:

Torsdag d. 01.12 – Horsens Ny Teater
Fredag d. 02.12 – Fermaten, Herning
Lørdag d. 3.12 – Stars, Vordingborg
Søndag d. 4.12 – Gjethuset, Frederiksværk
Mandag d. 5.12 – Gimle, Roskilde
Tirsdag d. 6.12 – Vejle Musikteater
Onsdag d. 7.12 – Musikhuset Aarhus
Torsdag d. 8.12 – Tobakken, Esbjerg
Fredag d. 9.12 – Værket, Randers
Lørdag d. 10.12, Copenhagen Jazzhouse

Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA