x
Peter Hook & The Light: A Joy Division Celebration, Amager Bio

Peter Hook & The Light, A Joy Division Celebration, Amager Bio

Peter Hook & The Light: A Joy Division Celebration, Amager Bio

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

55-årige Peter Hook fra Joy Division og New Order er den definitivt stilsættende postpunk-bassist. Ene mand løsrev han elbassen fra rytmesektionen og bragte den for en tid helt frem i spotlightet som melodibærende soloinstrument.

Det hørte vi imidlertid ikke meget til i Amager Bio onsdag aften, hvor den veltrænede bamse var trådt helt i front som sanger. Men lige så god han er til at spille bas, lige så elendig er han som sanger. De fleste af sangene blev simpelthen brølet af lungernes fulde kraft som julemanden på et fodboldstadion. For GAFFAs udsendte trak det fra en ellers glimrende koncertoplevelse.

Mangler inderlighed

Jeg synes det er forfriskende at slagte en hellig ko engang i mellem, og jeg har intet problem med, at Peter Hook tager livtag med Joy Division-kataloget. Hvis nogen har lov til at røre ved helligdommen, så er det ham. Min anke går alene på, at Peter Hooks gutturale tenorbrøleri simpelthen ikke lød særligt godt.

Bevares, der var gode takter hist og her, især de få gange han dæmpede stemmen og udskiftede råberiet med en afdæmpet inderlighed. Det skete blandt andet på "I Remember Nothing", der brændte meget intenst, og var nyfortolket i en spændende mørk og psykedelisk retning. Den side af Peter Hook ville jeg gerne have hørt mere til.

Joy Divisions musik var præget af en indadvendt og knugende tilbageholdenhed. Selv når de spillede støjende punkrock, blev aggressionerne sjældent sluppet helt fri. Sangeren Ian Curtis besad en skrøbelighed og en patos, som ikke bliver båret videre i Peter Hooks fortolkninger af sangene. Det subtile er gået tabt til fordel for en udadvendt machotilgang, som gør musikken knap så dragende, fascinerede og interessant at lytte til.

Lyd i topklasse
Og når nu Peter Hook rent faktisk er en blændende bassist, er det synd, at han spiller så lidt på sit instrument. Jobbet som bassist er overtaget af Hooks søn Jack Bates, og hovedmanden selv spiller kun ganske lidt. Tilsyneladende kan han ikke spille og synge på samme tid.

Ud over Jack Bates består Peter Hooks band af den aldeles velspillende trommeslager Paul Kehoe, keyboardspilleren Andy Poole og den fremragende guitarist Nat Wason, som spiller meget tro mod Bernard Sumners forlæg, men alligevel formår at tilføje et personligt twist hist og her. I det hele taget er der ikke en finger at sætte på den musikalske del af sagen. Bandet spiller virkeligt fremragende. Der bliver spillet højt, og lydkvaliteten i det halvfyldte Amager Bio er i topklasse.

Pogo som i punkdagene
Hvis Peter Hook havde fundet en sanger, som kunne synge, og selv havde holdt sig til at traktere bassen, kunne det have været en hel del bedre. Men når det er sagt, så hører det også med til historien, at koncerten, råberiet til trods, var en fin musikoplevelse.

Peter Hook er en sympatisk og kramgod mand, der formår at skabe en helt fantastisk god stemning. Der er ingen tvivl om, at han mener det og er oprigtigt rørt, når han siger "you must be as excited as me" og "you have made an old man happy".

Peter Hook har fremragende publikumskontakt, og foran scenen bliver der danset pogo, som var det 1979.

Bygget op omkring Unknown Pleasures
Sættet er bygget op omkring Joy Divisions debutalbum "Unknown Pleasures" fra 1979, som efter fire indledende sange bliver afspillet i sin fuldstændighed. Bagefter byder Peter Hook & The Light på to runder ekstranumre. Blandt andet New Orders  debutsingle "Ceremony" som bliver dedikeret til "The Fuckers" – de to andre overlevende Joy Division-medlemmer Bernard Sumner og Steven Morris, som planlægger at spille koncerter som New Order uden Peter Hook.

Hyggesnak
Tidligere på aftenen, inden koncerten, deltog Peter Hook i et arrangement på Københavns Hovedbibliotek, hvor han stillede op til en hyggelig og veloplagt sniksnak med vores egen postpunkveteran Martin Hall. Her afslørede Peter Hook, at det ganske enkelt er hans eget og Bernard Sumners store egoer, der forhindrer en gendannelse af New Order. Det burde de sætte sig ud over, så vi kan få Hooky tilbage på bassen.

Peter Hook & The Light var et fornøjeligt bekendtskab, selvom sangene blev brølet ud, men det er som bassist i Joy Division/New Order, den sympatiske Manchester-musiker virkeligt skinner.

 

Peter Hook & The Light spiller på Train i Aarhus 1. december. Køb billetter via GAFFA Live.

Læs et interview med Peter Hook om hans genfortolkning af Joy Division og hans forhold til de to eks-kolleger Bernard Sumner og Stephen Morris, i interviewet "Fuck de to andre" i GAFFAs artikelsektion. Og læs et stort essay af Martin Hall om "Unknown Pleasures" også i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA