x
Akron/Family: Loppen, København

Akron/Family, Loppen, København

Akron/Family: Loppen, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Man finder ikke mange bands der er som Akron/Family. Det er en af de ting der står lysende klart efter aftenenes koncert på Loppen. Forvarslerne havde måske været der, tag nu f.eks. bare bandets seneste album "Akron/Family II: The Cosmic Birth and Journery of Shinju TNT". Før udsendelsen af dette album lækkede bandet selv seks forskellige, hvad Akron/Family selv kalder " distorted fantasy noise bombed out"-udgaver af deres nye album. Del 4 og 5 blev i øvrigt gemt i zip-filer hos andre lækkede album med forskellige kunstnere som Bill Callahan, Death Cab for Cutie, Beastie Boys og The Strokes. Disse eksperimenter kan i øvrigt købes på albummet "<bmbz>", som udkom i juni.

Nuvel, det har jo som sådan ikke meget med koncerten på Loppen at gøre, men det siger måske alligevel lidt om den eksperimenterende tilgang Akron/Family har til musikken. Noget vi også får at føle straks fra koncertens start, hvor det der starter som instruktioner til lydmanden, snart tager af sted i et kaos af elektroniske virkemidler. Faktisk virker det til at bandet lige starter med at max-teste alle deres effektmaskiner. Hvis man havde håbet på at komme ud og nyde den mere folkede side af bandet, så er man altså gået forkert.

Selvom vi får små smagsprøver på vokalharmonierne aftenen igennem, så drejer vi næsten altid af ved den første og skæve vej og bevæger os ud på lange og meget mere eksperimenterende ruter. "River" fra den ellers ret tilgængelige "Set 'Em Wild, Set 'Em Free" plade ryger f.eks. ud i en række virkelig imponerende trommesoloer, og før vi ser os om er vi næsten 30 minutter inde i koncerten før tredje sang skal i gang,. Og bør man bemærke at jeg bruger begrebet sang i den absolut frieste fortolkning af ordet.

 

Man smiler lidt forvirret og tænker: hvad er det der sker?

Selvom man ikke kan tale om en egentlig frontsanger hos bandet, så fremstår bassist Miles Seaton som bandets frontfigur. Ikke nok med at hans bas bliver spillet så højt at det til tider kan være svært at høre guitar-figurer og anden-stemmer, så er han også ekstremt udadvendt. Først med rosende ord, da folk klapper med; "you're such a good band" lyder det fra scenen. Senere, da folk måske er lidt mere udkørte efter det hidsige sansebombardement fra scenen, får vi et "come on, you fucking pussies" smidt i hovedet. På et tidspunkt bliver vi også instrueret i en dans, som egentlig viser sig at have mere karakter af en art meditation eller måske ligefrem hypnose.

Aftenens højdepunkt består i den næsten 40 minutter lange jamsession hvor stemningen på de forreste rækker da også når nye højder. På scenen er der besøg af yderligere to trommeslagere som tager sig af et par traditionelle afrikanske trommer, og Niklas Antonsson fra vores egne Slaraffenland (som jo tidligere har turneret med Akron/Family) gæster også. På et tidspunkt synes stemningen ikke helt euforisk nok for bandet, men det rådes der bod på ved at tage en tur ned iblandt publikum.

Til sidst bliver der syret helt ud i et langt stykke som bedst kan beskrives som luftalarmer med afrikanske trommer hen over, imens Miles Seaton har begravet sin mikrofon langt inde i munden på sig selv, og derfra står og sender primallyde ud. Endelig toner musikken så langsomt ud, og så kunne man måske tro at det var ved at være slut, men minsandten om vi ikke bygger op igen og kaster os ud i endnu en gang støj.

Da den lange jamsession endelig rinder ud, er det som om der er konsensus om at nu må aftenen da vist være omme. Det er den ikke. Det er da også nærmest med mistro i øjnene hos flere at Akron/Family sætter i gang i endnu et nummer. Faktisk spiller de i næsten tre kvarter mere, og det er i virkeligheden alt for lang tid. Selvom der er noget over en forsanger, der efter næsten to timers kraftudladning stiller sig op og siger at bandet ikke er rejst flere tusinde kilometer for at spille i 35 minutter, og hvis man vil høre det sidste så skal man komme hen til scenen nu, så er faktum at publikum er halveret nu. Akron/Family ville ganske givet have haft større gennemslagskraft hvis de var stoppet efter den knytnæve den første times tid udgjorde. Til sidst bliver det for udmattende, og bandet begynder at gentage sig selv.

Til trods for at afslutningen bliver lidt flad og de fleste nærmest virker lettede da det endelig er slut, så har det været en virkelig stor oplevelse at se Akron/Family. Om det var galt eller genialt kan være svært at bedømme, men jeg kan roligt sige at jeg aldrig har oplevet noget lignende.       


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA