Høxbroe Umpff: Beat

Høxbroe Umpff
Beat

Høxbroe Umpff: Beat

GAFFA

CD / Lindhardt og Ringhof
Udgivelse D. 02.12.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er ikke tilfældigt, at 31-årige Høxbroe i en årrække var blandt bagmændene bag en lyrikklub ved navn Onkel Dannys Joint, eller at han tidligere i år blev tildelt Dan Turell Prisen. For værket er gennemsyret af inspiration fra den afdøde københavnerdigter. Således også på det aktuelle album, udarbejdet i samarbejde med produceren med aliaset Umpff. Pladen med den mildest talt forpligtende titel Beat ligger på mange måder i logisk forlængelse af Turell og produceren Halfdan Es to album Pas På Pengene (1993) og den posthume Glad I Åbningstiden (1996).

Høxbroes diktion og recitations-stil lægger sig tæt op ad forbilledets, men der er også et par ikke uvæsentlige forskelle. For det første benytter Umpff sig af et gennemgående mere organisk lydunivers end Halfdan E på de to nævnte plader – og det er klædeligt. Men for det andet ér Høxbroe altså bare ikke nogen Turell i lyrisk henseende – hvor gerne han end ville: "Alt ved dig er nyt for mig / den måde du fanger mine øjne der glider gennem rummet / smøgen mellem læberne", etc. Fremførelsen er unægtelig veloplagt. Men jeg vil til enhver tid foretrække originalen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA