x
The Raveonettes og The Foreign Resort: VoxHall, Aarhus

The Raveonettes og The Foreign Resort, VoxHall, Aarhus

The Raveonettes og The Foreign Resort: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er ved at være en tradition, at The Raveonettes tager på Danmarksturné i december. De gjorde det i 2007, i 2009 og i 2010, og nu også i år, selvom de oprindeligt skulle have besøgt deres gamle hjemland i september – men så blev Sune Wagner ramt af en diskosprolaps, og koncerterne måtte udskydes.

Nu er Wagner på benene igen, og The Raveonettes er i landet. Turnéen havde premiere torsdag på Godset i Kolding og var fredag fortsat til VoxHall i Aarhus, hvor en trekvart fyldt sal tog imod. The Raveonettes udgav i foråret deres femte fuldlængde-album, "Raven In The Grave", der hører til deres mest dystre og melankolske udgivelser. Første nummer var dog en gammel kending, nemlig "Beat City" fra debut-minialbummet "Whip It On" fra 2002. En hæsblæsende, støjende sag, som blev fremført i næsten mørke, kun afbrudt af skarpt stroboskoplys. I front stod The Raveonettes alias Sune Wagner på vokal og guitar og Sharin Foo på vokal og bas. I mørket kunne man skimte deres sekundanter, de to opretstående trommeslagere Adrian Aurelius (Mellemblond med flere) og Silas Tinglef (Howl Baby Howl med flere) på hver sit minimalistiske trommesæt uden stortromme, men med lilletromme, gulvtam, bækken og tamburin.

"Heart Of Stone", et af de få mørkere numre fra det ellers poppede 2009-album "In And Out Of Control" fulgte, denne gang med Silas Tinglef på guitar og stadig et massivt støjende udtryk. Noget, som fortsatte på "Noisy Summer" fra fuldlængde-debuten "Chain Gang Of Love" fra 2003, stadig med meget ringe sigtbarhed på scenen, og "Lust" fra 2007-albummet "Lust Lust Lust", denne gang i lavere tempo og med et programmeret breakbeat til at understøtte Adrian Aurelius' trommer.

The Raveonettes har en både lys og poppet og en mørk og støjende side, og ligesom månens faser vender de forskellige udtryk tilbage med regelmæssige mellemrum. Den lyse side viser de især på pladerne "Pretty In Black" (2005) og "In And Out Of Control" (2009), mens mørket dominerer på "Whip It On", "Chain Gang Of Love", "Lust Lust Lust" og "Raven In The Grave". Live plejer de dog at skrue lidt ned for lyset i både bogstavelig og overført betydning, og det var, som allerede antydet, også tilfældet på VoxHall, hvor Sune og Sharin primært havde fundet de mørke perler frem fra bagkataloget. Seks numre henne i sætlisten fik vi så omsider en smagsprøve fra det glimrende seneste album i form af "Evil Seeds" med masser af reverb på Sune Wagners guitar, der stod skarpt i lydbilledet trods det massive udtryk.

Det samme gjaldt den efterfølgende "Love In A Trash Can", et af The Raveonettes' største hits, som vakte stor begejstring hos publikum, og denne sang havde også fået tegnet mørke streger om øjnene i forhold til originaludgaven fra "Pretty In Black".

Akustisk intermezzo

Den eftertænksomme "Forget That You're Young" fra det seneste album fulgte, med Sharin Foo på stærk leadvokal og velfungerende, præ-indspillede synthpassager. Herefter gik Sune og Sharin i et par numre ned i tempo og blev markant mere afdæmpede, ja, Sharin Foo tog ligefrem fat i en akustisk guitar, mens Adrian Aurelius og Silas Tinglef forlod scenen. Det blev til en solid fremførelse af "Railroad Tracks", der tidligere kun har været udgivet som japansk bonusnummer på "Pretty In Black" og på 2005-ep'en "A Touch Of Black" og også er med på The Raveonettes' kommende opsamling med B-sider og sjældenheder. Sangen minder en del om Dylans "Knocking On Heaven's Door" – ja, der var endda publikummer, der begyndte at synge Onkel Bobs klassiker ind over Wagners melodi – men det er nu til at se gennem fingre med.

En halvakustisk, solid version af "Somewhere In Texas" fulgte, inden resten af bandet kom tilbage på scenen, og der blev skruet godt op for strømmen i den mildt sagt æggende "Attack Of The Ghost Riders", et af gruppens glansnumre. Herefter fortsatte The Raveonettes med en stribe skarptslebne støjrockere i form af "My Tornado", "Apparitions" og "Ingite", inden de satte tempoet lidt ned med "Blush" – hvis melodi minder påfaldende om Labans "Hvor Skal Vi Sove I Nat" – og den vuggende "My Time's Up". Endelig lukkede og slukkede de det ordinære sæt med den respektindgydende "Aly, Walk With Me", hvor der blev guitarstøjet uhæmmet over et præprogrammeret beat, så ikke en trommehinde var upåvirket.

Efter denne kraftpræstation var der naturligvis massive krav på ekstranumre, og sådanne to fik vi også i form af den let vemodige, men dog stadig medrivende "Recharge And Revolt", der åbner det nye album, og endelig et andet gedigent hit, "That Great Love Sound" tilbage fra 2003. Vanen tro sagde hverken Sune eller Sharin meget fra scenen, bortset fra et par korte tak, og man kan undre sig over, at de ikke spillede deres juleklassiker "The Christmas Song", nu hvor det er jul – der var da også flere, der råbte på den.

Ellers var der ikke meget at udsætte på aftenens bundsolide koncert, hvor også lydmanden Jon Schumann – kendt for produktioner for blandt andre Kent og Kashmir – fortjener at blive fremhævet for sit gedigne arbejde. Støjen klæder stadig The Raveonettes, måske fordi sangskrivningen og musikerskabet er på så højt et niveau. Se dem i december – så er julen reddet.

Opvarmning: The Foreign Resort ****

Inden The Raveonettes gik på scenen, fik vi en halv times opvarming med københavnske The Foreign Resort, der var udvalgt til at være support på The Raveonettes' decemberturné som en del af Royal Beers Tak Rock!-kampagne. Musikalsk befinder The Foreign Resort sig ikke langt fra The Raveonettes med deres energiske støjrock med masser af effekter på guitarerne og visse præprogrammerede elementer. Sanger Mikkel Borbjerg Jakobsen har dog en noget mere ekspressiv og fyldigere vokal end Sune Wagners og Sharin Foos tilbageholdte stemmer, men både vokalen og sangene kan bære det, og publkum var generelt positive. Absolut et lovende orkester, der allerede både har et album og en ep ude.

 

The Raveonettes er på Danmarksturné fra 1.-10. december. Køb billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA