x
Motörhead: Skråen, Aalborg

Motörhead, Skråen, Aalborg

Motörhead: Skråen, Aalborg

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Britiske Motörhead har for længst sikret sig legendestatus via deres skoledannende højoktansrock'n'roll og frontmand Lemmy Kilmisters ikoniske fremtoning og flair for at levere one-liners, der kan afvæbne enhver. Derfor var de 1300 billetter, der var sat til salg i forbindelse med aftenens koncert, også blevet revet væk. Det var et fortrinsvis testosteron- og øldrevet publikum, der udgjorde de 1300 publikummer, selvom man indimellem kunne skimte kvinder, de fleste hånd i hånd med den mand, der formodedes at have slæbt dem med til koncerten, og 14-årige ynglinge med sodavandsfyldte bægre i hånden.

Jo mindre, der siges om opvarmningen, der blevet leveret af norske Jorn, jo bedre. Så det springer vi let og elegant over.

Motörhead åbnede med en gammel kending, Bomber, og blev mødt af et velkomstbrøl fra publikum. Trommeslager Mikey Dee lagde fra start en fantastisk energi i sit trommespil, mens guitarist Phil Cambell og Lemmy indtog hver sin side af scenen. Motörhead har ry for at spille højt, og det var højt. Efter fire numre bad Lemmy de blandt publikum, der vil have, at bandet skulle spille højere, om at række begge hænder i vejret. Alle bortset fra GAFFAs udsendte tøvede ikke med at løfte begge poter i vejret, hvorefter lydstyrken steg fra højt til ulideligt højt.

Sætlistens primære vægt var på klassikere og materiale af ældre dato med fire undtagelser, I Know How To Die og Get Back In Line, fra Motörheads seneste album The Wörld Is Yours, Whorehouse Blues fra Inferno og One Night Stand fra Kiss Of Death. Med et så omfattende bagkatalog som Motörheads vil det altid være svært at behage alle. Jeg havde meget gerne hørt materiale fra bandets midthalvfemserperiode, hvor albums som Bastards, Sacrifice og Overnight Sensation står stærkt. Til gengæld blev det overraskende til hele to sange fra 1916 (fra 1991), Going To Brazil og The One To Sing The Blues, der inkluderede trommesolo.

Publikumsinddragelsen og sangintroduktioner blev holdt på et ret forudsigeligt niveau, som da Phil Cambell bad publikum om at larme så meget som muligt, da Motörhead gennem hele deres turné havde spurgt, hvor det mest støjende publikum fandtes.

Under hele bandets optræden havde jeg oplevelsen af at se en velsmurt, pålidelig og unedbrydelig rockmaskine i funktion. Det nærmest maskinelle gav sig også udslag i den måde, hvorpå hovedsættet efter en time og ti minutters spilletid blev afsluttet. "Det her er den sidste sang, men hvis I støjer og larmer, kommer vi tilbage!" Udtalte Lemmy.

Det første ekstranummer bød også på det første (og eneste) egentlige brud på den massive væg af forvrænget bas og guitar, da den akustiske Whorehouse Blues blev serveret. Herefter var det tid til aftenens mest ventede sang, Ace Of Spades, mens en anden Motörhead-klassiker, Overkill uigenkaldeligt satte punktummet for aftenen efter præcis halvanden time. Sættet kunne sagtens have været en halv time længere.

Med så mange år, turnéer og koncerter på bagen er Motörhead ikke overraskende et garvet og rutineret band, der efter min bedste overbevisning kunne fyre aftenens sæt af i søvne. Rutinen er dog også det, der gør, at min oplevelse af koncerten aldrig udmøntede sig i begejstring.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA