x
Dawda Jobarteh: Global, København N

Dawda Jobarteh, Global, København N

Dawda Jobarteh: Global, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var med stor spænding, at man mødte op på Nørrebros verdensmusikmekka fredag aften. Dawda Jobarteh har med sit fremragende debutalbum i den grad lagt verden for sine fødder. Dels kom pladen på hæderkronede Stern's i London, og dels gik det førende engelske verdensmusiktidsskrift Songlines helt amok og tildelte den gambianske koraspiller og sanger, som er bosat i København, intet mindre end prædikatet Top Of The World. Bedre start findes stort set ikke inden for verdensmusik, men det er også noget der forpligter.

Dawda Jobarteh har klassen, og det viste han også i glimt på Global. Det skal der ingen tvivl være om. Specielt i de stille sekvenser, når han oplader sin store røst – der minder en del om en Salif Keita – eller frækt lader sin virtuose kora køre gennem wahwah-pedal og diverse effekter, eller i de hurtige tempi, når han spiller op til bandets anden store solist, guitarist Preben Carlsen, er der virkeligt noget at komme efter. Men desværre var de kun i sekvenser. Det var som om bandet svingede for meget mellem koldt og varmt. Og de til lejligheden indkaldte korsangerinder kunne have sparet sig selv og deres dans, som bare ikke havde den høje standard, man kan forvente af folk, der har arbejdet med føromtalte Keita.

Dertil havde bandet valgt aftenen og det lavtloftede lokale til at have et filmhold til at dokumentere aftenens udskejelser. Det betød at lysmanden var sendt på ferie og forestillingen fik et statisk præg. Hvilket egentlig var synd, for i glimt viste især Jobarteh og Carlsen det høje niveau, som må bringe dem langt.

De øjeblikkes intensitet reddede koncerten og gav løfter. Men forpligter også, så vi får den store oplevelse næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA