x
She Wants Revenge: The Venue, Vancouver, Canada

She Wants Revenge, The Venue, Vancouver, Canada

She Wants Revenge: The Venue, Vancouver, Canada

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Da She Wants Revenge (SWR) udgav deres debutalbum, "She Wants Revenge", tilbage i 2006, var jeg sikker på, at Justin Warfield og Adam Bravin ville blive det næste stjerneskud på den alternative rockhimmel. Debutalbummet  fra duoen fra  Fernando Valley stod som en collage af 1980'ernes New Order og The Psychedelic Furs – blandet med 1990'ernes Pulp og Sonic Youth og mikset med et new wave-touch fra Bauhaus og The Sisters of Mercy. En musikalsk collage, der agerede baggrund til et tekstunivers, der ville få Ian Curtis (Joy Division) til at ligne en livsnydende optimist.

Albummet fik en okay modtagelse, debuterede som #3 på den amerikanske Electronic Chart, og det blev til opvarmningsjobs for Depeche Mode.  Året efter udkom duoens andet album, "This is Forever". Igen var modtagelsen okay, uden at være strålende, og She Wants Revenge gled langsomt ud i glemslen som et band, der var for alternativt til at blive mainstream – og  for mainstream til at være avantgarde.

Fredag aften stod Warfield og Bravin på scenen i Vancouver som et led i den koncertrække, der skal promovere deres seneste udgivelse, "Valleyheart" (2011), et album der har været fire år undervejs. Et album, hvor det musikalske univers er sprunget fra det minimalistiske til det producerede og teksterne fra det dystre til at berette om livet i San Fernando Valley, på kanten af Hollywood, hvor begge aftenens hovedpersoner har levet hele deres liv. Adam Bravin udtalte tidligere i år til Notes From the Pit, at det nye album skulle ses som et kærestebrev til det sted, hvor gruppen er fra.

 

Bryllup eller begravelse?

Aftenens koncert åbner med "Written in Blood", åbningsnummeret fra "This is Forever" (2007). "On the way to the wedding, dressed in black", synger Justin Warfield, mens han banker løs på sin Fender Jaguar. Bandet har tydelig vis stadig en kerne af dedikerede fans, alle klædt i sort – om det var bryllup eller begravelse, de var stillet op til, måtte jo vise sig, som aftenen skred frem. Bandet glider over i "Up In Flames" fra dette års album. Et track, der tekstmæssigt står som albummets omdrejningspunkt.

Selvom Warfield har parkeret teksterne om sortklædte, dominerende kvinder, sker der åbenbart stadig dystre ting i San Fernando Valley: "We should be careful because the canyons scream as the valley sleeps at night/then the fear takes hold, as the Santa Ana winds blow cold/cause if the city's goin' up in flames then we oughta go down, down, down together" – det virker som et noget bittert kærestebrev. "Reasons", "Take the World" og "Little Stars" fra dette års udgivelse følger efter.

Produktionen på "Valleyheart" er større og mere poleret end på bandets to første album. Alligevel leveres de nye numre live i samme minimalistiske univers som de ældre. Dette giver selvfølgelig aftenens koncert en helhed i leveringen, men undrer også lidt, når nu det har været så vigtigt for SWR at skifte stil – både i produktion, tekstunivers og ikke mindst cover art på dette års udspil.

 

Vanskeligt at danse til

"This is the End" og "Pretend the World Has Ended", begge fra "This is Forever"-udgivelsen (2007) indleder en stærk afslutning på aftenens koncert. Efterfølgende er vi tilbage i kælderen omkring debuten "She Wants Revenge" fra 2006. "These Things" leveres i en alternativ version, hvor Justin Warfields stemme kun er akkompagneret af et kirkeorgel. Undertonerne af S/M driver ned ad væggene, og man kan lede tankerne hen på nummerets musikvideo med Shirley Manson i hovedrollen. Under "Out of Control" drøner trommemaskinen derudad som på orginalversionen fra 2006. "Tear You Apart" bliver aftenens sidste nummer, et nummer, som Joaquin Phoenix i sin tid lavede musikvideo til.

SWR er tidligere blevet stemplet som en billig Interpol-kopi. Jeg synes ikke helt, det er på sin plads. SWR opererede, på deres to første udgivelser, i et noget mere dystert og minimalistisk univers, end Interpol nogensinde har gjort. Justin Warfield udtalte til Spin Magazine, marts 2010, at SWR mere skulle anskues som et rockband, man kunne danse til, da meget af bandets inspiration lå tilbage hos Londons 1980'er-elektroniske scene.

Aftenens koncert var dog vanskelig at danse til, det musikalske udtryk var langt mere punk end elektronisk. Den kurs, duoen satte ud, med de to første udgivelser, har måttet vige for et album, der synes at svæve uden noget anker – specielt når man vælger at fremføre numrene fra det nye album live, som var de en del af bandets tidligere repertoire. Jeg vil dog stadig mene, at SWR's debut fra 2006 er en af de mest oversete udgivelser inden for alternativ rock. Aftenens koncert var en oplevelse – selvom bandet fra San Fernando Valley synes at være faret lidt vild.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA