x
J. Cole: Store Vega, København

J. Cole, Store Vega, København

J. Cole: Store Vega, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

"Tror han, at han er blevet Kanye West, Hvorfor går han ikke bare på?" vrisser en stemme bag mig. Der er opstået ventetid i Store Vega efter opvarmningen hvor DJ Dummy, J. Coles turné-DJ, på ekstremt medrivende facon trak os igennem en perlerække af club-rap-baskere. Nu lader stjernen vente på sig. Og måske har den vrissende fyr ret, for til direktørtid entrerer den blot 26-årige rapper fra den lille flække Fayetteville i North Carolina scenen til tonerne af "Looking For Trouble" af netop Kanye West.       

 

Han er ikke bedre end Jay-Z, men han er tæt på

J. Coles ankomst lyder at være til især den kvindelige del af publikums udelte begejstring. Der høres hvin i hele salen, og iPhones i massevis bliver rakt i vejret, så seancen kan vises til veninderne derhjemme. Det er fuldt forståeligt, han er en høj flot fyr med et lidt drenget udseende. Men specielt når han rapper live, har han en overraskende stærk og dyb vokal.

Desuden har han et talent for både at fortælle rørende historier i sine numre og samtidig levere smarte one-liners og ordspil. Et talent ikke ulig det man kender hos Jay-Z, manden, der har signet J. Cole til sit pladeselskab. Fra scenen rapper J. Cole "I would never say I'm better than Hov, but I'm the closest one" og det får publikum, der har læst på lektien, til at svare med det diamantformede "the Roc" håndtegn. Der bliver sunget og rappet med fra start til slut, og det er ikke kun debutalbummet "Cole World: The Side Line Story" folk kender. Det er en koncert for de indviede, og dem er der kommet mange af siden han spillede en fantastisk koncert i Lille Vega i januar - især piger.

 

Damernes mand

Ifølge legenden skulle 2pac have forklaret Biggie, da de var i live og på god fod, at det handler om at lave musik til damerne, så skal fyrene nok købe det, og det lever J. Cole til fulde op til. "Work Out" fra det nye album låner et cheesy omkvæd fra Paula Abdul, men det forhindrer ikke fyrene i at skråle "Straight up, now tell me do you really wanna love me forever?" af deres lungers fulde kraft.   

J. Cole kører sit show stramt og hurtigt. Der er ingen døde øjeblikke på scenen, og det hele er timet og tilrettelagt. En del af kreditten må dog også gå til hans backing-band. De to keyboard-spillere lægger ekstra bund på numrene og spiller store dele af produktionerne live, og DJ Dummy afvikler musikken i symbiose med rapperen, selvom han er i baggrunden, ligesom vi har oplevet det, når han har været i landet som DJ for Common.

 

Hjerteskærende men nedbarberet

Når det fungerer allerbedst er det en fryd at se showmanden i aktion. Efter et par uptempo numre og en atypisk løs fremførelse af det topcharmerende, men papirstynde gæstevers fra Beyonces "Party", med ligefremme guldkorn som "Abu Dhabi, we like to party" skifter musikken og lyset på et splitsekund til en dyster, melankolsk stemning. J. Cole fremfører "Daddy's Little Girl" og "Lost Ones", en hudløst ærlig, hjerteskærende sang om abort, så selv de mest festglade får blanke øjne.      

Det har dog også sin pris at være så show-orienteret. Da han selv stiller sig bag keyboardet og spiller mens han rapper "Lights Please" er det teknisk veludført, men sekvensen går så hurtigt, at det ikke får lov at synke ind, før vi skal videre i teksten.  Mange af sangene - han spiller cirka 20 - er barberet ned til et enkelt vers og omkvæd. Et nummer som "Who Dat", som man, med dets pumpende energi, næsten kunne bygge hele showet op omkring, er i dagens anledning begrænset til underlægningsmusik, da vi skal finde ud af hvilken side af salen larmer mest (højre side vandt).

 

Fra Lille Vega til Store Vega og fra kronprins til konge

Da vi efter lidt over time klapper J. Cole af scenen, går der ikke mange øjeblikke før han er tilbage for at spille sine ekstranumre. "Farewell", der er dedikeret til minderne fra hjembyen i North Carolina, bliver den oplagte gå-hjem-sang. Nummeret får et ekstra lag, i og med, det også bliver et farvel til den person, J. Cole var; rappens kronprins, et råt talent og en af de allerbedste, der aldrig havde lavet et album. Det var ham vi mødte i Lille Vega tidligere på året, og som blæste alle væk ved at levere et show fyldt med mere passion og spilleglæde end de store artister kan mønstre.

Nu har han så leveret succesen i form af et storsælgende og anmelderrost album. I stedet for blot at varme op for rappere, som han rim for rim er langt bedre end, står han selv som kongen øverst på plakaten og alene i spotlightet foran et langt større publikum i Vegas store sal. Her synes jeg godt, man kan mærke, at han allerede tager den på rutinen og lirer materialet af, og den råhed selv hans kærlighedssange indeholdt er forvandlet til blankpoleret tyggegummi-pop med Paula Abdul-omkvæd. Det ville være udmærket af så mange andre, men det er ikke en ny konge af hiphop værdigt. Hitparade-stilen med 20 numre på rekordtid passede ham dårligt, og selvom han er dygtig er han altså hverken Jay eller Kanye - endnu. Spørgsmålet er vel egentlig, om han ikke var bedre tjent med at være kronprins lidt længere?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA