x
Big Bang: Pumpehuset

Big Bang, Pumpehuset

Big Bang: Pumpehuset

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

I køen foran Pumpehuset forklarer en nordmand mig, at Big Bang erNorges bedste liveband. Da vi er kommet indenfor, beslutter jeg mig for at tro på ham, for det lyder som om, at en tredjedel af de 400 fremmødte tilskuere er landsmænd, der er enige i påstanden. Albummet Radio Radio TV Sleep fra 2003 er stadig det bedst sælgende livealbum i Norge nogensinde, og sådan nogle udmærkelser har det med at gøre bands til nationale klenodier. I hjemlandet spiller BigBang for tusindvis af tilskuere, så i aften er et herligt særtilfælde af onsdagshygge, hvor man kan nyde musik i verdensklasse i et rum på størrelse med et klasselokale. 

Overlegen levering

Opbakningen er tydelig fra start, og bandet åbner koncerten med en instrumental intro, som sætter en forventningsfuld stemning i omløb. På den bluesrockede Cigarettes fra pladen Epic Scrap Metal slipper forsanger Øystein Greni for alvor djævlen løs. Energien i rummet skrues op på 11 i det insisterende omkvæd, som får lov at køre i ring indtil hele rummet rungende overtager melodien: "Na-na, na-na-na-naaaa-na!" Ved nummerets afslutning overdøver publikums klapsalver fuldstændig de ringende bækkener. Publikum i Pumpehuset er spillet varme – og vi får knap lov at trække vejret, før introen til den sejlende 70'er-throw-back Saturn Freeway antænder en gruppe hylende piger lige foran scenen.

Trioen har siden 1995 udgivet 11 album og turneret i den nuværende konstellation siden 1999. Rutinen lyser ud af bandet, som på trods af vrælende guitarsoloer og en passende mængde indie-headbanging fremstår helt rolige. Det er den slags ro, der uafhængigt af sangenes tempo placerer sig som en aflukke omkring tilskuerne, der for en stund kan lade resten af verden ligge "derude" og bare høre musik. Det giver en uprætentiøst stemning og samtidig en overlegen levering.

Blues kan også spilles på skandinavisk

Bassist Nikolai Eilertsen er gruppens fort. Han ligger tungt på hele bundregistret og giver flere af numrene en percussiv styring, som både Greni og trommeslager Olaf Olsen legende boltrer sig omkring. Har man set Tim Christensen turnere med Honeyburst-pladen for nogle år siden, har man helt sikkert lagt mærke til Olsen i aktion. Hans stil er karakteristisk, fordi han spiller sine fills på en helt speciel måde, hvor han kan glide gnidningsfrit mellem tamtammerne i et imponerende underdelingstempo, som nærmest trækker hele beatet fremad som en flok glubske slædehunde der bare skal hen til et-slaget NU. Alligevel flytter tempoet sig ikke ud af stedet, og det er i høj grad Eilertsens skyld. Sådan en sammentømrethed er rigtig meget værd. Det eneste man kan klandre gruppens performance for er, at rutinen nogle gange kan virke som en siddepude, der gør koncerten rigtig voksen og gør rock'n'roll-attituden til noget, de 30 til 40-årige mindes med nostalgi frem for energi.

Nordisk melankoli

Den folkede Wild Bird introduceres og står hen mod slutningen af koncerten som et perfekt eksempel på det, som BigBang gør så godt: Den adopterede bluesharmonik sættes ind i en nordisk musiktradition, som dyrker melankoli på en anden måde end amerikanerne. Her lever lig fra den nordeuropæiske folkemusiske tradition stadig, og Grenis sangskrivning lyder ofte som noget, der kunne være skrevet som en salme, men blev tyvstjålet af en gruppe teenagere, som skiftede fromheden ud med guitardistortion og blå toner. Det behøver ikke være så komplekst eller nyskabende, når folk bare spiller pissegodt på deres instrumenter og mener det, de spiller. Om BigBang er Norges bedste liveband, må forblive en intern diskussion, men de har uden tvivl et eksemplarisk bagkatalog, som rigtig får lov at skinne, når bluesrocken fortolkes på disse breddegrader. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA