x
Thrashfest Classics: Voxhall, Århus

Thrashfest Classics, Voxhall, Århus

Thrashfest Classics: Voxhall, Århus

Anmeldt af Steen Knudsen | GAFFA

Onsdag aften bød på triolriffs og dundrende dobbelte stortrommer, da Thrashfest Classics drønede ind i Århus' spillested Voxhall.

Netop Voxhall lagde også sidste år rammerne for Thrashfest, der i denne ombæring har fået tilnavnet "Classics" for at understrege, at især de tre sidste bands kun ville opføre materiale fra deres klassiske albums. En ide, der tydeligvis tiltalte en del, for spillestedet blev godt fyldt op sådan en ganske almindelig hverdag i den dyre december måned.

Mortal Sin

Da jeg selv ankom lidt i halv syv, hørte jeg overraskende høj musik inde fra salen. Det viste sig nemlig, at australske Mortal Sin gik på kl. 18.15, og ikke 18.30, som Voxhalls hjemmeside proklamerede så sent som i mandags.

Oven i hatten havde personalet besluttet sig for at udeblive fra rummet hvor man tjekkes ind på gæstelisten, og i stedet sætte én gut til at betjene gæsteliste og garderobe til en milliard mennesker. Resultatet var, at jeg nåede at se to numre med Mortal Sin, et af de bands jeg havde glædet mig mest til. Tusind tak Vohall!!! Det er sgu sjældent I fucker op, men denne gang gik det som smurt.

(Ingen bedømmelse)

Heathen ****

Nu var aftenens musikalske indslag heldigvis skabt til udledning af kropslige aggressioner, så de tidlige frustrationer forsvandt som dug for solen, da et overraskende velspillende Heathen indtog scenen. For første gang i Danmark, og det var amerikanerne rigtig glade for. Det udmøntede sig desværre ikke i et voldsomt agilt band. Faktisk stod medlemmerne stille som saltstøtter de første par numre, og overlod det til sanger David White at styre løjerne.

Det er ikke voldsomt medrivende at se på, men til gengæld gav Heathen den gas på den musikalske front, og mit første møde med bandet var overordnet set et rigtigt behageligt et. Efterhånden løsnede de andre bandmedlemmer nemlig også op, og den sidste tredjedel af koncerten var Heathen en fryd både for øjet og øret.

Bandet var ikke underlagt restriktionerne om kun at spille materiale fra deres 80'er plader, men med sammenlagt tre album i bagagen (ok fire, men det tredje i rækken tæller ikke rigtigt…) var det begrænset, hvor mange ekskursioner de kunne tillade sig.

Derfor kunne en mindre, men meget dedikeret skare oppe foran glæde sig højlydt over udvalgte hits fra Bay Area-thrashernes bagkatalog.

Næste gang må Heathen gerne varme op inden de går på scenen, og så ville et kvarters spilletid mere heller ikke gøre noget. Næste gang….

 

Destruction *****

Der var til gengæld ingen slinger i valsen, da tyske Destruction indtog scenen. Med "Total Disaster" smadrede trioen gennem lydmuren med dominans og overbevisning som kun et headlinerband kan have.

Sanger og bassist Schmier var i voldsomt hopla og raspede, brølede og sang sig gennem numrene, som fandtes der ikke en morgendag. Den kæmpestore og voldsomt tatoverede frontmand må efterhånden være tæt på de 50. Alligevel blev der headbanget og poseret til den store guldmedalje, og jeg har sgu set Destruction et par gange efterhånden. Alligevel synes bandet blot at blive bedre. Selv de gennemtrængende skrig kunne frontmanden levere med lige så meget saft og kraft som for 25 år siden.

Dertil Schmiers modstykke i form af den lille guitarist Mike, der ud over at have verdensrekorden for de tyndeste arme ofte ligner en gut, der ikke helt er sikker på, hvilken planet han befinder sig på. Det betyder dog intet, når det musikalske niveau er så tordnende højt. Det er nemt at overse den lille virtuos, og ikke blot på grund af hans størrelse. Men når alt kommer til alt, er Mike en af de bedste guitarister i metal. Basta!

Med tre album at vælge imellem var sangudvalget åbenlyst. Men Destruction kunne også bære kun at spille sange fra deres 80'er plader. Det kunne de fordi de i dag ikke er voldsomt langt væk fra den stil de udviklede dengang, og fordi de bærende medlemmer er i bandet.

Derfor var det en voldsomt underholdende koncert, hvor man kunne labbe den aggressive thrash til sig med en god følelse i maven. En følelse af legitimitet om man vil. Men mere derom lige om lidt.

 

Exodus ***

Efter en noget lang ombygningspause gik Exodus så på. Ligesom Destruction før dem, og Sepultura efter, skulle de amerikanske metalhoveder underholde publikum med udvalgte skæringer fra deres første albums.

Her opstod aftenens første og eneste reelle problem. Fordi bandets sanger Rob Dukes skulle udelukkende synge materiale fra dengang han ikke var med i bandet. Mange bryder sig ikke om Dukes, men jeg holder på, at han gør det godt på bandets nye plader. Ikke mindst fordi bandet i dag skriver musik der er anderledes aggressivt end for 20 år siden. Musik der passer til Dukes' vokal.

Men når materialet denne aften var skrevet op til 20 år før Dukes overhovedet blev en del af bandet, skulle sangeren lige pludselig stå på egne ben og forsøge at gøre sangene til hans egne uden at ødelægge dem. Det lykkedes ikke. På numre som "Fabulous Disaster" og "Toxic Waltz" kunne man høre, at sangeren prøvede at efterligne Steve Zetros vokal lige lovligt meget, mens andre numre blev for hard core-agtige. For Dukes er i bund og grund en hard core-sanger, der har lært at synge thrash.

Bandets musikalske formåen var der absolut intet i vejen med, og der blev drønet rundt og spillet guitar lige som det skal være. Selv Lee Altus, der ellers ikke var meget for at bevæge sig, da han spillede med Heathen, var nu i fuldt vigør og fik endda svinget lidt med håret fra tid til anden. Lige meget nyttede det dog. For illusionen kunne ikke fuldendes. Dette var en aften, der skulle hylde de gamle dage, men når det nye medlem lyder virkeligt meget som nutiden, bliver resultatet akavet, malplaceret og i bund og grund faktisk en lille smule kedeligt.

 

Sepultura ***

Der var ingen tvivl om, hvem publikum havde ventet på. Pludselig virkede Voxhall faktisk ganske fyldt, og der var en ægte følelse af forløsning blandt mange publikummer, da Sepultura gik på med tydelig entusiasme og energi.

Inden koncerten sagde en kammerat til mig "Jeg glæder mig. Det bli'r ligesom at se Sepultura Jam der kun spiller fede numre". En kommentar til smilebåndene, men det skulle vise sig ikke at være helt usandt.

Der er sandt nok løbet noget vand under broen siden jeg som forskræmt knægt klyngede mig til en bølgebryder til Roskilde Festival i 1994, mens 40.000 mennesker gik fuldstændigt amok til et Sepultura på deres karrieres højdepunkt. Dette skulle blive mit første gensyn med bandet, og mon ikke også det bliver det sidste.

For som med Exodus, kunne denne version af Sepultura ikke lokke magien frem i de gamle numre. Ligegyldigt hvor meget de forsøgte, og hvor meget de end selv troede på det. Skidt med, at Paolo i stigende grad ligner min bankrådgiver, og at de har fået en 20-årig knægt som trommeslager. Musikalsk set var Sepultura nemlig uhyggeligt gode! Alting sad lige i skabet, og den nye trommeslager tæskede løs med en præcision, der ikke burde være mulig.

Men kæden knækkede som altid ved sit svageste led. For Derrick Green er ikke den rigtige sanger for Sepultura. Jeg har aldrig fattet hvad de ville med hans monotone og gutturale raspen, der ikke ejer for to gram variation. Fint, han fungerer vel ok til de nye plader, fordi de er tilsvarende lige så elendige som hans vokal. På den måde passer produktet sammen.

Men Green kunne ikke føje den fornødne magi til disse gamle numre. Han forsøgte, og han gav den alt han kunne, men det var slet, slet ikke nok. Nogle gange kom gåsehuden langsomt snigende, og man troede, at nu var den ved at være der. Men nej, illusionen blev hurtigt brudt. For det var en illusion. Et band der spillede numre, der for størstendels blev skrevet af en ikonisk frontmand der ikke er med længere er også en svær opgave. Gad vide hvordan bandet selv havde det med det inderst inde?

Forstå mig ret. Personligt har jeg altid ment Dio var en bedre sanger for Black Sabbath end Ozzy. Men ville jeg have nydt en koncert hvor Dio udelukkende sang Ozzy-æra-materiale?? 

Sepultura havde et par tricks i ærmet, som at lade medlemmerne fra de andre bands komme op og spille perkussion på "Kiowas", men hvorfor fanden de skulle spille "We Who Are Not As Others" er hindsides min forståelse. Det er sgu et afsindigt kedeligt nummer.

Bedst var det, når sange fra "Beneath The Remains" og "Arise" blev luftet. Med masser af smæk på kunne Green næsten overbevise, men også kun næsten.

Overordnet set skulle det vise sig, at det var aftenens opvarmningsbands, der var de stærkeste. Problemet med at sælge en pakke som Thrashfest Classic til fans er, at man som fan også forventer, at de enkelte bands kan bære at lave en koncert kun fokuseret på gammelt materiale. Derfor ville bands som Testament, Kreator og Forbidden også være bedre bud på at lave denne slags krumspring, fordi de i det mindste har de bærende dele af originalbesætningen tilbage.

Havde Exodus og Sepultura leveret en vanlig koncert, med både gammelt og nyt, ville forventningen til en genoplivning af gamle dyder heller ikke have eksisteret.

Overordnet set en aften med et afsindigt højt musikalsk niveau, men også en aften hvor de store kom til kort over for de små.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA