x
Marco Mendoza: Beta, København

Marco Mendoza, Beta, København

Marco Mendoza: Beta, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

På en regnvåd onsdag i december besøger en af verdens fremmeste rockbassister det bittelille men tophyggelige Beta - nabo til Amager Bio.

Marco Mendoza kommer lige fra en USA-turné med Thin Lizzy, der varmede op for Judas Priest. Turen sluttede få dage tidligere i Miami, og nu fryser han på Amager. "Derovre gik jeg rundt i T-shirt og shorts og sandaler - not to rub it in…" Han griner som Mozart i filmen "Amadeus". Snakker meget. Måske lidt for meget. Men humøret er højt, og han cracker jokes om sig selv og sit liv som musiker og familieoverhoved.

Groovy shit
Den 48-årige bassist fortæller, at han lige om lidt bliver oldefar, og man undres og imponeres. "Læg ikke tallene sammen," siger han og insisterer på, at de tre yngste generationer af hans familie alle er blevet gift og har fået børn som 16-årige.

"Hey Baby" er groovy shit fra Mendozas tid med Ted Nugent - "the biggest legend I ever played with" (gad vide hvad David Coverdale siger til det?), og vi indser, at i aften har Mendoza forberedt en rockfest af den mest intime slags. Beta har plads til 150, men der er knap fyldt op.

Et par gange får vi smagsprøver på Mendozas funky mundpercussion og scatsang med bassen, men i det store hele er fokus på iørefaldende poprock - med streg under rock - som passer de fremmødte og kalder smilene frem.

Dygtigt dansk
Mendoza står i front for et dygtigt dansk orkester, han har samlet til lejligheden. Koncerten er en one-off med den besætning, og undervejs er han da også meget opmærksom på at styre bandet igennem det repertoire, som de kun har øvet ganske lidt. Bagefter kan en forpustet guitarist Søren Andersen fortælle, at det er hårdt - men sjovt - arbejde at følge den hyperaktive Mendoza.

"Lettin' Go" indeholder en indfølt guitarsolo fra Anders Bo Jespersen - den første af flere. Søren Andersen sender inspireret guitararbejde ud over os fra den modsatte side af scenen, og de hygger sig med at dele soloerne imellem sig.

Noget i Mendozas vokal kunne sine steder give en god Prince-kopi. Han er en habil sanger, men han er en skræmmende ferm bassist. Han har lagt spændstige grundtoner for bl.a. Thin Lizzy, Whitesnake, Blue Murder, Ted Nugent, Neal Schon og Soul SirkUS. Herhjemme er han også kendt for sit arbejde i Straitjacket sammen med Michael Ruff.

Koncerten trækker mest på numre fra hans første soloalbum "Live For Tomorrow" (markeret med * i sætlisten til venstre) men levner også plads til "Catch Me If You Can" fra Søren Andersens medrivende soloalbum "Constant Replay".

Tidlig exit
"Still In Me" er en soulet rockballade, som Morten Hellborn på trommerne og Mendoza lægger en solid, tung bund i. "Look Out For The Boys" starter på et loop og vokser til ægte powerrock, som de danske drenge forstår at skubbe helt ud over den lave scenekant.

Bagefter kaster Mendoza skødesløst sin bas til en fan i forreste række og forsvinder hurtigt ud bagved. Bandet ser måbende efter ham; uforberedte på, at det var her, de skulle ud og vente på publikums krav om ekstranummer. Sætlisten er heller ikke enig, og snart er Mendoza tilbage lidt undskyldende, og koncerten fortsætter en halv times tid endnu.

Stemningen bliver kun bedre. Mendoza er en garvet indpisker af det lille, men veloplagte onsdags-publikum. Fællessangen fungerer, og Mendoza forlader mikrofonen for at synge salen op helt akustisk.

Aftenen lukker med en stormversion af Stevie Wonders "Higher Ground". Mendoza groover som ind i H…, og han kunne nemt have lagt en meget større sal ned. "Det her er hvad musik handler om. Det er ikke kvantitet, men kvalitet. Go tell your friends!" Det være hermed gjort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA