x
White Lies m. The Duke Spirit: Horsens Ny Teater

White Lies m. The Duke Spirit, Horsens Ny Teater

White Lies m. The Duke Spirit: Horsens Ny Teater

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

The Duke Spirit - Smækkert poleret garagerock
Man kunne næppe have valgt et mere passende opvarmningsband til White Lies end landsmændene og London-bysbørnene i The Duke Spirit. De deler en mørk toneklang, men komplementerer i forsangerinde Liela Moss' vokal, og deres tunge, men polerede garagerocklyd, de efterhånden mere synth-orienterede White Lies rigtig godt. Og selv om The Duke Spirit, til denne anmelders overraskelse, gik på allerede en halv time efter dørene var åbnet, fik Moss som en anden sirene hurtigt trukket publikum ind fra de tilstødende lokaler.

Moss' roterende hofter og selvsikre tamburin-kontrol fangede sikkert især det mandlige publikums opmærksomhed og koblet med to flanker af solid guitarlyd fra Toby Ford og Luke Butler gav det en solid tilstedeværelse på scenen. Kombineret med et bagkatalog fra tre gode album, ikke mindst den spritnye og meget anbefalelsesværdige "Bruiser", kunne bandet levere en halv times solid stemningssætter med nye numre som "Cherrytree", "Don't Wait" og den fremragende "The Step and the Walk" fra bandets forrige plade, der skød hele ballet i gang.

En overbevisende livedebut på dansk grund, og der er, 7-9-13, snarligt gensyn med The Duke Spirit her i landet.

White Lies: "There's no place like home" - På hjemmebanen væk fra hjemmet

Det er langt fra første gang, at White Lies er på dansk grund, og når man oplevede, hvordan de i den grad er på bølgelængde med deres danske publikum i den varme og stopfyldte sal i Horsens, er det svært ikke at mindes Suede i deres slut-90'er-dage, hvor White Lies også i den grad har en særlig føling med danskerne, og ditto den anden vej. De kan sælge mismod og misantropi, så danskerne over en kam labber det i sig.

Hvordan kan man ellers forklare, at et band kan få en hel sal til at gynge og skråle med på Ældresagen-omkvædet "let's grow old together, and die at the same time," eller at det virker helt naturligt, at en forsanger takker af ved at dedikere en sang ved navn "Death" til sit publikum. Når man tænker over det, virker det lidt morbidt, men det virker.

Smil og selvsikkerhed

Og det gør det for White Lies. Frontmand Harry McVeigh er ikke ligefrem karisma på to ben, men han er helt enormt sympatisk, og når man har fulgt White Lies siden deres debut i Lille Vega for små to år siden, er det helt tydeligt, hvor meget han er vokset som frontmand. På scenen i Horsens er han smilende og selvsikker og har konstant god kontakt til publikum, der reagerer prompte, når han høfligt gestikulerer efter klap eller brøl.

Faktisk er det lige før det ind imellem kammer lidt over. White Lies musik er jo en dyster størrelse, og selvom det er fedt med en entusiastisk og glad frontmand, kunne man, hvis man er lidt kritisk, godt ønske, at Harry koncentrerede sig lidt mere om musikken og stirrede lidt indad og gav den lidt mere som introvert mørkemand.

Så det synther

Harry McVeighs position i front understreger nemlig, at White Lies næsten ikke (længere?) er et guitarband. Langt de fleste numre drives sikkert frem ad rytme- og bandstammen Charles Cave og Jack Lawrence-Brown på henholdsvis bas og trommer, fint suppleret af baggrundsmedlemmet Tommy Bowen på keys, imens guitarerne hen over koncerten ryger noget i baggrunden, på trods af to guitarister på scenen, og at McVeigh ofte har sit instrument slynget ubrugt over skulderen.

Derfor blev det også ekstra godt, da Harry McVeigh tog guitaren med helt ud til kanten på et af koncertens højdepunkter, en perfekt leveret udgave af "Peace & Quiet", og fyrede en flot solo af.

Stensikker levering

Det skal for øvrigt slet ikke lyde surt, og som om koncerten var skæmmet på nogen måde, for det var den slet ikke. Rammerne var perfekt størrelse til White Lies, god størrelse, men stadig med en grad af intimitet, og lyden sad lige i skabet, både lydstyrke og afstemning af de enkelte instrumenter i forhold til hinanden. Publikum var både medlevende og entusiastiske, ja altså lige med undtagelse af en af mine sidemænd, der et par numre inde i koncerten ytrede den moderne klassiker af en sætning; "skal vi ikke hellere tage på Crazy Daisy", og jo, det skulle hun nok.

Resten af publikummet blev forkælet med en koncert, der ikke på noget tidspunkt under de 17 numre tabte tempo eller momentum. For selvom det stadig er numrene fra debutalbummet, der sætter mest gang i folk, og virkelig fik gulvbrædderne til at gynge under numre som "To Lose My Life", der blev flot leveret med vokalhjælp fra Charles Cave, og "Unfinished Business", så gik koncerten ikke ned i intensitet i et, på papiret måske, svagere, og mindre hit-præget stykke som førnævnte "Peace & Quiet", "Come Down" og den rockede "Taxidermy", der er skammeligt gemt væk som b-side på "To Lose My Life"-singlen.

Andre højdepunkter talte den forstemte "The Price of Love" der blev skarpt fulgt af den dansevenlige publikumsfavorit "Farewell to the Fairground" og "Holy Ghost", der fungerer endnu bedre live end på plade, på en aften hvor julehyggen tog en mørk, men festlig drejning i Horsens, og sorg og fællesang gik op i en fin enhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA