x
Deep Purple with orchestra : Forum Horsens

Deep Purple with orchestra , Forum Horsens

Deep Purple with orchestra : Forum Horsens

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Opvarmning: Kiss Me Scarlett ***

Seks mand høj, inklusive tre guitarister, står danske Kiss Me Scarlet klokken otte klar til at varme publikum op med deres på éen gang hårdtslående og iørefaldende, melodiske rockmusik. De unge herrer er på stikkerne og tydeligvis benovede over tjansen, men kæmper alt andet lige med et materiale, som langtfra sætter nye standarder for noget som helst. Teksterne er ikke just litterære landvindinger; de handler, som bandnavnet, om kys og deslige. Ingen af melodierne er mere uforglemmelige end at de allerede har fortonet sig hos denne anmelder, her blot nogle timer efter koncerten.

Og så kunne man – og undskyld hvis jeg er ubehagelig – måske også godt savne en lidt mere karismatisk, patineret forsanger. Lidt mere kant, du ved. Til gengæld er samspillet i bandet bundsolidt, og navnlig parløbet mellem den ene rytmeguitarist (ham med et udtalt Oasis-kompleks, red.) og den dynamiske, denimklædte leadguitarists gennemgående melodistemmer fungerer fornemt. Habilt er helhedsindtrykket – men også hurtigt glemt. Og det selvom forsangeren får nævnt bandets navn mindst fem gange i løbet af den godt tredive minutter lange seance.

Deep Purple med Neue Philharmonie Frankfurt

At kombinationen af Deep Purples hårde, bluesbaserede rock og et klassisk symfoniorkester rent faktisk fungerer, er bevist for længst. Ikke blot med den for sin samtid skelsættende "Concerto for Group & Orchestra" fra '69, men også siden med genopførelsen tredive år senere, foreviget på dvd'en "In Concert with the London Symphony Orchestra" fra 2000. Og fungerer, det gør det for så vidt også i aften i Horsens, hvor bandet sætter punktum for deres turné under den lidet ydmyge overskrift "A Night With Deep Purple & the Songs That Built Rock" i selskab med Neue Philharmonie Frankfurt.

I aften er det dog lidt mere uklart, hvad symfoniorkesterets egentlige funktion er, og vi skal langt ind i sættet, før de for alvor bidrager til at løfte helhedsindtrykket. Megen af tiden lurepasser de, mens de fem gubber folder sig gnistrende ud forrest på scenen, og i andre sekvenser er det symfoniske islæt simpelthen overflødigt fyld. Men der er også undtagelser. Den latente, orientalske kolorit i "Rapture of the Deep" løftes af strygerne, og når orkesteret siden spiller op mod Don Aireys virtuose tangentspil i en længere instrumental passage, nærmer det sig det eminente.

Stemmen intakt

Men inden vi kommer dertil, er vi allerede nået igennem en stribe klassikere fra det lange bagkatalog, fyrigt leveret af et nærværende og fokuseret band. Klokken præcis 21.00 lægges ud med en hektisk, symfonisk intro, som lynhurtigt forløses i "Highway Star". Ian Gillans vokal ligger for langt tilbage i mikset, men da der efterfølgende bliver rettet op på det står det klart, at stemmen er intakt. "Strange Kind of Woman" leveres med indlagt småsnak fra Gillan ("Man, she was weird") og en aldeles unødvendig saxofon-solo, mens "Woman from Tokyo" slår gnister og efterfølges af en længere instrumental passage med Steve Morses overlegne leadguitar i front. Skulle man stadig savne Ritchie Blackmore må man kapitulere her: Blackmore passer sit middelalder-trip i Blackmore's Night, og det er fint; Morse er for længst – siden '94, for at være præcis – vokset ind i rollen som fuldbåren Deep Purple-guitarist.

Højenergisk præstation

Også Ian Paice får plads til den obligatoriske og naturligvis virtuose trommesolo, inden bandet går ombord i "Lazy". Undervejs udsættes vi for et par mere spøjse indslag: under trommesoloen danser en Fragglerne-lignende figur – styret af et medlem af symfoniorkesteret – på forstærkeren bag trommerne, og under "Lazy" træder ikke blot en viril violinist, men også en blond skønhed i stram blå satinkjole frem for at danse og spille luftviolin på dirigentens podie.

Jeg har – og det endda indenfor de seneste uger – oplevet et symfoniorkester løfte en rockkoncert til noget andet og større. Det sker ikke i aften. Men det ændrer imidlertid ikke på, at Deep Purple selv leverer en højenergisk præstation fra start til slut og får såvel unge fyldebøtter som ældre damer og herrer til at danse og spille luftguitar i sæderne og langs balustraderne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA