x
Jay-Z og Kanye West: Rogers Arena, Vancouver, Canada

Jay-Z og Kanye West, Rogers Arena, Vancouver, Canada

Jay-Z og Kanye West: Rogers Arena, Vancouver, Canada

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Lørdag aften kl. 23.30 forlod Kanye West scenen i Rogers Arena, Vancouver ­- med ordene: "Vi beklager, hvis dette var jeres første koncert nogensinde, herfra kan det kun gå ned ad bakke". Et selvsikkert statement fra en selvsikker mand, iført læderkilt og bling – men et postulat, der langt hen ad vejen gav mening.

 

Et hurtigt tilbageblik

Da den amerikansk rap scenes ukronede konger, Jay-Z og Kanye West, udgav deres "Watch the Throne"-samarbejde tilbage i august, ville anmelderroser og salgstal ingen ende tage. Albummet har, alene i USA, til dato solgt 1.144.000 enheder. Dog vil jeg hæfte mig ved et par anmeldelser, der faldt udenfor mainstreamen – fra henholdsvis Los Angeles Times og Boston Globe. Begge aviser stillede med rette spørgsmålstegn ved formålet med de to rapperes samarbejde. Er målet i en sådan konstellation ikke at finde en tredje vej – noget der ikke er Jay-Z eller Kanye West, men i stedet noget nyt?

Da Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat arbejdede og udstillede sammen i New York tilbage i 1980'erne, var målet jo netop at udviske grænser for det individuelle præg og finde et nyt fælles formsprog – det samme kan siges om Gauguin og Van Goghs samarbejde i Arles, 100 år forinden.

Dette har tydelig vis ikke været målet for "Watch the Throne"-udgivelsen. En udgivelsen, der lyder som Jay-Z og Kanye West på samme cd, uden noget eksperimenterende og kompromis. Med hvem ved, måske var det heller ikke formålet? Dog skulle det blive spændende at se, hvordan de to ville gribe deres korte nordamerikanske tour an – som individualister eller som det team, jeg finder udeblev på dette års udgivelse.

 

Luke Skywalker og Obi-Wan

"H.A.M", første single fra "Watch the Throne", indleder hvad der skulle vise sig at blive en magtdemonstration af de store. Aftenens to hovedpersoner dukker op på hver sin platform i Rogers Arena. Hvert podium viser sig at have en kæmpestor skærm på alle fire sider. Den stigende vold i USA sammenlignes med Holocaust i "Who Gon' Stop Me". Herefter forenes de to herrer på hovedscenen og indleder "Otis" til tonerne af Otis Reddings "Try a Little Tenderness".

 

Ret hurtigt efter den forenede start fordeles sol og vind mellem Jay-Z og Mr. West. Jay-Z er alene på scenen og deler ud af sit bagkatalog, hvorefter Kayne tager over – sådan ruller det frem og tilbage de næste to timer.

Højdepunkterne i aftenens første halvdel står Kayne for. "Can't Tell Me Nothing" fra hans "Graduation"-album (2007), "Jesus Walks" fra debuten "The College Dropout" (2004) og ikke mindst "Diamonds from Sierra Leone" fra "Late Registration" (2005) vidner om den ironi, rastløse søgen og eksperimenteren med stilarter, der skulle lede til 2010-mesterværket "My Beautiful Dark Twisted Fantasy".

Jay-Z er tilbage på scenen, og sammen leverer de "Run This Town" fra Jay-z's "The Blueprint" (2009). Netop dette nummer rejste et relevant spørgsmål – "Who's gonna run the show tonight?" Det er to forskellige stilarter, der leveres fra scenen denne aften. Naar Jay-Z rapper sig igennem eksempelvis "Public Service Announcement" fra "The Black Album" (2003), er det langt mere aggressivt end noget af det, Kayne trækker op af hatten. Tilbage i august udtalte Jay-Z til New York Times, at det havde været vanskeligere end antaget at nå til enighed med Kanye omkring deres fælles project.

Det var jo netop Jay-Z, der bragte verdens opmærksomhed på Kanye West ved at inddrage ham omkring indspilningen af 'The Blueprint" tilbage i 2001. West havde dog ingen intention om at indtage rollen som Luke Skywalker ved siden af Obi-Wan denne aften.

Både lys, laser og lyd var af en anden verden. Alt var overdådigt indtil filmen knækkede midtvejs. Aftenens to hovedpersoner forenes i "Made in America" fra "Watch the Throne". Her bliver det lidt for meget af det gode. Store Stars n' Stripes pryder storskærmene, lyser blåt, hvidt og rødt – der bliver prædiket om the American Dream og Jesus fra scenen, mens billeder af Martin Luther King ruller over skærmen - man fristes til at tro, at det er en parodi.

Koncerten finder først tilbage på sporet, da Kanye indtager scenen ti minutter senere og brager igennem "Runaway", "Heartless" og ikke mindst "Stronger" til lyden af Daft Punk.

 

 

En storstilet afslutning

Det slutter som det begyndte - med begge herrer på scenen. "Gold Digger" og den Rick Rubin-producerede "99 Problems", med Ice-T's hookline af et omkvæd fra 1993, leveres, så taget er ved at lette. Vi efterlades i mørkemænds-videoklip af  børn i ført Ku Klux Klan-dragter, som ruller over storskærmene. "No Church in The Wild", åbningsnummeret fra "Watch the Throne", virker som den perfekte dystre underlægning til disse billeder. "Coke on her black skin make a stripe like a zebra, I call that jungle fever" rapper Kayne. Dette opsummerer enden på en to timer lang Tour de force omhandlende race, berømmelse, materialisme, succes og alle former for rusmidler. "Lift Off" og "Niggas in Paris", begge fra dette års udgivelse, sætter punktum for en aften og et show i verdensklasse.

 

Der var ikke meget samarbejde mellem de to på scenen, hvilket afspejler "Watch the Throne"-udgivelsen glimrende. Det var som at være til en dobbeltkoncert med to forskellige solister. Både Jay-Z og Kanye Wests studieudgivelser bærer præg af mange gæsteoptrædener – hvilket jo er vanskeligt at levere live. Så vi nøjes med at høre Rihanna, Alicia Keys, Beyonce og ikke mindst Frank Ocean fra OFWGKTA på bånd i baggrunden. Det virker lidt tomt i længden, da specielt mange af Jay-Z's nyere numre er båret af kvindelige vokaler. En enkelt gæstesangerinde kunne have været et glimrende alternativt og afveksling. Ellers er der intet at sætte en finger på. Et show, en levering og en hitparade på et niveau uden sammenligning. Næsten to en halv time og 41 numre for fuld udblæsning.

For at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Måske har det aldrig været meningen, at "Watch the Throne" skulle være et samarbejde med overordnet formal – måske idéen bare var at sætte de to konger ved siden af hinanden på samme trone, sådan virkede det i hvert fald live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA