CS Nielsen: Man Of The Fall

CS Nielsen
Man Of The Fall

CS Nielsen: Man Of The Fall

GAFFA

CD / Target Distribution
Udgivelse D. 16.01.2012
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Små fem år efter debutalbummet er sangeren og sangskriveren CS Nielsen omsider klar med toeren, der lægger sig i naturlig forlængelse af etteren og dermed af den amerikanske sangskrivertradition, som den er blevet dyrket og forfinet af navne som Williams, Dylan og Cash. Det er sange om længsel, savn og omstrejfende menneskeskæbner på kanten af samfundet, og Nielsen fører elegant faklen videre med sin fyldige stemme, velskrevne, billedrige tekster og smukke, enkle melodier, ofte i langsomt tempo.

Produktionen er glimrende, med Nielsens stemme og akustiske guitar i centrum, tilsat stemningfulde indslag fra bl.a. el-guitar, lap-steel, dobro, banjo, mandolin, violin, mund- og trækharmonika, diskret slagtøj og flot kvindekor som modvægt til Nielsens vokal. Blandt mange solide sange må fremhæves den dystre, men stærke Sometimes At Night, hvor Nielsen er helt nede i kulkælderen, mens et sælsomt velbehag breder sig hos denne anmelder. Man Of The Fall kan med fordel høres hele året rundt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA