x
Chickenfoot: Philipshalle, Düsseldorf, Tyskland

Chickenfoot, Philipshalle, Düsseldorf, Tyskland

Chickenfoot: Philipshalle, Düsseldorf, Tyskland

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Van Halen, Deep Purple, Red Hot Chili Peppers, Lynyrd Skynyrd, Montrose, Mick Jagger, Tony Iommi og Elton John. Medlemmerne i Chickenfoot har været langt omkring, inden de torsdag aften sluttede en kort turné af i Düsseldorfs Philipshalle.

I 2009 aflyste Chickenfoot deres stopudsolgte koncert i Vega på grund af sygdom, og med kun fem koncerter i Europa denne gang (alle uden for Danmark), tog GAFFA turen til Düsseldorf for at se på hønsefødderne Sammy Hagar, Joe Satriani, Michael Anthony og Kenny Aronoff (midlertidig afløser for Chad Smith).

Turnéen handler mest om at promovere deres nyeste album "III" (faktisk kun nummer to, men sådan har Chickenfoot deres egen logik), men de er her også for at teste interessen for en længere Europaturné til sommer. (Fangede I den, Roskilde og Sweden Rock?)

 

Fritgående Ferrari

Musikken er langt hen ad vejen fuldfed, groovy partyrock med stærk guitar - uskyldigt iørefaldende numre med intetsigende titler som "Oh Yeah" og "Alright Alright" - og feel-good kærlighedssange som "My Kinda Girl", der er Hagars egen favorit fra bandets første album. Både den og bandet ræser derudad som en fritgående Ferrari på en californisk freeway.

Når fornemmelsen af tomme flødeskumskalorier bliver for tyk, sadler bandet om til nogle af de mere udfordrende numre som fx tour-de-forcen "Down the Drain", hvor både Satriani og Hagar med overskud beviser hvad livslang sceneerfaring kan.

At drengene i Chickenfoot kan spille, er der ingen tvivl om. Satriani er alle moderne metalguitaristers farmand med en notorisk fejlfri farverig spillestil uden ret mange begrænsninger. I sine unge dage havde han bl.a. Steve Vai på sin elevliste, og han har fordrevet de fleste af årene med mere eller mindre interessante instrumentalplader. I Chickenfoot fokuserer han endelig på medrivende riffbaserede numre, der pumper, groover og stamper derudaf.

 

Nein...

Satch er også den, resten af Chickenfoot ser til for inspiration på scenen, men over for især Hagars scenetosserier forholder han sig ultracool og fortrækker ikke en mine bag de sorte wraparound-solbriller på det skaldede hoved.

"Joe, kan du tale tysk?" spørger Hagar på et tidspunkt. "Nein", kommer svaret, og så lader Satch ellers guitaren tale et meget mærkeligt sprog, kun han kender.

Sammy Hagar er Chickenfoots partytumling. Enkelte toner rammer han ikke helt rent, og han er tungere om fødderne, end da han og Eddie Van Halen gav den gas i Forum i 1993 - men leverer i øvrigt en forsangeropvisning, der ikke afslører hans utrolige 64 somre. Han ynder at vise de souvenirs frem, som publikum kaster op på scenen, og pakker gerne sig selv ind i de største bannere - inden han returnerer dem til ejermanden.

Philipshalle (pt. kommercielt omdøbt til Mitsubishi-et-eller-andet) er spækket med tv-kameraer, der filmer koncerten til WDRs Rockpalast-serie. Det overrasker, at Sammy Hagar skulle være tv-genert, men den ellers altid talende forsanger (og multimillionær på bl.a tequila og guldplader) har svært ved at finde de rigtige jokes og formuleringer imellem numrene. En enkelt gang indrømmer han endda blankt, at han faktisk ikke har noget at sige om det næste nummer.

 

Bassisten der blev væk

Eddie Van Halen havde heller ikke noget at sige til Michael Anthony, da Eddie gendannede sit gamle band i 2006. Anthony blev holdt udenfor og har siden da fortrinsvis spillet med Sammy Hagar solo og nu med Chickenfoot. Han kan placere enhver ottendedels grundtone solidt lige i skabet; dybt og tungt - og samtidig synge et kor, der udfordrer hundens høreevne; svimlende højt. Det gjorde han uden slinger i Van Halen, og det gør han fortsat i Chickenfoot.

På trommerne hjælper Kenny Aronoff bandet videre, mens Chad Smith, der til daglig er bandets tøndetamper, er på turné med sit andet band, Red Hot Chili Peppers. Aronoff er knap så fængende og opfindsom som Smith, men der mangler ellers ikke noget. Det skulle da lige være ord; de fire-fem gange han tager mikrofonen grynter han kluntet "Düsseldorf! You rock!" Til sidst griner de ad ham rundt omkring.

 

I need a job!

"Three and a Half Letters" skal fremhæves for at være en simpel og rørende opsang til den økonomiske situation i USA lige nu. Nummeret er bygget op omkring breve Hagar har fået fra almindelige amerikanere. De skriver til ham og beder om hjælp, og han opsummerer deres desperate nødråb i omkvædet "I need a job!" Det er rigtig godt tænkt, og man mærker desperationen.

Til sidst i koncerten har Chickenfoot svært ved at slippe det publikum, som de trods en ihærdig indsats ikke har fået spillet rigtigt varme. Bandet startede publikum op fra kold uden opvarmning, og musikkens spændstige energi til trods er stemningen kun "nogenlunde".

 

Ægte ekstranummer

Standardekstranumrene er bl.a. Hendrix' "Foxy Lady", hvor Satriani lyder fuldstændig som Jimi (og da Satch var stand-in i Deep Purple, lød han som Blackmore…!). Men så kommer den ægte overraskelse; inspireret af de tyske journalisters efterspørgsel dagen igennem (fortæller Hagar), har bandet under lydprøven indøvet et af de nye numre, som de ellers ikke spiller på turnéen.

Derfor slutter den svulstige koncert, som har kørt næsten hele vejen på 11, med "Come Closer", et afdæmpet, indfølt nummer om at fastholde og arbejde med det lange parforhold.

Hvis Hagar kan finde fokus og Chad Smith finder hul i chilipeber-kalenderen, må Chickenfoot gerne arbejde på at udbrede deres feel-good-rock på en lun, dansk sommeraften senere i år.

 

Koncerten sendes på tysk WDR 27. februar.

 

 

Sætliste:

Lighten Up

Alright Alright

Big Foot

Sexy Little Thing

Soap on a Rope

Up Next

My Kinda Girl

Down the Drain

Three and a Half Letters

Something Going Wrong

Turnin' Left

Future in the Past

Different Devil

Oh Yeah

Foxy Lady

Come Closer

 

Læs interview med Chickenfoot


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA