x
Dream Theater: Valby-Hallen, København

Dream Theater, Valby-Hallen, København

Dream Theater: Valby-Hallen, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Det var både med ærefrygt og spændthed, at man spankulerede til Valby-Hallen for at opleve Dream Theater fredag aften, deres kun tredje besøg i Danmark på otte år. Som titlen på deres 11. studiealbum fra sidste år også tydeliggjorde, så var forløbet op til udgivelsen af denne nye plade mildest talt "A Dramatic Turn of Events". Stifter, trommeslager og maskot i bandet, Mike Portnoy, havde angiveligt fået nok af bandkammeraterne og deres fælles musikalske udfoldelser for en stund, og forlangte derfor en pause for at prøve andre ting af. Det fik han ikke lov til af de fire andre progressive herrer i bandet, hvorfor han i slutningen af 2010 selv besluttede sig for at forlade det skelsættende progressive metalband, han mere eller mindre havde været den betydeligste del af i godt og vel et kvart århundrede.
 
Et Dream Theater uden Mike Portnoy kom som lige så vild en overraskelse, at hvis man rent hypotetisk havde smidt idéen i luften, så ville det sandsynligvis havde været helt umuligt overhovedet at forestille sig. Men med hypotesen fejet grundigt ind under gulvtæppet var det selvfølgelig en anden sag, og pludselig overraskede det måske i endnu højere grad én, at tanken om et Dream Theater med en anden fyr bag trommerne egentlig lød helt forfriskende.

Med "Train of Thought" (2003) som værende det sidste rigtigt solide DT-album, så lød det på papiret pludselig interessant med andre betingelser for bandet at skulle forholde sig til. Og det skulle da også umiddelbart vise sig netop at være den drastiske omvæltning, som Dream Theater havde behov for, for til trods for at "A Dramatic Turn of Events" i DT-regi omtrent er så konservativ et udspil, som de overhovedet kommer, så er det samtidig også deres bedste netop siden førnævnte "Train of Thought".
 
Kickstart & kollaps
 
Og det var altså på dén præmis, at det progressive femkløver fra østkysten i en blandet stank af sportssved og hotdogs fredag aften indtog scenen i Valby-Hallen. Til tonerne af Hans Zimmers "Dream is Collapsing", hentet fra soundtracket til "Inception", gik bandet på til en billedside på storskærmene, der bestod af en gøglet og ret farverig animationsvideo, der tydeligvis ikke var instrueret af Christiopher Nolan. Til trods for at man havde en kort stribe South Park-parodier kørende for ens indre netflix, fik "Bridges in the Sky" dog ret hurtigt tændt op for det progklare publikum, som det nummers ret anonyme, dog virkningsfulde åbningsriff kickstartede aftenens sætliste.
 
Som en trio af biceps stod John Myung, James Labrie og John Petrucci side og side som tre musikalske musketerer og brillerede på hver deres respektive værktøj. Fra start af var lyden dog imidertid ikke rigtig til at blive klog på, og det tog et par numre eller tre, før Petruccis guitar nåede et tilfredsstillende lydniveau. Jordan Rudess' troldemandsagtige keyboardhjørne bagerst på scenen var lige akkurat skruet en tand for højt op, således at hans tangentorgie gjorde lydbilledet ujævn på den jævnt ufede måde. Men vi opholdt os jo også i Valby-Hallen, så det kom ærlig talt ikke som den største overraskelse.    
 
Judas i Valby
 
Mike Mangini var dog en af aftenens store overraskelser, som han indfandt sig bag trommesættet med den selvfølgeligste naturlighed. Velspillende og overskudagtig og frem for alt ét stort smil hele koncerten igennem. Men det forstår man også godt, for hvor må det være fantastisk for så eminent en musiker, som han virkelig er, at få lov til at spille med nogle af de fineste metalmusikere overhovedet. Det lyste ud af ham, hvor meget han nød det. Der blev opnået nye personlige højder for ham, og det smittede af på publikum, der tog imod ham med aftenens største bifald. Man blev selvfølgelig fristet til at smide en Judas-etikette på salen i Valby med hæftepistol, men sådan er der vel så meget.
 
Omkring halvvejs inde i sætlisten slog koncerten over i taburet-stemingen aka. det akustiske feel, som der først blev tunet ind på "Wait for Sleep" og derefter på "Far from Heaven". Førstnævnte er hentet fra den tyve år gamle gennembrudsplade, "Images & Words" (1992) - vi kan kalde den plade et mesterværk - mens "Far from Heaven" dog er fra den sidste nye plade. Og jo, bevares, altså ærlig talt, så er det netop med fokuseringen på to numre som disse, at DT anno "dengang" og DT anno "nu" tydeliggøres, og kvalitetetsforskellen er markant. I balladesammenhæng er "Wait for Sleep" uden tvivl et sandt mirakel, som det måske egentlig kan synes helt urimeligt at sammenligne med, men balladestyrtdykket årene imellem er alligevel så markant, at det ikke rigtig kan andet end at skuffe én. Det blev man gjort kedeligt opmærksom om denne aften.   
 
En heavy stund
 
Men når de er gode, Dream Theater, så er de imponerende gode. Dette imponerende niveau opnåede de denne aften, da de for en kortere stund fokuserede på den undervurderede plade, "Six Degress of Inner Turbulence" (2002). Herfra havde de valgt to afsnit hentet fra den 40 minutter lange titelsang, henholdsvis "War Inside My Head" og "The Test that Stumped Them All", som vel må være noget af det mere regelrette metal, de har komponeret.

Simpelt er det selvfølgelig langt fra, men i højere grad end under stor set alle andre andre sange denne aften, blev der på disse par skæringer endelig inviteret indenfor til luftguitar og seriøst headbang, og til trods for at ekvlibristsavleriet skam er yderst imponerende hos herrerne i DT, så holder det altså bare lige dét bedre også at have heavymelodien at knalde kroppen ud til. Det eneste man savnede på disse par skæringer var Portnoys karismatiske backing vokal, som Petrucci havde overtaget.
 
Den gode heavyfølelse blev så desværre skudt ned igen, da det endelig blev tid til at hente den ellers fremragende "Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory" (1999) frem, og bandet så valgte pladens mindst interessante nummer, "The Spirit Carries On", en bagatel af en selvindbildsk ballade og tilmed aftenens fjerde ballade i det hele taget. På det her tidspunkt var man ligesom blevet fodret nok af samme melankolske madske, og man var ærlig talt mere sulten efter noget, der kunne kradse lidt mere.

Det var selvfølgelig ikke en decideret heavykoncert, man var til, men det var som om at meget af aftenens niveau steg og faldt markant i kvalitet, alt afhængig af hvilke numre der blev spillet. Med seks sange fra den nye plade, en enkelt fra "Systematic Chaos" (2007), den mindst interessante sang fra "Train of Thought" og derudover et par gode ældre sager i form af "6:00" og "A Fortune in Lies", da fik man muligvis den sætliste, man havde regnet med, men ikke sætlisten, man havde håbet på.    
 
Konklusion/anbefaling
 
Men der var skam også meget at være begejstret for denne aften. James Labrie synger markant bedre i dag, end han gjorde, sidst han besøgte os i Danmark. Han holder mere igen, og koncentrerer sig i højere grad om at synge godt frem for højt. Petrucci ånder og lever desuden nærmest for sine soli med enhver kæbebevægelse, han laver, ligesom Myung igen og igen og igen synes at spille sin bas, som det virkelig gjaldt livet.

Desuden har bandet skåret sætlisten ned til at vare to koncentrerede timer, således at man rent faktisk går fra koncerten med lysten efter mere. Eller, det tænkes i hvert fald at være en del af konceptet ved den korte sætliste, at man skal få lyst til mere af det samme. Det fik man ikke denne aften. Man havde lyst til mere Dream Theater, men kun hvis de koncentrerede sig om at lave en bedre sætliste, og helst hvis de valgte et andet spillested end Valby-Hallen.
 
(Afslutningsvis må der gøres reklame for en fremtidig koncert med Porcupine Tree-frontmanden, Steven Wilson, som gæster Amager Bio i slutningen af april. DT's Jordan Rudess har bidraget til Wilsons seneste soloplade, "Grace for Drowning", og Wilsons musik burde både snakke til de unge som de lidt ældre DT-lyttere. Og støtter man op om de gode spillesteders bookinger af solide musikere som eksempelvis denne, så kan det jo rent faktisk være, at vi på et tidspunkt kan blive fri for at se gode bands spille på steder, hvor de (eller nogen som helst anden for den sags skyld) absolut ikke hører hjemme. Støt op).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA