x
Gavin DeGraw: Train, Aarhus

Gavin DeGraw, Train, Aarhus

Gavin DeGraw: Train, Aarhus

Anmeldt af Sten Kloppenborg | GAFFA

Gavin Degraw har, siden han med debuten "Chariot" brød igennem lydmuren i 2005, været en fast del af lydtapetet på de danske radiostationer. Hans sprøde vokal og den lækre blanding af soul, rock og følsomme ballader, leveret i en vellydende produktion der nærmest kom væltende ud af selv den ringeste clock- eller bilradio, gjorde at succesen var hjemme. Danskerne elskede Gavin DeGraw, og singlen "I Don't Wanna Be" blev det mest spillede nummer på P3 i 2005.

Kærligheden har uden tvivl være gensidig for DeGraw har gæstet landet talrige gange for at følge op på de følgende tre albumudgivelser og har været en hyppig gæst i den bedste sendetid i danske tv-shows. Hans tilstedeværelse i Dannevang har været så markant at jeg begyndte at overveje om han egentlig var en rigtig verdensstjerne, eller om han "bare" var en af de dygtige amerikanske musikere der indimellem opnår verdensstjernestatus i Danmark som eksempelvis Walter Trout eller Beth Hart.

Familiefest


DeGraw har i sammenligning med dette spillet bemærkelsesværdig kostbar de seneste år, og har ikke spillet her siden 2009. Det var derfor et meget forventningsfuldt publikum der mødte ham på et udsolgt Train denne iskolde februaraften. Der var en varm og imødekommende stemning på Train fra første tone af åbningsnummeret "Candy", og den blev kun endnu varmere da han forsatte over i den første af aftenens mange fællessange, "Chariot". Jeg følte at jeg var kommet med til en hyggelig familiefest, et indtryk der blev forstærket, da det gik op for mig at det faktisk var DeGraws 35 års fødselsdag – blev helt flov over at jeg ikke havde en gave med, men følte dog godt at jeg kunne synge med på fødselsdagssangen alligevel.

Velopdragen mainstream

Koncerten forsatte i sikker stil med den velsyngende og gennemsympatiske og velopdragne amerikaner som festens absolutte midtpunkt.. Det var helt tydeligt at det ikke var "Gavin DeGraw band" vi var til koncert med, men en solist det have medbragt et yderst kompetent hold musikere, der var castet til opgaven så de lignede det aldrende boyband Take That.

De dygtige musikere fik løftet de pæne mainstreamnumre til dynamiske liveversioner, og jeg synes navnlig bassisten passede sit job til UG denne aften. Bandet blev sluppet helt fri under "Chemical Party" hvor der var god plads til at lege med nogle funky rundgange i en temmelig lang bandpræsentation. Derefter forlod bandet scenen og efterlod DeGraw alene med klaver og et hengivent publikum, der sang smukt med på "Free" fra 2009-udgivelsen af samme navn.
 
Finale

Efter "Run Every Time" fik vi DeGraws største hit "I Don't Wanna Be", der blev spillet som det rocknummer det er, med masser af power og overskud. Publikum var her helt oppe at ringe, og man anede at dette var sidste nummer på en veltilrettelagt sætliste, der jo helst skal slutte med et brag. Bandet forlod scenen, og der var dårligt råbt ekstranummer før de stod klar igen og fyrede "Radiation" og "Not Over You" af. Stående på sit klaver tog DeGraw afsked med sine tilfredse fødselsdagsgæster.

Det er sjældent man kommer til en koncert hvor der synges med helt ned til bageste række i salen. De fremmødte havde en fantastisk aften og fik nøjagtigt hvad de kom efter, af en veloplagt kunstener.

Hvis jeg lige skal tage de mere objektive briller på efter at have deltaget i en god fest, så ville det klæde DeGraw at tage lidt flere chancer, som han eksempelvis gjorde under den uforglemmelige "White Concert" i Horsens, hvor han fortolkede Beatles' "Happiness is a Warm Gun". Jeg synes faktisk heller ikke at hans berømmede stemme virkede helt sikker i alle situationer; den virker noget presset i det høje register, og det bliver lidt anstrengende at høre på når han så gerne vil derop hele tiden.

Alt i alt en femstjernet koncert, hvoraf den femte primært hentes hjem i synergien med det ualmindeligt søde publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA