x
Choir Of Young Believers: Rhine Gold

Choir Of Young Believers
Rhine Gold

Choir Of Young Believers: Rhine Gold

GAFFA

Album / Tigerspring Records
Udgivelse D. 27.02.2012
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Vi er mange, der har gået i spænding og ventet på, hvordan en opfølger til Choir Of Young Believers' formidable debut, This Is For The White In Your Eyes, ville tage sig ud, og med Rhine Gold er svaret endelig landet.

Der er stadig højt til loftet i bandets univers – faktisk endnu højere end tidligere – og heldigvis for det, for det bragende flotte åbningsnummer, The Third Time, fortjener at folde sig ud i hver en liflig detalje. Rhine Gold er ikke noget let album at gå til, og det virvar af forskellige udtryk og stilarter, der møder lytteren, kan måske virke afskrækkende på nogle, men med en lille smule tålmodighed vil en helt eminent lytteoplevelse åbenbare sig. 

Albummet er spækket med iørefaldende melodier, der som i den over ni minutter lange Paralyze det ene øjeblik løber ud over åbne, frodige og varme musikalske vidder – krydret med lækre små skævheder – for det næste at lade sig indfange i et spinkelt og sparsomt landskab af akustisk guitar og fuglefløjt og senere lade sig indeslutte i en klaustrofobisk spændetrøje af støj og vokal forvrængning – i ordets mest positive forstand vel at mærke. Der er tydeligvis ikke noget, der hedder berænsninger i Choir-land.

Jannis Makrigiannis synger stadig som en storladen, let melankolsk drøm, og der er plads til både det inderlige og det åbne. Intensitet og åndeløshed går hånd i hånd på Rhine Gold, der på alle måder er en stor, modig og ambitiøs plade, der måske nok kræver mange afspilninger og helst helt tæt på i høretelefonerne for at komme ind under huden, men så står stjernestunderne til gengæld også i kø.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA