x
Southern Gothic Tales: Dexter, Odense

Southern Gothic Tales, Dexter, Odense

Southern Gothic Tales: Dexter, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Jeg ville sgu gerne skrive noget rigtig pænt om Southern Gothic Tales og frontmand Anders Riis' evner som musiker. Jeg har lyttet til pladerne og kan godt lide de perler, som findes hist og her. Der er altid håbet om at en kunstner løfter sig endnu højere live. I dette tilfælde må jeg sige nej; det skete ikke.

En glad mands melankoli
De fire mand på scenen trækker os igennem langsomme numre med melankolske harmonier og sørgmodige tekster. Det er fra starten klart, at mange blandt publikum kender bandet personligt - er det mon morfar, som råber et eller andet mellem hvert nummer? Kontakten sætter et smil på Anders Riis' mund, og det virker en anelse paradoksalt når han glad fortæller om det næste deprimerende nummer, vi skal høre. 

Jeg vil ikke kalde Southern Gothic Tales for musik, som egner sig til et stadion eller et stort spillested. Faktisk synes jeg mere det egner sig til at blive spillet akustisk af én person overfor en lille gruppe, eller alene overfor den udkårne. En del af det intime forsvinder, når det blæses lidt for meget op i en mikrofon, så man tydeligt kan høre hver en falsk tone, som skulle have været gemt i en øm hvisken. Flere af de hårde konsonanter i vokalen slår hårdt imod ørerne, og især s'erne river igennem luften, så jeg er lige ved at dukke mig.

Nej, nogen stor sanger er han ikke. Og måske heller ikke musiker. Bassisten og lead-guitaristen stivner hver gang Riis tilføjer en takt, fjerner en takt, eller skærer en takt over. De er ansat på akkord, bliver det sagt. Og deres job er ikke alene at spille med og bidrage, men at holde den kørende når forsangeren glemmer helt præcis hvor i sangen vi er. Det er godt nok sjældent, at jeg oplever den slags. Nogen har fået den forkerte fod ud af øvelokalet her til morgen.

Lyrik og tvivl 
Vi danskere er forholdsvis vant til at tænde for radioen og bære over med provinsengelsk i sangteksterne. Selvom Southern Gothic Tales' lyrik til tider giver mig indre billeder, og andre gange bare udløser et opgivent suk, er der alligevel så meget mumlen, at jeg snart opgiver at høre ordenligt efter. Momentært løfter både tekst og melodi sig op, oftest i et omkvæd hvor backingbandet træder i karakter, men går snart i sig selv igen.

Men hvis jeg ikke køber de her sange live, er det så bare fordi jeg "ikke har forstået det"? Eller er det rimeligt at sige, at det bare er lidt kedeligt og ikke specielt godt udført? Er det charmerende at Riis mumler og ikke kan ramme tonen, eller er det ikke? Er han i virkeligheden et vidunderbarn, som har et publikum ud over sin familie og vennerne, som gladeligt vil give 120 kroner for at høre det her? Og hvor var de i aften?

Heldigvis er tiden er på bandets side. Lige nu er det vist mest tid til at få styr på detaljerne. For dette var ikke opskriften på en succes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA