x
Rubik, The Amazing, I Break Horses med flere: by:Larm, Oslo

Rubik, The Amazing, I Break Horses med flere, by:Larm, Oslo

Rubik, The Amazing, I Break Horses med flere: by:Larm, Oslo

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Se masser af billeder fra by:Larm i GAFFAs gallerisektion

Den norske branchefestival by:Larm er i fuld gang i Oslo. Cirka 160 bands fra hele Norden spiller korte showcase-koncerter på 30 minutter på 19 spillesteder i det centrale Oslo om aftenen, og der er seminarer og foredrag i dagtimerne. Helt som vi kender det fra eksempelvis Spot i Aarhus og EuroSonic i Groningen, Holland. På by:Larm er der dog mange bands, der spiller flere gange, så man har flere muligheder for at se dem.

 

Seminar: Simon Reynolds

Første programpunkt fredag var for mit vedkommende et foredrag/interviewsession med den velanskrevne engelske musikjournalist Simon Reynolds. Reynolds begyndte med at skrive om musik i midten af 80'erne for det nu hedengangne engelske musikugemagasin Melody Maker og har siden bidraget til medier som The Wire, The Guardian og New York Times, ligesom han har udgivet en række bøger om blandt andet post-punk og rave-kulturen.

Han er nu aktuel med bogen "Retromania", der omhandler det sidste årtis tendens til at genbruge ældre diverse musikalske genrer og perioder på mere eller mindre kreativ vis, noget Reynolds er ganske kritisk over for. Han er eksempelvis skeptisk over for den nye bølge af post-punk-inspirerede bands med navne som Interpol og Editors, der læner sig meget op ad den britiske post-punk fra slut-70'erne og start-80'erne, ikke mindst Joy Division. Forskellen er bare ifølge, at musikken dengang var nytænkende, og det er den ikke nu – nu er den bare nostalgisk og fantasiløs, ifølge Simon Reynolds.

Reynolds' skarpe udfald gav anledning til en spændende diskussion, hvor Reynolds dog medgav, at der trods alt findes visse kreative musikalske genbrugskunstnere, eksempelvis Ariel Pink. Ellers sker nytænkningen ifølge Reynolds primært på den elektroniske scene, ikke mindst i Chicago, og i den såkaldte witch house. En interessant interviewsession, som gav stor lyst til at læse bogen.

 

Snorri Helgason ****

Herefter var det tid til livemusikken, og første koncert fredag var for undertegnedes vedkommende den islandske singer-songwriter Snorri Helgason, der spillede på det ganske lille sted Mono med plads til cirka 100 personer – og der var fyldt. Helgason er en klassisk singer-songwriter, der stillede op med sig selv på akustisk guitar og mundharpe, sin søster på ukulele og meget smukt sopran-kor og en ven på el-bas, og trioen fremførte en stribe folk-orienterede sange med Helgasons lyse, vemodige stemme og finge fingerspil i centrum.

Der var godt med rumklang på både vokal og guitar, og sangene var fine, selvom der ikke var meget nyt under solen. Vokalen gav associationer til Jeff Buckley og Thomas Dybdahl, mens de to akustiske strengeinstrumenter resulterede i et delikat lydbillede. Tempoet var generelt ganske langsomt, men sangene var spændende nok til at holde opmærksomheden fanget. Også selvom Helgason på selvironisk – eller om man vil farlig – vis tillod sig at kalde en af sangene "Boredom".

Til sidst fik vi en fortolkning af Aretha Franklins små-feministiske blues/soul-klassiker "Do Right Woman, Do Right Man", i duet mellem Helgason og hans søster, og her kom der lidt mere kant og drama ind i udtrykket, hvilket trods alt var velkomment – men alt i alt en fin halv time med tidløs sangskrivning.

 

Little Majorette ****

Herefter blev det tid til svenske Little Majorette, også på det lille og stadig pakkede Mono. En trio bestående af en sangerinde/keyboardspiller, en keyboardspiller/guitarist og en trommeslager. Sangerinden Zoe Durrant havde en vis fysisk lighed med M.I.A. og stillede op iført ansigtsmaling, så der var drama i luften. Da musikken gik i gang, var der dog mere energi end stormfulde højder. Little Majorette viste sig nemlig at levere en gang gedigen elektropop med masser af analoge synths, elektroniske trommer og en tydelig 80'er-inspiration i de dansevenlige og melodiske sange. Zoe Durrant kom langt ud over scenekanten med sin karismatiske fremtoning og sensuelle ungpigestemme, og der er masser af hitpotentiale i gruppen, der kan minde lidt om landsmændene i Little Dragon eller Niki & The Dove. Hold øje med dem.

 

The Amazing ****

Herpå lagde jeg vejen forbi det ret store Nokia-telt, hvor svenske The Amazing spillede. Gruppen spiller en slags blanding af folk, pop, rock og psykedelika med en melankolsk tone og tydelig 70'er-påvirkning. Sanger og sangskriver Christoffer Gunrup har en fortid i de hedengangne, fremragende Granada, hvis sangerinde Anna Järvinen siden har kastet sig ud i en solid solokarriere, og hun optræder også på årets by:Larm. Et par af de øvrige medlemmer spiller ligeledes i de åndsbeslægtede, men lidt mere energiske Dungen.

Christoffer Gunrup har en blød, drømmende vokal, der minder lidt om José Gonzalez', og som fungerer udmærket til gruppens musik, hvor både den akustiske rytmeguitar og den melodiske lead-guitar fylder meget i lydbilledet i de lange, langsomme sange, hvor sættet på fire numre sammenlagt løb op i en halv time. Blandt andet fordi der skulle være plads til adskillige guitarsoloer undervejs – soloer med forholdsvis få toner, men mange effekter. En fin oplevelse, der musikalsk kunne minde en smule om eksempelvis amerikanske Midlake, som gruppen nok deler en del inspirationskilder med.

 

I Break Horses ****

Efter en lille gåtur befandt jeg mig i den smukke Kulturkirken Jakob, en nedlagt kirke, som nu bruges som kulturhus. Her var der dømt sid-ned-koncert med svenske I Break Horses. På album en duo, men live fem musikere, heraf tre på synth, en på guitar og en på trommer. Forrest på scenen befandt sig sangerinden Maria Lindén, men hendes vokal var på ingen måde i fokus i lydbilledet, men gled i stedet ind i det samlede udtryk som et instrument på linje med de øvrige, der sammen syntes at indhylle Kulturkirken i en vederkvægende dyne af lyd.

I Break Horses' inspiration i start-90'ernes shoegaze-scene med navne som My Bloody Valentine og Slowdiwe og disses forgængere i 80'ernes stilskabende Cocteau Twins er tydelig. Det handler mindst lige så meget om at skabe en altomsluttende, drømmeagtig stemning som om tekster og melodier, og I Break Horses havde held med deres forehavende. Musikken var mere synth- end guitarorienteret end eksempelvis My Bloody Valentine, men stemningen tæt beslægtet. Undertegnede var flere gange ved at falde i søvn på min stol under I Break Horses' koncert, hvilket i denne sammenhæng skal ses som en kompliment, for smukt og sfærisk, det var det. Om end trods alt ikke på højde med inspirationskilderne – men der er også langt op.

 

Rubik ***** (billedet)

Så var det ud at gå igen og tilbage til Nokia-teltet, denne gang til den lille anneks-scene, hvor finske Rubik stod på scenen. Gruppen var nomineret til Nordic Music Prize for sidste års album "Solar", og det fremgik tydeligt hvorfor, for finnerne leverede en fremragende performance. Gruppen lagde ud med en stribe energiske, melodiske og velskrevne sange, som kan beskrives som en slags sofistikeret indiepop ikke helt ulig den, man finder fra Brooklyn-bands som Animal Collective, Dirty Projectors og Grizzly Bear, med Artturi Tairas stærke falsetvokal i centrum og mange finurlige musikalske detaljer fra blandt andet forskellige former for slagtøj, herunder klokkespil, og en trombone, der af og til erstattede bassen.

Midtvejs i sættet overraskede Rubik dog med en lang, støjrockende passage, inden gruppen fortsatte med en stribe mere komplekse sange med skæve taktarter, men stadig med melodierne i fokus. Og så sluttede de af med nummeret "Laws of Gravity", som næsten var disko og med et meget iørefaldende omkvæd. En overraskende og stærk performance og dagens højdepunkt.

 

Vi har også hørt...

Ud over disse fem koncerter overværede jeg også en del halve og kvarte koncerter samt nogle koncerter inden for genrer, som jeg ikke er ekspert i, og som jeg derfor ikke vil give stjerner – men de skal nævnes alligevel.

Norske Bendik hørte jeg ét nummer med – det varede ti minutter, og det var godt. Sfærisk, dramatisk kvindevokal oven på en elektrorocket, krautrock-associerende, støjende bund. Ærgerligt, at jeg måtte stå i kø lang tid uden for spillestedet Mono, så jeg missede starten.

Ligeledes norske Hanne Hukkelberg hørte jeg et kvarter af i den smukke Kulturkirken Jakob. Smuk, melankolsk singer-songwriting med masser af synths og metalliske trommer til at bryde den pæne facade. Spændende.

Islandske Gus Gus er veteraner med hele otte album, 17 års karriere og mange, mange udskiftninger på bagen. De startede som et band i spændingsfeltet mellem indie og elektronika, men har siden årtusindskiftet primært fokuset på elektro og house, og sådan var det også i Nokia-teltet, hvor den Nordic Music Prize-nominerede gruppe satte god gang i publikum med deres for tiden tre vokalister – to mænd og en kvinde – og to programmører. Jeg synes nu stadig, de var bedre, dengang der også var såkaldt rigtige instrumenter med i lineuppen, men sådan er der så meget.

Torch, også fra Norge, leverede gedigen metalcore helt efter genrens primæssier med growlede vers, sungne, melodiske omkvæd og inciterende guitarsoloer. Gedigent arbejde og solide sange, men ikke med meget nyt under solen, såvidt undertegnede genre-ikke-ekspert kan vurdere.

Emilio er norsk, engelsksproget hiphop med den unge rapper Emilio backet op af et liveband og en gennemgående funky, tilbagelænet feel good-stemning og en rapper, der i de iførefaldende omkvæd var tæt på decideret sang. God energi og højt humør, men selvom teksterne var på engelsk, var det ikke meget, jeg opfangede af dem i kampens hede.

Det gjaldt heller ikke for de norske rappere Hålogalandslaget, hvis norsksprogede tekster jeg ikke fattede et klap af. At dømme efter publikum er de populære i hjemlandet, og musikalsk var der da også tale om en iørefaldende omgang, hvor de to rappere Joddski og RSP og deres dj kom godt rundt i det musikalske landskab, fra dubstep over drum'n'bass til minimalistisk elektro. En fest for dem, der forstod det.

Alt i alt en musikalsk udbytterig anden dag på by:Larm, hvor Rubik var dagens højdepunkt. Fortsættelse følger...

 

Læs reportage fra by:Larms torsdagsprogram, hvor Ane Brun var højdepunktet.

Læs reportage fra by:Larms lørdagsprogram, hvor Bigbang stjal showet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA