x
Bigbang, Anna Järvinen, Maribel med flere: by:Larm, Oslo

Bigbang, Anna Järvinen, Maribel med flere, by:Larm, Oslo

Bigbang, Anna Järvinen, Maribel med flere: by:Larm, Oslo

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Se masser af billeder fra by:Larm i GAFFAs gallerisektion

Den norske branchefestival by:Larm i Oslo sluttede natten til søndag. Cirka 160 bands fra hele Norden spillede korte showcase-koncerter på 30 minutter på 19 spillesteder i det centrale Oslo om aftenen, og der var seminarer og foredrag i dagtimerne. Helt som vi kender det fra eksempelvis Spot i Aarhus og EuroSonic i Groningen, Holland. På by:Larm var der dog mange bands, der spillede flere gange, så man havde flere muligheder for at se dem.

Her følger en oversigt over de koncerter, GAFFAs udsendte nåede at se lørdag:

The Avalanche *** (se galleri)

Den unge norske gruppe lagde ikke skjul på deres begejstring for senfirsernes og starthalvfemsernes shoegazing-scene med My Bloody Valentine som det store omdrejningspunkt. Som disse leverede The Avalanche på det lille spillested Mono også melankolske popsange med masser af støjende guitarflader og tågede, unisone kvinde- og mandevokaler, som næsten blev overdøvet af guitarerne. Sangene var okay, men det stod småt til med det selvstændige udtryk, og i sidste nummer havde The Avalanche endda indlagt et langt mellemstykke med ren feedback-støj, fuldstændig som My Bloody Valentine gjorde det på deres genforeningsturné i 2008, hvor sætlukkeren "You Made Me Realise" havde fået indlagt et kvarters feedbackinferno.

Med et sæt på en halv time havde The Avalanche dog kun tid til at lade guitarerne og bassen hyle i et par minutter. Højdepunktet var sættets tredje nummer, hvor et langsomt tempo og nogle breaks undervejs pegede mod et mere selvstændigt udtryk, som The Avalanche med fordel kan udnytte fremover, hvis de ikke skal fremstå som rene kopister.

HighasaKite **** (se galleri)

Jeg blev hængende på Mono og så herefter HighasaKite. En ung trio alias sangerinden og citer-spilleren Ingrid Helene Håvik, keyboardspilleren Øyvstein Skar og trommeslageren og slagtøjsspilleren Trond Bersu. Citeren, en slags liggende autoharpe spillede en markant rolle i lydbilledet, som fusionerede citerstrengenes skrøbelige, markante klang med fyldige keyboards og massive trommer tilsat en solid dosis koklokke. Mellem disse modpoler udfoldede sig Ingrid Helene Håviks smukke, klare stemmer og de melankolske, velskrevne sange, hvor flere havde særdeles stærke melodier, ikke mindst det meget flotte åbningsnummer "Everything Sank In You" og "The Heron". Gruppen har netop udgivet deres debutalbum, og de skal blive spændende at følge fremover.

Bendik ****

Stadig på Mono blev det tid til endnu en ung, norsk gruppe, Bendik. Som HighasaKite bestod gruppen af en sangerinde og to mandlige medlemmer, men her stopper lighederne også, for Bendik bød på et anderledes massivt udtryk. Sangerinden Silje Halstensen viste sig, sin spinkle statur til trods, at være i besiddelse af en stor og udtryksfuld stemme, ikke helt ulig færøske Eivør Pálsdóttir, og som på dramatisk vis blev brugt både afdæmpet og ekspressivt i gruppens musik, som blander støjrock med elektroniske elementer, melodramatiske klimakser, solidt trommespil med jazzede synkoperinger og norske tekster. Der var masser af følelser på spil, og de 30 minutter smagte af mere.

Simen Tangen ****

Hvor spillestedet Mono var næsten fyldt under de to foregående koncerter, blev salen nærmest tømt, inden næste mand, Simen Tangen, gik på scenen. Det var synd og skam, for det ganske høje musikalske niveau fortsatte uændret. Sangeren og sangskriveren Simen Tangen havde medbragt en akustisk guitar og et orkester på fem m/k, hvor især korsangerinden og den lejlighedsvise leadvokalist Silje Høgevold gjorde en god figur med sin uskyldsrene ungpigestemme.

Den var desværre mikset lidt for højt, og Simen Tangens mere spinkle, talesyngende og nasale vokal lå omvendt en kende for lavt i mikset, men han kunne ikke skjule, at han er en god melodimager, og så syntes de engelsksprogede, bittersøde tekster også at rumme bid og vid. Det mindede i al sin melodiøse skrøbelighed lidt om tidlig Belle & Sebastian. Simen Tangen har for nylig udgivet sit debutalbum, og det lyder til at være værd at tjekke ud.

Anna Järvinen **** (billedet)

Herefter begav jeg mig ud på en mindre vandring til den smukke Kulturkirken Jakob, en nedlagt kirke, som nu bliver brugt til kulturelle arrangementer. På scenen stod svenske Anna Järvinen. Hende har jeg haft en svaghed for, siden jeg først hørte hende i den desværre hedengangne gruppe Granada, der udgav tre fine plader i begyndelsen af 00'erne. Siden gik hun solo og har udsendt tre solide album, hvor det seneste var nomineret til Nordic Music Prize 2011.

Anna Järvinen spillede også ved uddelingen af selv samme pris i torsdag. Det blev dog landsmanden Goran Kajfes, der blev de 20.000 euro og æren rigere, og dengang spillede hun kun tre numre, men nu havde hun fået lov at spille i en halv time.

Anna Järvinen havde medbragt en skiftevis akustisk og elektrisk guitarist, bassist, trommeslager og en mand på flygel. Vi fik både nyere og ældre, overvejende afdæmpede numre med en vanligt velsyngende Anna Järvinen, hvis vemodige, lyse ungpigestemme er som pludselig midnatssol på en grå vinteraften. Sangene var fine, især den meget vellykkede, helt neddæmpede "Vals för Anna", inspireret af Monica Zetterlunds "Monicas Vals". Eneste lille irritationsmoment var Järvinens vane med at stå med den ene hånd i lommen, når hun sang. Det virkede lidt uengageret, men engang imellem blev hun heldigvis så grebet, at hånden måtte op af lommen som for at understrege sangens pointer. Og sangmæssigt var hun i den grad til stede.

Bigbang *****

Jeg blev siddende i den smukke kirke for at se et af Norges største rocknavne, Bigbang, der i år kan fejre 20 års jubilæum og har otte album på samvittigheden. Gruppen tiltrak et stort publikum, så kirken blev stuvende fuld, og de blev nærmest modtaget som folkehelte, da de indtog scenen. Bandet er en trio med den klassiske opstilling sang/guitar, bas og trommer, og musikken er klassisk rock med inspiration fra især 60'erne og 70'erne, tilsat fine vokalharmonier, der sendte tankerne i retning af Crosby, Stills, Nash & Young.

Forsanger Øystein Grini har en solid rockstemme, er en glimrende guitarist og en karismatisk sceneperformer. Det er oplagt at sammenligne gruppen med Dizzy Mizzy Lizzy, selvom sangene er lidt enklere opbygget og guitarsoloerne kortere og knap så virtuose, og Bigbangs trommeslager Olof Olsen har i øvrigt turneret med Tim Christensen på "Honeyburst"-turnéen. Publikum sang med på de fleste sange, og det forstod jeg godt, for de var meget melodiske, ikke mindst "Wild Bird", der i sin tid også blev et stort hit i hjemlandet. På en festival med fokus på nye, unge bands stjal veteranerne showet.

Maribel **** (se galleri)

Efter to koncerter i den flotte kirke gik jeg videre til spillestedet John Dee i kælderen under Oslos store rockklub Rockefeller. Her var scenen sat til Maribel, som netop har udgivet deres andet album. Gruppen er tydeligvis også inspireret af starthalvfemsernes shoegazer-scene, som påfaldende mange af de bands, jeg hørte på by:Larm var, men også af andre musikalske udtryk. Guitarist og korsanger Pål Espen Kapelrud hev meget ofte i sin guitars vibratoarm, hvilket sendte tankerne i retning af 60'ernes sufmusik og Ennio Morricones soundtracks, og så blev det hele leveret langsomt og indædt, næsten aggressivt, med buldrende trommer og til tider ganske støjende guitarer.

Vokalist Rebekka von Markstein fungerede fint i lydbilledet med sit kølige, klare vokalforedrag, sangene var gode, og det blev for mit vedkommende en udmærket afslutning på tre dages by:Larm-festival med spændende, fortrinsvis ny musik fra hele Norden. En festival, hvor norske Ane Brun og Bigbang og finske Rubik var højdepunkterne for mig, og faktisk ingen orkestre faldt igennem.

Nåja, så kan det afslutningsvis nævnes, at norske Bernhoft fik det prestigefyldte Statoilstipendium på hele en million norske kroner. Bernhoft har, som det nok vil være en del læsere bekendt, stor succes i både Norge og Danmark, og har i det hele taget masser af vind i sejlene. Og nu kom der så endnu en meget stor fjer i hatten. Tillykke!

Læs reportage fra by:Larms torsdagsprogram, hvor Ane Brun var højdepunktet.

Læs reportage fra by:Larms fredagsprogram, hvor finske Rubik toppede aftenen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA