Thåström: Beväpna Dig Med Vingar

Thåström
Beväpna Dig Med Vingar

Thåström: Beväpna Dig Med Vingar

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 15.02.2012
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Joakim Thåström har for længst opnået ikonstatus i hjemlandet Sverige. Titlen Beväpna Dig Med Vinger har hentet inspiration hos et andet 80'er-ikon, den danske digter Michael Strunges digtsamling Væbnet Med Vinger. Som hos den afdøde digter var både det destruktive og anarkistiske brændstoffet i starten af Thåströms musikalske karriere. De senere år har svenskeren dog vist sig som den helt store poet med sine tilbageskuende tekster om fortabt ungdom og kuldslået kærlighed.

Beväpna Dig Med Vingar er med rette mikset i det legendariske Hansa Studio i Berlin. Det er ganske enkelt fremragende, når Thåström begiver sig ind i den tyske metropol og lader lyden af samplet skrot og metal skabe kulissen som på den dunkende St. Ana Katedral og den lavmælte electroblues-hymne Dansbandssångaren. Den sjælfulde Smaken Av Dig er det tætteste, vi kommer på trubaduren, mens Samarkandas enlige klavertone slår i takt med noget, der minder om en elektronisk puls. Thåström har langt inde i karrieren begået et af sine bedste album. Beväpna Dig Med Vingar er som en besættelse med sine underspillede og maskinelle klangbilleder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA