Bruce Springsteen: Wrecking Ball

Bruce Springsteen
Wrecking Ball

Bruce Springsteen: Wrecking Ball

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 05.03.2012
Anmeldt af
Henrik Friis

Wrecking Ball – kæmpejernkuglen til nedrivning – skal i sving. "Giv alt hvad du har i dig. Knus alt det forlorne, vi troede på i mulighedernes land, men som igen og igen glemmer de mænd, hvis hænder opbyggede det. Også selv om protesten nok ikke nytter..." 

Med denne omskrivning af titelsangen til et spejlbillede på hele Bruce Springsteens  17. album er stemningen lagt. Milevidt fra forgængerens optimisme og pop. I stedet er der vrede: Trang til at vise solidaritet med den kriseramte, working class. Og endnu mere skuffelse og rent ud sagt mørk depression. 

Springsteen vælger fortrinsvis kantede folk- og protestsange til sine portrætter af de hårdtprøvede skæbner – og gerne med store besætninger. I starten lovlig bastant og knap så spændende som de tidligere sprællevende Seeger Sessions. I den afdeling et det klart ordene, der bærer albummet. 

Men efterhånden kommer samspillet og dermed tyngden. Wrecking Ball er tekstmæssigt det mest dystre Springsteen-udspil til dato, Jo, der er trods, og lidt håb (selv om det mest giver sig til udtryk i kæreste-erklæringer). Men meget markant er det en desillusioneret Springsteen, lænket til historiens gentagne nedtur for den menige amerikaner, der altid kommer til kort over for Lehman Brothers og andre bankrøvere, som nu kan sidde og fede den af igen, mens hometown efter hometown lukker.

Den stemning giver næring til to musikalsk uomgængelige tracks. Dels Swallowed Up, hvor Springsteen næsten bibelsk er slugt af kæmpehvalen i et stemningsmæssigt besættende tomrum (bonustrack i øvrigt, så køb den udvidede udgave). Og This Depression, som med sfærisk flydende tyngde dystert erkender: "Baby I've been down/But never this down/Baby I've been low/But never this low".  Sort. Håbløst. Betagende.

Nu er det ikke 62 minutters tristesse. Ud over den bastante folk-protest skal titelsangen, sarkastiske We Take Care Of Our Own og Springsteens metafor-tog til Land of Hope And Dreams – med Clarence Clemons' allersidste hjerteskærende saxblæs – nok rocke alverdens arenaer på vanlig Boss-karakter. Og den gammelkendte tendens til spirituel samling slår også lysere toner an i Rocky Grounds' soul-gospel, uanset dens unødige rap-indslag.

Men det er sangene på sidste halvdel, der skaber ligevægt mellem tekst og musik, og som ud over førnævnte mørke-perler indeholder lysende guldkorn som We Are Alive (herlige, stoute arbejderskæbner fra graven) og langt om længe en studieindspilning af livefavoritten American Land (endnu et bonusnummer) om USA's skabelse og nutid på godt og ondt. 

Som Springsteen selv siger: "You never go wrong: Pissed off and rock'n'roll"  Den formel virker også denne gang. Der er noget på hjerte. Og hvor højtravende rockmillionærens forsvar for menigmand end virker på papir, har ordene også denne gang afgørende valør, når de kommer ud af bossens mund. Markant bedre end de to forgængere.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA