Steel Panther: Amager Bio, København

Steel Panther, Amager Bio, København

Steel Panther: Amager Bio, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Steel Panther er alt det non-rockere hader ved rocken. Det er gennemført usmageligt, vulgært og klichéfyldt, og der er ikke noget, der ikke er hørt før. Man kan dog ikke tage fra dem, at de fire drenge leverer et energifyldt og ganske underholdende sæt selv om det indimellem kører lidt i tomgang.

Steel Panther opstod oprindeligt som coverband og har da også haft titlen som "Best tribute band in the universe". Om det så er en titel, de i dag er stolt af skal være usagt. Steel Panther prøver nu for alvor at etablere sig som et band, vi skal tage alvorligt. Denne tour har bandets seneste udspil "Balls Out" i kufferten, og koncerten består da også af numre fra netop denne skive samt bandets første skive "Feel the Steel".

Steel Panther er en iscenesat joke og kærlig hyldest til de glade 80'ere, hvor eyeliner, tigerbukser og pudelhår var en helt naturlig del outfittet for den rockscene, der udsprang af rockkulturen omkring Sunset Strip i Los Angeles. Inspirationen til Steel Panther er klart hentet hos bands som Van Halen, Mötley Crüe, Ratt, Poison og Bon Jovi, om end sidstnævnte dog kommer fra New Jersey. Det handler om sex, drugs and rock'n'roll; hverken mere eller mindre. Det skulle da lige være lidt kærlighed ind imellem, om end balladerne også ender under bæltestedet inden nummeret er slut.

Aftenens største overraskelse var publikum. I stedet for 40+-rockerne bestod publikum hovedsageligt af fans, der under ingen omstændigheder kan have Sunset Strip-tiden i tankerne, for der var de ganske enkelt ikke født endnu. Det er positivt for Steel Panther, hvis de faktisk evner at tiltrække en ny generation af glam metal-rockere. 40+ har oplevet den ægte vare og bliver muligvis ikke tiltrukket af den nostalgiske rejse fra en tid alle troede var ren rockhistorie.

Man kan så omvendt undre sig over, hvad de yngre egentlig får ud af det ud over en masse pik- og fisse-snak, der ville have givet vores ligestillingsminister hjertestop. Det er fuldstændig overdrevet vulgært, og kvinder omtales generelt som huller, der skal fyldes ud. Der var i øvrigt mange unge piger til stede blandt publikum, og de lod til at sætte stor pris på at blive omtalt som et hul i rækken. Guitarist Satchel sagde da også inden bandets sidste nummer, at han egentlig havde bollet 40 kvinder på stribe, men da han tog en lur mellem 17 og 18 valgte han at kalde nummeret "17 Girls in a Row". Så er linjen lagt!

Fra Steel Panther springer på scenen og de næste 100 minutter bliver vi trukket igennem et medrivende sæt med underholdende stand-up snak mellem numrene. Hold kæft hvor ser de kiksede og latterlige ud, hvilket selvfølgelig er meningen. Det er jo grotesk, når bassist Lexxi Foxxx hele tiden kigger sig i sit lille lyserøde spejl og putter læbestift på! Men for satan en fest de får skabt. Bandet driller hele tiden hinanden, og de kan klare mosten. Selv om retorikken er plat, saft og under bæltestedet, så bliver de på den rigtige side af stregen og bliver underholdende i stedet for frastødende. For de har glimt i øjet.

Tændt og tight

Bandet er tændt og udstråler en gejst, som man må tage hatten af for. Bandet spiller tight og er uden tvivl gode musikere, der bare kan det der og som så lægger lidt skuespil oven i hatten. Det er iørefaldende og simpelt og træder ingen over tæerne; altså bortset fra teksterne. Man kan så mene, at det måske ville være lidt tyndt, hvis ikke det hele bliver iscenesat, som de nu har valgt. Uden humoren, uden provokationerne er Steel Panther blot et velspillende pop-metal-band.

Der er mange perler undervejs i sættet. "Tomorrow Night" lægger fint ud, og "Just like Tiger Woods" skal have en pris, for den sidder lige i skabet og er alt det Steel Panther handler om. Velskrevet tekst med en sjov vinkel, og selvfølgelig handler det om hor og piger, og dér passer Tiger Woods jo lige ind; godt drive og unik som ørehænger.

"Community Property" sidder også lige i skabet. Mon ikke mange ungersvende tænker sådan inderst inde. "Girl from Oklahoma" er et fint afbræk, om end jeg havde håbet på "Weenie Ride". Brudstykker af Iron Maidens "Number of the Beast" giver festen endnu et skub fremad, da sanger Michael Starr trækker et par fans op på scenen, hvoraf den ene er klædt ud som Spiderman. Grotesk, men sjovt og morskaben bliver også større, da det viser sig, at den ene fan faktisk kan skrige i en grad, så selv Steel Panther taber underkæben. Øjeblikke som disse mestrer Steel Panther. Seriøse rockfans ville brække sig, men det er sgu et eller andet sted sjovt at være vidne til en gang imellem.

Aftenen rundes af med den superskarpe "The Shocker" samt føromtalte "17 Girls in a Row". Bandet skal have fire stjerner for denne glade aften. Det er sjovt og medrivende, og underholdningsværdien er forholdsvis stor, med mindre man bliver forarget over indholdet. Bandet spiller godt, og der er højt tempo. Der er dog passager, hvor der er lidt tomgang, og jeg er ikke sikker på, at de kunne drive det så langt, hvis de "bare" stillede sig op og spillede deres numre uden at hive det indstuderede es ind. Lige-ud-af-posen snak om fisse og damer. For ideen er født som en joke, og det lægger de sådan set heller ikke skjul på. De tager tykt pis på sig selv, hvilket er befriende. Det havde været ulideligt, hvis de havde ment det alvorligt. Grænsen er hårfin.

Jeg er heller ikke så sikker på, at det er langtidsholdbart, for det kan hurtigt gå hen og blive lidt for meget. Men tiden vil vise, om bandet alligevel kan tiltrække en ny generation af glam metal-rockere, og det er sgu da positivt.

For min skyld må de gerne komme tilbage en gang imellem og holde en 80'er-fest. Steel Panther kan også høres på Sweden Rock Festival torsdag d. 7. juni i Sölvesborg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA