x
Joan As Police Woman: Lille Vega

Joan As Police Woman, Lille Vega

Joan As Police Woman: Lille Vega

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det var en uhyre dedikeret, karismatisk kunstner, der fredag aften – som solist - indtog scenen i Lille Vega, foran et siddende publikum. En middelhøj, slank kvinde i guldkjole og høje plateausko og øverst med et stoisk roligt ansigt indrammet af indianersort, langt hår.

Ansigtet var som mejslet ud i klippe. Det var som ansigtet på en squaw, der en tidlig morgen lige er trådt ud af sin tipi, med nattens søvn siddende i øjnene, foreviget i netop dét sekund. Hun lignede et naturens under, snarere end et kulturens under.

Men hendes ansigt var ikke bare klippefast. Det kunne også flænges i et brag af en latter. Og blive ramt af en antydning af dril. Med dé virkemidler formindskede hun afstanden fra hjertet til hånden til stemmen til publikum.

Man kan ikke sige, at den solokoncert, der fulgte – på henholdsvis klaver, guitar og vokal – teknisk set var formfuldendt. Slet ikke. Men man kunne ikke være i tvivl om autenticiteten, nærværet og sansen for det kunstneriske.

Derfor blev intimkoncerten i Lille Vega også en af de helt store oplevelser. En "nøgen" koncert, der genskabte troen på, at der er andet end kulturtilbud. At der er kunst! Og autenticitet! I vores nu! På en aften, hvor mange danskere ser finale i X Factor i fjernsynet.

Sangerinden i Lille Vega – indbegrebet af reel X Factor - var ramt af en forkølelse, havde snotnæse og kriller i halsen. Men dét brugte hun som endnu et virkemiddel. Bibragte med sin hæshed musikken noget råt og brutalt, noget levet livet, noget erfaring.

Hun åbnede koncerten med et nyt nummer, Stay, fra et pladeprojekt med David Sylvian. Vendte flere gange tilbage til numre fra dette projekt. Men supplerede op med sange fra sit eget album The Deep Field. Og med en klassiker som Jimi Hendrix' Fire. Dette nummer var koncertens sidste. Fremført med en rå brutalitet, der gav mindelser om de bedste øjeblikke med navne som Marianne Faithfull og Rickie Lee Jones. Det er på en måde dem, hun har erobret scenen fra. Eller overtaget arven fra. Dem og Carole King og Joni Mitchell, blandt andre. Måske især med humoren som forskel. Med et nummer som Human Condition sendte hun tankerne i retningen af de fire sangerinder, som tilhører generationen før hende.

Men Joan As Police Woman er sin egen. En enestående singer-songwriter. Dybt troværdig på klaver og vokal. Guitar og vokal. Vidtfavnende i skalaerne. Med fraseringer, der folder sangen som kunstart ud. En sangerinde, som modigt træder ud af sin comfort-zone og ind i dét, der i virkeligheden er musikkens grundlag – det "nøgne" udtryk, det helt enkle, det intime.

Tak for åndedrætsøvelserne. Roen. Humoren. Rejsen tilbage til rødderne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA