x
Green Pitch, Anchorless og CALLmeKAT: Radar, Aarhus

Green Pitch, Anchorless og CALLmeKAT, Radar, Aarhus

Green Pitch, Anchorless og CALLmeKAT: Radar, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det nyåbnede aarhusianske spillested Radar har i sine første tre uger haft et imponerende program med navne som Tako Lako, Jakob Bro, Marybell Katastrophy, When Saints Go Machine, Jomi Massage/Henriette Sennenvaldt/Maria Laurette Friis, om lidt WhoMadeWho og nu de måske ikke så kendte, men fine navne Green Pitch, Anchorless og CALLmeKAT, der besøgte Radar torsdag aften.

Green Pitch *****

Green Pitch åbnede aftenen med et meget afdæmpet, akustisk sæt med lineuppen Rex Garfield (sang, klokkespil), Ste Rasch (akustisk guitar), Ronni Bjørnum Bengtsson (cello) og Michael Brandt (trommer). Det var en sand lise for sjælen at høre gruppens afdæmpede, dybt vemodige sange med Rex Garfields  krystalklare, lyse og længselsfulde stemme som en skinnende diamant i det luftige lydbillede præget af Ste Raschs fine fingerspil, den klagende cello, det forsigtige, antydningsvise trommespil med brug af whiskers som trommestikker og det nænsomme, men meget virkningsfulde klokkespil.

Både band og publikum sad ned, og det var heldigvis et lydhørt publikum, der nød musikken i fulde drag. Der blev ikke klirret med flasker i baren, og nærværende anmelder forsøgte at notere så nænsomt på blokken som muligt og ikke bladre for ikke at forstyrre det sarte og skrøbelige udtryk.

Med så afdæmpet musik kræver det stærke kompositioner for at publikum ikke skal kede sig, men dem har Green Pitch også i rigt mål. Det korte sæt på syv numre var primært baseret på bandets ep-trilogi fra 2011, "Asleep", "Awake" og "Alert", der også er samlet på et album, og som varmt kan anbefales. Og deres tekster er også fulde af poesi, som man heldigvis tydeligt kunne høre. Eksempelvis som det lyder i "Forest Fire": "Was there a light in your eyes when you died? / Or was it spreadling like a forest fire? / Were you suprised when you died? / Had it been lurking in the back of your mind?". Ikke lige en typisk hjerte-smerte-tekst.

Anchorless ****

Anchorless er en ny gruppe, hvis medlemmer dog er erfarne musikere med en for- eller nutid i orkestre som Lack, Trust, Rising, The Fashion og The River Phoenix. Oven på Green Pitchs sfæriske udtryk var der betydeligt mere fart over feltet hos Anchorless, der leverede hurtige powerpop-sange, der alle holdt sig over de 120 beats i minuttet (sådan føltes det i hvert fald, jeg talte ikke efter), og modsat Green Pitch med en overvægt af dur-akkorder. I front leverede Hernik W. Hald en solid og ret lys vokal, ofte backet (gerne unisont) op af korsanger og keyboardspiller Jan Petersen. Lineuppen bestod derudover af to guitarister, bas og trommer. Rytmeguitaren var skiftevis akustisk og elektrisk, mens den anden, elektriske guitar leverede hurtige melodilinjer. Udtrykket gav visse associationer til navne som tidlig R.E.M., The Smiths og aktuelle The Shins.

Anchorless er gedigne og godt sammenspillede musikere, og det var svært ikke at blive ramt af den energi og optimisme, som sangene udstrålede. Melodierne var ikke altid helt så stærke, som man kunne ønske, men eksempelvis åbningsnummeret "Awry Aesthetics" var der krudt i, og der er i hvert fald masser af potentiale i Anchorless.

CALLmeKAT ****

Klokken var efterhånden blevet 23, da aftenens hovednavn, CALLmeKAT, kunne indtage scenen. CALLmeKAT er aktuel med sit andet og danske udmærkede fuldlængde-album "When The River Turns Black", og sangene herfra udgjorde også hovedparten af sætlisten. CALLmeKAT er et alias for sangerinden, sangskriveren og ikke mindst tangentspilleren Katrine Ottosen, og live havde hun medbragt endnu en keyboardspiller (og lejlighedsvis bassist) Daniel Fridell og trommeslageren Joe Magistro.

Katrine havde medbragt tre ældre keyboards, et Wurlitzer, et Casio og et Rheem Kee Bass, mens Daniel Fridell spillede på mere moderne Nord-keyboards, der dog også kan lyde som gamle analoge synths, eller noget i retning af et Hammond-orgel for den sags skyld, og den alsidige keyboardlyd udgjorde i sagens natur en fyldig del af lydbilledet. Daniel Fridell spillede desuden en række fine, til tider småjazzede soloer. Oven på det hele svævede Katrine Ottosens smukke og ekspressive stemme, som til tider nåede ganske højt op. Sine steder var den sfærisk og længselsfuld som eksempelvis i balladen "Broken House" og den legesyge, shufflende "Tiger Head", andre gange småsensuel som i eksempelvis den groovy "Flower In The Night", et af højdepunkterne fra CALLmeKATs første album, "Fall Down".

Joe Magistro leverede gedigent, fyldigt trommespil, som sørgede for, at musikken ikke diffunderede helt op i de allerøverste luftlag, men bevarede en vis jordforbindelse. Det blev helt dansevenligt i førnævnte "Flower In The Night", uden at det dog fik nogle af de siddende publikummer til at rejse sig, men det var også efterhånden blevet sent på en hverdag. Det var dog værd at holde sig vågen for CALLmeKAT, der afsluttede en fin aften med tre spændende, yngre danske bands. Højdepunktet var dog Green Pitch, hvis æteriske skønhed er i international klasse. De fortjener meget mere opmærksomhed.

 

Se flere datoer og køb billetter til CALLmeKAT på GAFFA live.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA